Det var en mindre café lokaliseret på Nørrebro. Nede af en af sidegaderne fra Blågårdsgade hvor man fandt de forskellige små etniske restauranter. “Brætspilsklubben” var et kommunalt værested til sårbare unge. Ensomme typer, autister, mærkelige eksistenser. Outsidere, men ikke på den hippe Nørrebro-måde.
Jeg var selvfølgelig en af dem. En af de sårbare unge. Min sagsbehandler havde foreslået, at jeg tog derned. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men det var mindre galeanstalt og mere dansk skolefritidsordning.
Caféens indretning var hyggelig og rustik med vægge prydet af farverige plakater og hylder fyldt med brætspil og bøger. En blød belysning spredte sig over rummet, og lyden af sagte samtaler og latter fyldte luften. Så snart jeg trådte ind ad døren, rejste en blond pige sig fra en stol. Hun skyndte sig over til mig med et kæmpe smil. Hun var proppet ned i en kæmpe sweater, der så hjemmestrikket ud. “Hej! Velkommen til!”
Jeg smilede og var venlig. Hun spurgte, hvad jeg hed, om jeg havde været her før, og om hun ikke skulle vise mig rundt. Hun hed Malene, og hun studerede psykologi. Jeg hed Ayaan, og jeg var på sygedagpenge.
De frivillige i Brætspilsklubben var alle sammen danskere. De smilede og var venlige på den der pædagogiske måde, som velmenende danskere ofte er det. Men de var søde nok.
Der var massevis af drenge i Brætspilsklubben. Unge, ensomme mænd. Nogle af dem var danskere, nogle af dem var brune. Jeg var den eneste pige med tørklæde i rummet. Snart fik jeg øje på en anden sort pige nede i enden af lokalet, så jeg satte mig ned ved siden af hende.
“Hey,” sagde hun, da jeg satte mig.
“Hej.”
“Vi spiller UNO. Vil du være med?”
Jeg nikkede. Hun spillede sammen med en lille, pjusket dansker, som jeg ikke - ikke engang med en pistol for panden - ville have kunnet gætte kønnet på. Ved siden af sad et bjerg af en fyr, som så enormt alvorlig ud, og han skræmte mig en lille smule. Han lignede en blanding mellem en viking og et isbjerg.
Vi sad og snakkede lidt, jeg introducerede mig selv, og jeg lærte de andre at kende. Vikingen hed selvfølgelig Tor, den intetkønnede hobbit hed Xandy (ja, med et fucking X), og den sorte pige hed Sahra.
Efter jeg havde tabt for hundrede og syttende gang, gav jeg omsider op. “Øver I jer tit her eller hvad?” sukkede jeg.
Sahra gav mig et opmuntrende smil. Hendes makeup var on point. “Vi er her stort set hver lørdag. Øvelse gør mester, I guess.”
Aha, hver lørdag. Det måtte betyde, at de ligesom jeg selv ikke havde nogle andre venner, som de kunne hænge ud med på en lørdag.
“Tak for spillet!!!!” peb Xandy med et kæmpe smil efter at have lammetævet os alle sammen.
Jeg smilede høfligt. Tor brummede et eller andet. Sahra puffede mig i siden med sin albue og nikkede mod døren. Derefter rejste hun sig, og jeg fulgte med.
Det var koldt udenfor, fordi det var oktober, og klokken var næsten 21:00. Sahra tændte en cigaret og tilbød også mig en, men jeg røg ikke. Jeg stod bare og frøs og kiggede på, mens hun røg.
“Jeg har det sådan lidt, ARGH!! , når der er for mange mennesker omkring mig i for lang tid ad gangen,” sagde Sahra efter et stykke tid. Hun tog et ordentligt hvæs og så på mig. “Kender du det?”
“Alt for godt,” svarede jeg. Angst.
Vi stod og chattede om alt muligt. Sahra var etiopisk. Hun var ortodoks. Jeg var muslim, og mine forældre kom fra Somalien. Når man er muslim i Danmark, så er man araber, og hvis man ikke er araber, så er man enten tyrker eller afghaner. Men når man er somalier, er man først og fremmest afrikaner. Det forstod vi godt begge to.
"Du har nok godt lagt mærke til det, men vi er allesammen lidt mærkelige her," sagde Sahra. "Det er lidt ligesom banko. Bare med diagnoser. Nogle af fyrene her har fuld plade, hvis du forstår, hvad jeg mener, så hold dig væk fra dem."
“Jeg tror, at min sagsbehandler brugte betegnelsen “sårbare unge”,” svarede jeg med et skævt smil.
“Mmm, men danskere er også så søde.”
“Hun er faktisk nordmand.”
Sahra brød ud i grin. Hun havde en rar latter. Hendes mørke, krøllede hår faldt i bløde bølger omkring hendes ansigt og indrammede et sæt markante øjne, der tilføjede en intensitet til hendes look.
Jeg fornemmede, at hun forventede, at jeg sagde noget om mig selv. Om mine egne diagnoser. Om mit eget lorteliv. Hvor skulle jeg overhovedet begynde?
“Jeg var… forlovet for en måned siden, men… Det gik ikke.” Jeg orkede ikke at snakke om Ali lige nu. "Jo mindre sagt om ham desto bedre.”
“Oh my god, don’t get me started, girl,” sukkede Sahra med en overdrevet amerikansk accent. “Og du er endda også så ung. Hvor gammel er du?”
“Jeg er 26. Dig?”
“Gæt.”
“Nej, what, come on.”
“34."
“No way.”
“Black don’t crack,” grinede hun og tog et sug gennem sin smøg. Det fik også mig til at grine, selvom jeg oftere og oftere følte, at lidelsens stress slog dybe revner i min efterhånden krakelerede hud.
Vi spillede Tegn & Gæt med Tor og Xandy bagefter, og nogle af de andre joinede os også. Malene lavede varm kakao. Ærligt, så var det faktisk en ret hyggelig aften. Hyggelig nok til at jeg tænkte, at jeg ville komme igen næste lørdag.
Da jeg gik hjem, følte jeg en mærkelig blanding af lettelse og ensomhed. Lettelse over at have tilbragt en hyggelig aften sammen med Sahra og de andre, men også ensomhed over tanken om at skulle vende tilbage til min tomme lejlighed.
Min lejlighed i Fuglekvarteret var min lille rede af ensomhed i midten af Nordvest. Et sted hvor stilheden kunne blive så overvældende, at den næsten føltes fysisk. Væggene kunne nærmest suge alt lyd til sig, og jeg kunne høre mine egne smertefulde tanker give ekko i de tomme rum.
Jeg boede alene, langt væk fra min familie i Århus. At ringe til min mor var både en trøst og en påmindelse om afstanden mellem os. Hendes stemme i røret var som en livline, der holdt mig forbundet med virkeligheden udenfor mine fire vægge. Det var også min måde at sikre, at hun stadig var i live. Jeg ringede til hende flere gange dagligt.
Mine studiebøger lå stablet på reolen, støvede og forsømte. Jeg havde engang drømt om at blive noget stort, men nu føltes det som om, at mine ambitioner var begravet under lag af apati og angst. Tanken om at åbne dem og studere virkede som en uoverkommelig opgave, så jeg lod dem bare ligge og samle støv. Angst og depression havde været mine uønskede følgesvende i årevis, og selvom jeg forsøgte at kæmpe imod dem, så føltes det som om, at de altid fandt en måde at snige sig tilbage på.
Jeg tilbragte mine dage foran spejlet på mit soveværelse omgivet af øjenskyggepaletter, børster og foundation. Mine eneste følgesvende i dagevis var de virtuelle ansigter, der smilende tonede frem på min skærm, mens jeg slugte makeup-tutorials på YouTube råt. Disse talentfulde makeup-artister blev mine imaginære veninder, der på trods af afstanden mellem os formåede at skabe en illusion af venskab. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det var en illusion, og at disse smilende ansigter ikke kendte mig, men alligevel fandt jeg en vis trøst i det virtuelle selskab.
Det var en ensom tilværelse. Foruden mine OCD-ritualer, som jeg var nødt til at udføre dagligt, så verden ikke gik under (selv tak i øvrigt), lavede jeg ikke så meget andet. Jeg lå i min seng. Jeg ventede på, at dagene skulle gå. Og jeg græd en hel del.
På den måde blev Brætspilsklubben ugens højdepunkt, hvor jeg kunne komme ned og tale med andre mennesker. Hver lørdag kunne jeg træde ud af min ensomhed og ind i et fællesskab af mennesker, der accepterede mig, som den jeg var. Det var et sted, hvor mine bekymringer og frygt for en stund blev glemt, erstattet af latter og samvær.
Selvom jeg ikke kom i Brætspilsklubben hver lørdag, lykkedes det mig efterhånden at opbygge et venskab med Sahra. Vi mødtes til kaffe eller en tur i parken og delte vores tanker og følelser. Hun var sosu-assistent ligesom min mor, og hun havde altid de vildeste historier fra sit job. Hendes venskab var som en sjælden solstråle i mit liv, der gjorde de kolde, ensomme oktoberdage lidt mindre kolde.
Nogle gange har man de dage, som man ikke ved bliver en af de absolut mest skelsættende dage i ens liv, før mange uger, måneder eller måske endda år senere. Det var en sen lørdag eftermiddag, hvor jeg kom dumpende ind på Brætspilsklubben. Sahra og jeg havde skrevet sammen over Messenger tidligere, og jeg vidste, at hun ville være her.
Jeg fandt hende siddende nede i et af hjørnerne, hvor hun sad og spillede kalaha med en eller anden lyshåret fyr, jeg ikke havde set før. Sahra vinkede og smilede, så snart hun fik øje på mig.
“Ayaan!” sagde hun og trak en stol ud, så jeg kunne sidde ved siden af hende.
Jeg smilte til Sahra og gav hende et kram, inden jeg gled ned på stolen ved siden af hende. Hendes øjne gnistrede af spænding, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg bemærkede, hvordan hun var i færd med at sparke fyrens røv i kalaha.
"Undskyld at jeg er her så sent,” sagde jeg og stillede min taske ved siden af stolen. Jeg lagde mine bøger på bordet.
"Det er helt i orden, Ayaan. Du har faktisk ret god timing, for jeg er stort set færdig med at tæve Liam her, så vi kan spille noget sammen alle tre.”
Jeg mødte Liams øjne. Han smilede selvsikkert til mig. Han sad tilbagelænet i stolen med en afslappet, næsten nonchalant holdning. Hans lyse hår var trimmet og havde en let bølget tekstur. Hans grønne øjne glimtede, og det føltes som om, han vidste noget, vi andre ikke gjorde. Han var klædt i en stilfuld polo, nogle korte shorts, der afslørede hans tonede, solbrune ben, og lyse sejlersko.
“Jeg er en af de nye frivillige,” sagde Liam med en stemme, der lød lidt for selvsikker. Han havde en tydeligt nordsjællandsk dialekt.
“Jeg hedder Ayaan,” svarede jeg, lidt forbeholdent, og vi gav hånd.
“Du sagde, at du havde undervisning? Hvad læser du?” spurgte Liam med et smil.
“Øh, jeg mente ikke undervisning på den måde. Det er en slags koranskole, hvor man lærer arabisk, mens vi læser koranen sammen.”
Efter hele fiaskoen med Ali, havde min far insisteret på, at jeg skulle starte på en koranskole. Jeg var en dårlig muslim, og ifølge min far var den eneste forklaring, at jeg - når jeg læste koranen på somalisk - ikke forstod de finere detaljer, som man kun kunne opfange på arabisk.
“Vent, jeg troede, at du talte arabisk,” svarede Sahra.
Jeg rystede på hovedet. “Nej, jeg er kun ved at lære det.”
“Hvis du har brug for hjælp på et tidspunkt, så sig endelig til,” svarede Liam på flydende arabisk. “Jeg har også brug for at holde det ved lige."
Sahra og jeg så overraskede på danskeren.
"Hvad sagde han?" spurgte Sahra, og jeg oversatte. Sahra var tydeligt imponeret, men der var noget ved hans måde at blære sig på, som fik mig til at rulle med øjnene. Liam smilte selvtilfreds, og jeg kunne ikke lade være med at føle, at han bare skulle vise, hvor meget bedre han var.
Resten af aftenen forløb hyggeligt, som de plejede det. Vi spillede spil sammen med Xandy og Tor, der dukkede op senere. Latteren fyldte lokalet, og selvom konkurrencen var intens, var stemningen afslappet og hyggelig. Jeg nød virkelig at tilbringe tid med mine venner og følte mig taknemmelig for disse små øjeblikke af samvær.
Da klokken begyndte at nærme sig midnat, blev det tid til at sige farvel. Jeg aftalte med Sahra at sove hjemme hos hende.
Inden jeg gik, vendte jeg mig mod Liam for at sige farvel. Han var i gang med at rydde op i klubben, som de frivillige altid gjorde, inden de lukkede. Da jeg nærmede mig, stoppede han og gav mig et skævt smil.
"Ayaan," sagde han afslappet, "jeg håber ikke, jeg var for meget tidligere. Nogle gange kan jeg være lidt direkte."
Jeg nikkede kort, stadig lidt irriteret, men besluttede at lade det ligge. "Det er okay," svarede jeg køligt. "God aften."
Liam prøvede at holde fast i øjenkontakten, som om han forventede en længere samtale eller måske endda tilgivelse. "Jeg håber, vi kan lære hinanden bedre at kende. Vi ses snart igen."
Jeg smilede anstrengt til ham og ønskede ham en god aften, før jeg vendte mig om og forlod klubben sammen med Sahra, som ventede på mig udenfor.
Da jeg kom tilbage til min egen lejlighed dagen efter, blev jeg igen mindet om min ensomhed. Mine studiebøger lå stadig uåbnede på reolen, og stilheden var overvældende. Jeg brugte det meste af dagen på at prøve at få styr på mine tanker og fokusere på mine daglige OCD-ritualer.
Jeg havde altid haft svært ved at sove. Søvnløshed var en konstant kamp for mig, og det blev kun værre, når mine tanker begyndte at køre rundt i mit hoved. Jeg lå vågen i timevis og stirrede op i loftet, mens jeg forsøgte at få kontrol over mine angstfyldte tanker. Det var som om, at min hjerne nægtede at lade mig få fred. Jeg lå blot og talte timerne, indtil jeg endelig kunne stå op igen.
Det var også i disse ensomme nætter, at jeg forsøgte at være en bedre muslim. Jeg bad og læste i Koranen på min telefon, selvom det var svært for mig at forstå det på arabisk. Jeg håbede, at hvis jeg var tilstrækkeligt dedikeret til min tro, at Allah ville give mig et eller andet tegn, men han svarede aldrig mine bønner. Mine forældres forventninger og min egen usikkerhed gjorde det ofte svært for mig at finde den rette vej.
En dag i Brætspilsklubben, mens jeg sad for mig selv og lavede perleplader, kom Malene hen til mig med et stort smil. "Hej Ayaan! Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om. Jeg ved ikke, om du har hørt det, men klubben har besluttet at begynde at arrangere ture ud af huset. Vores første tur går til Zoologisk Have. Kunne det være noget for dig?"
Jeg mærkede en velkendt nervøsitet ved tanken om at deltage i en tur udenfor klubben. Men på den anden side kunne det også være en chance for at komme ud af min lejlighed og tilbringe tid med andre i et mere afslappet miljø. "Det lyder… hyggeligt," svarede jeg forsigtigt og forsøgte at smile. "Hvornår skal vi afsted?"
Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at tale med Sahra om turen. Jeg sendte hende en besked og spurgte, om hun ville være interesseret i at deltage. Det ville hun gerne. Jeg besluttede mig for også at invitere Tor og Xandy med.
Dagene op til Zoologisk Have-turen fløj afsted, og selvom jeg nok efterhånden var lidt for gammel til Zoologisk Have, begyndte jeg ærligt talt at glæde mig sindssygt meget. Jeg havde aldrig været i en dyrepark før. Selvom jeg stadig følte mig nervøs ved tanken om at være omgivet af mange mennesker, var jeg også ivrig efter at komme ud og opleve verden sammen med mine venner.
Jeg stod ude foran Zoologisk Haves indgang. Jeg havde som altid kæmpe høretelefoner på udover min hijab. Ikke fordi jeg hørte musik, men bare så fremmede mennesker ikke skulle tale til mig. Det var en effektiv måde at skabe afstand til omverden på, og det havde jeg brug for i dag. Endelig gjorde de abnormt store solbriller på mit ansigt mig nærmest fuldstændigt anonym.
Solen skinnede, og det havde set ud til at blive en god dag. Jeg havde endda taget et tørklæde med leopardprikker på, fordi jeg havde tænkt, at det ville være sjovt i dagens anledning. Men først havde Xandy og Tor meldt afbud dagen forinden, og kort efter jeg var taget afsted hjemmefra, skrev Sahra også, at hun var virkelig, virkelig ked af det, men hun kunne ikke heller ikke. Jeg opdagede først hendes besked, da jeg stod foran indgangen og følte, at hele min dag var gået i vasken.
Jeg kiggede ned på min telefon og overvejede at tage hjem. Der var ikke rigtig nogen grund til at blive, når alle andre havde aflyst. Mens jeg stod der, kunne jeg mærke min irritation vokse. Hvorfor havde jeg overhovedet gjort mig umage med at tage hele vejen ud til Frederiksberg, når ingen andre havde tænkt sig at dukke op?
"Hej, Ayaan!"
Liams stemme rev mig ud af mine tanker. Jeg vendte mig mod lyden og så ham komme gående hen imod mig med et stort smil på læben.
Jeg sukkede indvendigt. Selvfølgelig skulle han være her. Liam, var vores støtteperson på turen, som var sendt ud sammen med os for at sørge for, at alt gik glat. Dels var det ham, der havde billetterne, men i og med at alle i Brætspilsklubben lidt var deres egen unikke form for fucked up, skulle han også sørge for, at vi ikke kom i problemer. Han var i bund og grund vores babysitter. Selvom jeg havde mødt ham nogle gange nu, når han havde vagt i klubben, irriterede hans arrogante attitude mig stadig grænseløst.
"Hej," mumlede jeg uden entusiasme, trak høretelefonerne ned om nakken og satte solbrillerne op i min pande.
"Hva’ så, er du klar til en tur i zoo?" spurgte han med den samme overdrevet entusiastiske stemme, som han altid benyttede, når han talte til os udskud. Så kiggede han sig omkring. “Hey, hvor fa’en er alle de andre henne?”
Jeg sukkede. "De kommer ikke. De har meldt afbud."
Liams smil falmede lidt, men han lod sig ikke slå ud. "Årh, sikke noget pis! Men hey, vi kan stadig have det sjovt, ik’? Du og jeg kan tage rundt og kigge lidt på dyrene. Det lyder hyggeligt, ik’?"
Jeg tøvede. Tanken om at tilbringe tid alene med Liam var ikke lige det, jeg havde forestillet mig. Men på den anden side så var jeg jo taget hele vejen herud, og nu havde vi jo biletterne…
"Okay, jamen så lad os da gå lidt rundt," sukkede jeg.
Liam nikkede og pegede mod indgangen. "Perfekt! Hvor vil du starte?"
Vi begyndte at gå mod indgangen, og Liam prøvede at smalltalke med mig, fordi han var typen, der åbenbart var ekstremt bange for akavet tavshed. "Så, hvilke dyr glæder du dig mest til at se?"
"Jeg er ligeglad," svarede jeg og trak på skuldrene. "Jeg tror, at der er løver herover."
Liam smilede stort, som om han var fuldstændig ligeglad med min nederen tone, og fulgte efter mig. "Løverne lyder godt! Jeg siger dig, Ayaan, Simba, ik’? Han var mit idol, da jeg var barn.”
Jeg rullede med øjnene. Jeg hadede bogstaveligt talt alting ved ham. Hans måde at tale på, hans absurde positivitet og energiniveau, samt hans irriterende evne til altid at få alting til at handle om sig selv.
Vi gik i tavshed et stykke tid, mens vi bevægede os mod løveburet. Børn løb forbi os, og deres begejstrede råb fyldte luften. Jeg følte en åndssvag følelse af jalousi boble frem inde i mig. Hvad ville jeg ikke havde gjort for en barndom som deres?
Da vi nåede løveindhegningen, stod vi side om side og betragtede de majestætiske dyr. Løverne lå dovent i solen, deres store kroppe spredt ud på de varme sten.
"Vidste du, at løver faktisk ikke jager så meget selv? Det er hunløverne, der gør det meste af arbejdet," sagde Liam pludselig, efter vi havde stået nogle minutter i stilhed.
Jeg vendte mig mod ham med et løftet øjenbryn. "Hvorfor er jeg ikke overrasket over, at du ved det? Du slår mig som typen, der researcher, hvordan man kan slippe afsted med at arbejde mindst muligt. Var det derfor, at Simba var din barndomshelt?"
Liam grinede, men der var en oprigtighed i hans øjne, som jeg ikke havde set før. "Måske. Eller måske synes jeg bare, at hunløverne er undervurderede. De gør alt det hårde arbejde, men det er hanløverne, der får al æren."
Jeg blev overrasket over hans ord. Måske var der mere ved Liam end blot hans ydre arrogance. Han var en gåde.
“Seriøst, Liam, hvorfor gider du det her?”
“Hm?”
"Hvorfor er du overhovedet frivillig? Ikke noget bullshit."
"For at have noget at skrive på mit CV," sukkede han ærligt. "Prøv at hør, Ayaan, jeg fik fucking lortekarakterer på handelsskolen. Jeg lavede ikke andet end at holde fester og drikke mig i hegnet. Det betyder, at det eneste studie, jeg kunne komme ind på, var historie. Historie! Er du klar over, hvor pinligt det er?"
"Stakkels lille rigmandsdreng."
"Hey, mine forældre er ikke rige, bare fordi vi er fra Hellerup. Det er bare en irriterende fordom folk har om os."
"Ja, det må være irriterende, når folk har fordomme om én baseret på ens opridselsessted."
"Du skulle bare vide," sukkede han og kørte frustreret en hånd igennem sit gyldne hår. "Det er derfor, at jeg er nødt til at lave alle de her fucking mærkelige ting ved siden af mit studie, så jeg rent faktisk kan få mig et nogenlunde job efterfølgende. Jeg var også hospitalsklovn i en overgang. Jeg mener, what the fuck? "
"Du er flydende i arabisk? Kan det ikke hjælpe dig på et måde?"
"Ih, jo, hvis jeg vil ha´ en praktikplads nede hos min lokale shawarmamand," svarede han og rullede med øjnene. Jeg skulle til at daske ham, men han trak sig hurtigt væk og løftede defensivt sine hænder i vejret. "Det er for sjov! Oh my god, det er en joke!"
Jeg sukkede. Det var umuligt for mig at skjule, hvor ynkelig, jeg syntes, han var. "Seriøst, er du 8 år gammel eller hvad?"
"8 og et halvt, faktisk, hvis du så gerne vil vide det."
Han mindede mig på en måde om alle de hvide drenge, jeg havde gået i folkeskole med i Århus, som altid havde formået at smigre sig uden om problemer ved skrue charmen på overfor lærerne.
“Hvordan kan det overhovedet være, at du har lært at tale arabisk? Bare så du kan hundse rundt med din stakkels shawarmamand eller hvad?”
“Nej, jeg lærte det i Syrien," svarede han med et afslappet skuldertræk.
Jeg blinkede nogle gange. “... What? ”
“Hm? Altså, jo, for at gøre en lang historie kort, så smuttede jeg til Syrien med nogle af mine drenge lige efter, jeg havde gjort gymnasiet færdig sammen. Vi hitchhikede fra Damaskus til Beirut, og så videre til Istanbul, hvorfra vi så fløj hjem til Danmark. Mine forældre gav mig den største skideballe ever, da jeg kom hjem, oh my god. De sagde, at jeg skulle prise mig lykkelig over, at jeg ikke var blevet halshugget af en eller anden ISIS-psykopat eller whatever. Men hey, det var en mega fed tur, og jeg fik lagt nogle hjernedødt gode stories op på min insta.”
“Du er ikke rigtig klog,” sukkede jeg og rullede med øjnene. “Dine forældre har ret.”
Han grinede. “Drømmer du aldrig om at gøre ting, dine forældre siger, at du ikke må?”
Da jeg som 16-årig fik min næsepiercing, var min far flippet fuldstændig ud. Han sagde, at Allah havde skabt min krop, og at jeg derfor lemlæstede hans ejendom. Jeg var “pyntesyg”, sagde han, og at jeg forrådte min kultur ved at efterligne vestlige normer, hvilket kun gjorde mig endnu grimmere i min fremtidige mands øjne. Situationen eskalerede, og han endte ikke kun med at slå og kvæle mig, men også min mor, da hun kom ind imellem os for at beskytte mig. Jeg havde droppet alt, hvad der hed “teenage rebellion” efter det.
“Nej, egentlig ikke,” svarede jeg med et skuldertræk. “Man skal ære sine forældre.”
“Tja, whatever floats your boat,” svarede han nonchalant, som om han egentlig ikke var særligt interesseret i, hvad jeg havde at sige. "Anyway, Ayaan… Aysen… Aya-Daya… hvad er dit yndlingsdyr i zooen?"
“Bare kald mig Ayaan,” sukkede jeg irriteret og trak på skuldrene. "I don’t know. Jeg kan godt lide pingviner. De er så små og mærkelige.”
Liam smilede bredt. "All right! Pingvinerne! Lad os gå hen og så dem så."
Vi gik videre mod pingvinindhegningen, og jeg forsøgte at ignorere Liams vedvarende plapren. Hans evne til at tale som et uendeligt vandfald var lige så imponerende, som den var dødirriterende.
"Se nu bare! Pingviner!" sagde han og klappede sine hænder sammen, som om han prøvede at lyde oprigtigt interesseret. "De er vel egentlig bare små mænd i jakkesæt, ik’?"
Jeg rullede med øjnene. "Liam, du behøver ikke at prøve så hårdt hele tiden, okay? Bare… skru lidt ned. Vi har allerede fastslået, at du kun er her, fordi du vil have noget at skrive på dit CV."
“ Skru ned? ” Han grinede og rystede på hovedet. "Ayaan, hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten begyndte at tro, at du ikke bryder dig om mig."
“Hvad gav dig dog den idé?”
Han trak på skuldrene. “Kald det en sjette sans.”
Jeg stoppede op og vendte mig mod ham. Jeg var oprigtigt træt af ham, og jeg kunne ikke længere skjule det. "Jeg har bare fået nok af mænd som dig."
“Der er ingen mænd som mig," sagde han og blinkede til mig. "Kun mig."
Jeg sukkede dybt og rystede på hovedet. "Det siger alle mænd som dig."
Vi stod der et øjeblik i en anspændt tavshed, mens børnene omkring os løb grinende forbi. Jeg kunne mærke, at jeg havde opbrugt min tålmodighed, men Liam lod ikke til at være den mindste smule påvirket. Hans selvsikre smil irriterede mig kun endnu mere.
Efter at have set pingvinerne og grinet af deres kluntede gangart, begyndte Liam pludseligt at fortælle mig en historie fra sin barndom.
"Jeg plejede at komme her en del med mine forældre, faktisk," fortalte Liam med et strejf af nostalgi i stemmen. Et smil dukkede op på hans læber, inden det kort efter forsvandt igen. "Før de blev skilt, mener jeg. Men jeg kan huske, at jeg altid plejede at stikke af fra dem, fordi jeg ikke ville hjem. Jeg gemte mig engang inde hos gederne, og det tog dem næsten en hel time at finde mig."
"Det lyder som om, at du var lidt af en skarnsunge," svarede jeg. Jeg vidste ikke, hvorfor han delte disse personlige minder med mig.
"Nej, nej, nej, jeg var da den sødeste lille engel i verden," protesterede han. "Men det er jo bare fjollet, ik´? Jeg skulle have brugt mere tid sammen med mine forældre, mens vi stadig var en lille, lykkelig kernefamilie, ik’? Men hey, pyt, sådan har alle skilsmissebørn det vel."
"Min far plejede at slå mig og min storebror med et bælte indtil langt ud på natten, og han holdt først op, når han var for fuld til at stå oprejst," svarede jeg ud af ingenting. "Men vores mor havde det endnu værre. Jeg var nødt til at tage direkte hjem fra skole hver eneste dag for at sikre, at han ikke havde slået hende ihjel. Det var den bedste dag i mit liv, da de blev separeret, så nej, sådan har alle børn det ikke."
Liam stirrede på mig uden at sige noget. Jeg anede ikke, hvorfor jeg delte noget så personligt med ham. Måske var det for at få ham til at stoppe med at tale. Det virkede dog kun i et øjeblik.
"Øh, Ayaan, det… øh… det er jeg virkelig ked af at høre."
Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, inden jeg vendte mig om for at gå videre til den næste indhegning. Det var først, da jeg havde gået et lille stykke, at jeg vendte mig om og så, at Liam ikke fulgte efter mig. Jeg sukkede og vendte tilbage.
"Det er længe siden nu, og jeg har det fint," sagde jeg.
"Og din mor?" spurgte han forsigtigt.
"Hun har en anden adresse i dag," svarede jeg følelsesløst. "Og jeg har ikke haft kontakt med min far i årevis."
Liam kløede sig i nakken. "Okay, øh… hvis du nogensinde, du ved, øh, har brug for nogen at tale med om de her ting, sååå "
"Så ringer jeg til en vildt fremmed dansk fyr? Yeah, right, " afbrød jeg sarkastisk.
"Taler du med nogen om det?" spurgte han forsigtigt.
"Jeg taler med Gud," svarede jeg kort. Da jeg så på ham og bemærkede hans insisterende blik, sukkede jeg dybt. "Nej, jeg går ikke til psykolog, hvis det er det, du spørger mig om. Jeg har haft nok af psykologer og det danske sundhedssystem."
Jeg vendte ryggen til ham og begyndte at gå videre. Mit hjerte bankede hårdt. Jeg hadede at tale om det. Jeg var stærk og følelsesløs. Så hvorfor føltes det som om, jeg var ved at bryde sammen? Samtidig nagede den dårlige samvittighed, efter at jeg havde været så hård mod Liam, der jo trods alt bare prøvede at være venlig.
Pludselig indså jeg, at jeg havde fordybet mig i mine tanker, og jeg opdagede, at jeg stod foran okapiernes indhegning, mens tårer dryppede ned ad mine kinder. Liam stod ved siden af mig. Hans arme hvilende på hegnet.
"Ja, jeg foretrækker sgu også girafferne," bemærkede han tøvende. Han havde tydeligvis lagt mærke til, at jeg græd. "Okapierne er bare den billige kopivare. Okapivarer…"
Jeg tørrede desperat mine øjne. Fuck, han havde 100% set mig græde. Jeg følte mig flov og ydmyget.
"Du er ret dum, ved du godt det?" udbrød jeg uden at tænke.
"Mmmmm, det mindes jeg, at én eller to piger har kaldt mig før," smilede han skævt.
Jeg pressede mine øjne sammen. Jeg tog en dyb indånding. "Undskyld. Det er ikke fair, at jeg taler til dig sådan her."
Liam vendte sig smilende imod mig. Han virkede ikke den mindste smule såret over mine ord. "Jeg accepterer din undskyldning, Ayaan. Tak." Derefter vendte han tilbage til at glo på okapier. Jeg begyndte at samle mig, da jeg mærkede hans skulder støde blidt imod min. "Og hey, jeg mente det faktisk, dét jeg sagde lige før. Hvis du nogensinde har brug for nogen at tale med, så er jeg her. Okay?"
Jeg stirrede ud på de små, identitetsforvirrede vanskabninger, der ikke lod til at kunne afgøre, om de ville være en giraf, en zebra eller en hjort. Jeg kunne ikke magte det mere. Sluserne gik op, og derefter væltede hele min tragiske baggrundshistorie ud af mig. Jeg åbnede op og delte alt. Jeg fortalte Liam om min barndom, om min voldelige far, om min kamp med anoreksi. Om min PTSD, min OCD, min BPD. Hele Rasmus Klumps ABC-morgenmad. Jeg fortalte ham om min forlovelse til Ali, om hans alkoholmisbrug, hans vredesudbrud, hans slag, hans spark. Om hvordan jeg havde bragt skam over både min egen og hans familie ved at afbryde forlovelsen.
Mens jeg talte, lyttede Liam. Jeg kunne se på ham, at han knapt forstod, hvad halvdelen af det jeg sagde betød, og at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Men han lyttede, og det var det eneste, der betød noget lige nu. Jeg ævlede i timevis. Da jeg midt i min beretning om, hvordan jeg havde været nødt til at droppe ud af matematikstudiet, begyndte at græde igen, trak han mig ind til sig i en trøstende omfavnelse. Han holdt mig roligt, mens jeg græd.
"Du har virkelig overlevet mange ting, Ayaan," sagde han blidt.
"De fleste dage ville jeg ønske, at jeg ikke havde," hulkede jeg.
Han strøg mig blidt ned ad ryggen, mens han prøvede at trøste mig. Det skal nok gå. Det er okay. Det virkede ekstremt latterligt, som om jeg var en lille baby, men det var præcis, hvad jeg havde brug for. Sådan stod vi i et stykke tid.
Da alt var kommet ud, følte jeg mig ualmindeligt træt. Jeg havde aldrig delt så meget eller så private ting om mig selv med nogen før. Ikke engang med det hav af psykologer, der havde været tilknyttet til mig under mine mange indlæggelser. Min stemme skælvede, min krop rystede, og solen var begyndt at gå ned.
Vi sad ved nogle bordbænkesæt og iagttog småbørnsfamilierne forlade haven. Jeg var endelig holdt op med at græde.
"De lukker snart," bemærkede Liam roligt. "Vi burde nok også se at komme afsted."
Så det gjorde vi. Udenfor Zoologisk Have spurgte Liam forsigtigt, om jeg var okay med at gå hjem alene om aftenen, og jeg svarede, at det var jeg, men at jeg også havde brug for tid for mig selv til at tænke. Det føltes helt mærkeligt at sige farvel til Liam efter at have åbnet mig så meget op for ham, men efter et lidt akavet kram gik vi hver vores vej.
Da jeg havde låst mig ind i min lejlighed, faldt jeg udmattet om på sengen. Jeg følte mig mærkeligt til mode. Lettere, som om en kæmpe sten var blevet løftet fra mine skuldre. Snart faldt jeg i søvn med et smil på læben. På trods af alt hvad der var sket, havde det været en god dag.
Jeg mødte Liam nogle uger senere i Brætspilsklubben, da han havde en vagt igen. Det var som om, at vores samtale i Zoologisk Have havde gjort et eller andet mellem os, selvom vi ikke havde talt om det, der var sket den dag. Han smilede venligt til mig, da vores øjne mødtes, og jeg smilede tilbage. Det var som om, at vi begge havde en stiltiende forståelse af, at det var et særligt øjeblik, vi havde delt.
Vi spillede et par spil sammen, og der var en behagelig og afslappet atmosfære i rummet. Liam var stadig den samme charmerende, selvsikre, og måske lidt småarrogante fyr, som han altid var, men der var også noget mere nærværende og omsorgsfuldt over ham, som jeg ikke havde lagt mærke til før.
Da aftenen nærmede sig sin afslutning, og vi begyndte at pakke sammen, kom Liam hen til mig.
"Hej Ayaan, hvordan har du haft det siden sidst?" spurgte han venligt.
Jeg smilede. "Jeg har haft det lidt bedre, tak. Og dig?"
Han trak på skuldrene. "Bare det sædvanlige. Skole, arbejde, og så lidt frivilligt arbejde hist og her."
"Godt at høre. Det var godt at se dig igen," sagde jeg oprigtigt.
"Ja, og i lige måde," svarede han og gav mig et nik, før han gik hen for at sige farvel til de andre klubmedlemmer.
Da jeg gik hjem den aften, tænke jeg på det ret tilfældige venskab, der var opstået mellem Liam og jeg. Han havde bare været der på det rigtige tidspunkt, og på en eller anden måde havde det hjulpet mig til at åbne op og dele noget af det, jeg havde båret rundt på i lang, lang tid.
Dagene gik, og jeg fortsatte med mine rutiner. Brætspilsklubben om lørdagen blev en fast del af min uge, og jeg så med jævne mellemrum Liam, når han havde vagt. Med Sahra, Tor, Xandy og Liam, følte jeg, at det faktisk var lykkedes mig at skabe en lille vennegruppe. Men selvom jeg smilede og grinede med de andre i klubben, var mit deprimerede sind stadig ofte et tomt og bundløst hul.
Det var en grå morgen i midten af november, hvor jeg lå i min seng og stirrede op i loftet. Jeg mærkede den velkendte uro brede sig i min krop. Mørket på mit værelse var beroligende, men mine tanker kørte i ring, og min vejrtrækning blev hurtigere. Panikken voksede i mig som en kold, klam hånd, der lukkede sine ækle, knoklede fingre omkring mit hjerte og mine lunger, så jeg knapt kunne trække vejret. Jeg havde haft mange angstanfald før, men denne gang føltes det værre. Jeg turde ikke at være alene.
Min telefon lå ved siden af mig. Jeg greb den og rullede gennem mine kontakter. Først ringede jeg til min mor. Hun tog telefonen efter et par ring, men hendes stemme var træt og fjern. Hun var langt væk og havde sine egne problemer at kæmpe med. Hun kunne ikke hjælpe mig nu.
"Mor, jeg har det virkelig skidt," hviskede jeg desperat.
"Ayaan, jeg ville ønske, jeg kunne være der for dig,” svarede hun sørgmodigt, “men du ved, jeg er på arbejde lige nu, og det er virkelig hektisk i dag.”
Jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det. "Ja, okay. Det er okay…” Vi snakkede kort, inden jeg lagde på.
Efter at have lagt på, bladrede jeg gennem mine kontakter. Jeg overvejede at ringe til Sahra, men jeg nåede til Liams navn først. Det fik mig til at tænke. I Zoologisk Have havde han sagt, at jeg bare kunne ringe til ham, hvis jeg havde brug for nogen at snakke med. Men mente han det virkelig? Alligevel trykkede jeg på opkaldsknappen.
Han svarede næsten med det samme. "Hej, Ayaan! Hvordan går det?"
"Ikke godt," hviskede jeg. "Jeg, øh…. Jeg har et anfald, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre."
"Åh, okay, øh, jeg er midt i undervisning lige nu," sagde han. "Men det er okay, jeg kan godt snige mig væk. Hvad sker der?"
"Det er okay, det er ikke så vigtigt," mumlede jeg. "Undskyld at jeg forstyrrer dig."
"Ayaan, stop. Er du okay?" Han holdt fast i mig.
Jeg forsøgte at skjule det, men til sidst indrømmede jeg det. "Jeg har det virkelig forfærdeligt, Liam."
"Skal jeg komme forbi og hjælpe?" spurgte han straks.
"Nej, nej, det er ikke nødvendigt," sagde jeg hurtigt, selvom jeg ville virkelig ønske, at nogen kom forbi og hjalp mig.
Han kunne fornemme det på min stemme. "Ayaan, jeg kommer over. Det er helt okay. Bare bliv hvor du er. Jeg er der om lidt, okay?"
"Okay," svarede jeg stille. "Tak, Liam."
"Selvfølgelig. Jeg er her snart," forsikrede han mig, før han lagde på.
Jeg stirrede op i loftet. Mit hjerte hamrede 1000 kilometer i sekundet. Jeg stirrede rundt i min lejlighed, og det gik op for mig, at mit hjem var en rodebutik. Der lå bh´er, æsker med tamponer og uvasket tøj, der flød på gulvet alle vegne i mit soveværelse og i min stue. Klamme tallerkner og halvspist takeaway. Jeg samlede desperat mit lort sammen og smed det ind i det nærmeste skab. Tanken om at have en anden person i min lille, klamme depressionsgrotte skræmte mig, men samtidig var jeg taknemmelig for, at Liam var på vej. Jeg sørgede også for at vikle et tørklæde stramt omkring mit hoved, så jeg stadig præsenterede mig selv som en ordentlig pige, når jeg åbnede døren for Liam.
Det var først, da det bankede på døren, at jeg indså, at jeg stadig havde alle mine bamser og tøjdyr liggende på min seng. Fuck! Liam ville tro, at jeg var ekstremt barnlig. Men der var ikke tid til at gøre noget ved det nu. Jeg løb hen til døren og åbnede den langsomt. Liam stod der med et bekymret udtryk i ansigtet.
"Hej," sagde han blidt. "Er du okay?"
Jeg brød fuldstændigt sammen og søgte trøst i Liams arme, så snart jeg så ham. Tårerne flød ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe dem igen. Liam omfavnede mig og lod mig græde, mens han forsøgte at berolige mig. "Det er okay, Ayaan. Det er okay. Vi tager det roligt. Sæt dig ned og prøv at trække vejret dybt."
Jeg satte mig på kanten af min sofa og prøvede at følge hans råd. Dybe vejrtrækninger. Liam satte sig ved siden af mig og tog forsigtigt min hånd. "Det er helt okay at have det sådan her. Bare tag det roligt."
Tårerne dryppede ned af mine kinder, mens jeg desperat kæmpede for at holde op. "Jeg føler mig så dum," græd jeg. "Jeg burde kunne klare det her selv."
"Nej," svarede Liam trøstende. "Alle har brug for hjælp nu og da. Det gør dig ikke svag. Det gør dig menneskelig."
Hans ord fik endnu flere tårer til at strømme ned ad mine kinder. Liam trak mig ind i en blid omfavnelse, og han lod mig græde mod sin skulder. Det føltes så befriende at lade al smerten og frygten komme ud sådan her.
Efter hvad der føltes som en evighed, trak jeg mig væk og tørrede mine øjne. "Tak, Liam," hviskede jeg. "Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig."
Han smilede skævt. "Det behøver du slet ikke at tænke på. Jeg er glad for at du er, du ved, okay nu.”
Vi sad i stilhed et stykke tid, og det føltes rart. Det var som om, at en vægt var blevet løftet fra mine skuldre, og at jeg kunne trække vejret normalt igen. Liam sad ved siden af mig, stadig med min hånd i sin, og jeg begyndte at føle mig lidt mere menneskelig igen.
Men så begyndte en ny frygt at gnave i mig. Liam rørte stadig ved min hånd. Det var da underligt, var det ikke? Hvad hvis Liam troede, at der var mere mellem os end bare venskab? Han havde været så sød og støttende, og vi havde haft nogle virkelig dybe samtaler i Zoo. Jeg trak min hånd til mig. Jeg vidste, at jeg var nødt til at sige noget, selvom jeg ikke anede, hvordan jeg skulle formulere det.
“Liam, jeg ved ikke, om du har tænkt over det, men, øh, jeg er muslim, og det er en stor del af mit liv og min identitet. Og, øh, jeg har lagt mærke til, at vi har haft nogle... øh... ret dybe samtaler, og jeg føler, at vi lige pludselig er kommet ret tæt på hinanden, og det er skønt, virkelig, men... øh…” mumlede jeg. Jeg anede knapt nok, hvad jeg selv sagde. ”Det er bare det, at... i min kultur, der er det ikke så let at være sammen med nogen, der ikke deler ens tro, du ved. Det er ikke fordi, at jeg… at jeg ikke kan lide dig, eller noget i den stil, slet ikke, men... men jeg vil bare ikke såre dig eller noget, eller give dig falske forhåbninger om et eller andet, som ikke kan blive til virkelighed…”
Han så seriøst på mig i et øjeblik. "Ayaan, tror du helt ærligt, at jeg er her lige nu, fordi jeg prøver at score dig?"
“Øh... nej, selvfølgelig ikke… Jeg mener, det ville være lidt... øh... akavet, ik’? Men... øh... hvis det ikke er derfor... øh... hvorfor er du så så sød imod mig?”
"Fordi det virkede som om, du havde brug for det,” svarede han og trak på skuldrene.
Jeg mærkede en klump forme sig i min hals, og at mine øjne blev fugtige. Ordene ramte mig dybere, end jeg havde forventet. “Jeg… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Tak.”
“Du behøver ikke at sige noget,” svarede Liam med et varmt smil. “Bare vær dig selv, Ayaan. Det er nok.”
Jeg kiggede ned i gulvet og mærkede en varme strømme igennem mig. Det var sjældent, at nogen var så venlige uden bagtanker, og jeg vidste, at jeg havde brug for at værdsætte det. “Liam, jeg... Tak. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde kan gengælde det.”
Han grinede overrasket. “ Gengælde det? Hvad snakker du om, mand? Du behøver ikke at gengælde noget som helst. Jeg er her lige nu, fordi jeg gerne vil. Det er det, venner gør, ik’?”
Jeg nikkede og trak vejret dybt. Jeg følte mig lidt lettere. “Jo, det er det vel. Jeg er bare ikke… vant til at have sådan nogle venner.”
Han trak på skuldrene med et smil. “Vi skal nok finde ud af det.”
Vi sad der i stilheden, og for første gang i lang tid følte jeg, at jeg måske kunne klare det. Mine problemer føltes lidt mere overkommelige nu. Jeg var stadig bange og usikker, men jeg vidste, at jeg havde en ven, der ville være der for mig, uanset hvad. Det var mere, end jeg havde turdet håbe på.
Vi brød stilheden og besluttede os for at gå en tur rundt i nabolaget. Jeg snakkede meget, måske lidt for meget, om mig selv, min fortid, og alt muligt andet. Liam, som havde besluttet sig for at holde en spontan fridag, lyttede tålmodigt og kom med kommentarer engang imellem, hvilket fik os begge til at grine. Vi pjattede og jokede, og det føltes godt at have det så let og afslappet sammen efter det forfærdelige angstanfald tidligere.
Tiden fløj afsted, og før vi vidste af det, var det tidligt på aftenen. Da vi vendte tilbage til min lejlighed, var himlen smukt farvet i lyserødt af solnedgangen. Vi standsede foran døren til min opgang, og jeg følte mig både lettet og taknemmelig for hans selskab.
"Tak for i dag, Liam," sagde jeg med et smil.
Liam smilede tilbage. "Tak for turen, Ayaan, og for at lade mig være en del af din aften. Du er faktisk virkelig sjov at være sammen med.”
“Okay, smarte, du behøver ikke at lyde så overrasket,” grinede jeg.
Han grinede også. Så fik han et mere venligt udtryk i ansigtet. “Men seriøst, Ayaan, du skal bare sige til, hvis der er noget som helst en eller anden dag. Eller hvis du har brug for nogen at snakke med eller sådan noget."
"Det vil jeg huske på," svarede jeg og gav ham et let kram. "Pas på dig selv på vejen hjem."
"Det skal jeg nok. Vi ses, Ayaan."
Vi sagde farvel, og jeg så efter ham, mens han cyklede væk. Jeg blev stående i et øjeblik og betragtede den lyserøde himmel. Det havde været en rigtig god dag.
Vi begyndte at gå ture sammen oftere. Ikke kun når jeg havde det svært, men også bare fordi det var hyggeligt, og forbi han boede tæt på. Vi travede Nørrebros gader tynde, vi besøgte Fælledparken, Dronning Louises bro, og vi nåede endda helt ind til Ørstedsparken en dag. Min sclerose, som jeg havde udviklet takket være min anoreksi, gjorde det svært for mig at gå lange ture. Min rygsøjle var fucked up skæv, men det var godt for mig at komme ud af min grotte, ud af min depression, og ud i den friske luft. Liam og jeg lærte hinanden bedre at kende, mens vi vandrede gennem vores “hood”. Nogle gange snakkede vi om alt muligt, mens vi andre gange blot nød stilheden og lyden af vores fodtrin mod fortovets grå mosaikfliser.
Vi gik forbi et lille kebabsted på hjørnet af den Røde Plads, da jeg pludselig mærkede en skarp smerte skyde gennem min ryg. Jeg stoppede op og tog en dyb indånding, mens jeg forsøgte at lade som om, at alt var i orden. Liam bemærkede det dog med det samme.
"Er du okay?" spurgte han. Hans stemme var lidt blødere end normalt.
"Ja, det er bare min ryg," svarede jeg og forsøgte at smile. Han kendte godt til min sclerose. "Det går nok over."
"Kom," sagde han pludselig og tog min hånd. "Der er en bænk lige derovre. Lad os tage en pause."
Jeg nikkede og lod mig lede over til bænken. Han satte sig ved siden af mig, tæt nok til at jeg kunne mærke varmen fra hans krop, men ikke så tæt, at det føltes klaustrofobisk.
"Jeg ved godt, du ikke vil høre det," sagde han efter et øjebliks stilhed. "Men du er virkelig stærk, Ayaan. Jeg mener, se på dig. Du er herude, du kæmper. Det er imponerende.”
Jeg kiggede på ham, en smule overrasket over hans ord. Han mødte mit blik, og for første gang så jeg ingen arrogance, ingen facade. Kun et ægte menneske.
"Tak," svarede jeg kort. Jeg kiggede i den anden retning, så han ikke skulle se, at jeg rødmede.
Han smilede svagt og trak en pakke tyggegummi op af lommen. "Her," sagde han og rakte mig et stykke. "Det hjælper måske lidt."
Jeg tog imod tyggegummiet og kunne ikke lade være med at grine. "Tyggegummi? Virkelig?"
"Hey, det er et mirakelmiddel," sagde han og blinkede til mig, før han selv tog et stykke.
Vi sad der et øjeblik og tyggede i stilhed, mens jeg mærkede smerten langsomt aftage. Liam lænede sig tilbage på bænken med en afslappet elegance, som om verden omkring ham var ligegyldig. Hans arme strakte sig ud langs ryglænet, og han lod sit hoved hvile mod det, hans øjne gemt væk bag solbrillerne. Hans ansigt havde den velkendte, arrogante ro, som om intet i verden kunne røre ham.
"Jeg elsker virkelig Nørrebro,” sagde han endelig. "Alting bevæger sig hele tiden, men alligevel føles det som det fredeligste sted i byen."
Jeg kiggede på ham, studerede hans profil bag solbrillerne. Selvom han så ud som om han var ligeglad med alt, kunne jeg se de små tegn på, at han ikke var så ufølsom, som han lod til. Han havde denne måde at være til stede på, en varme i hans nærvær, der stred imod hans ydre facade.
"Du virker altid så ligeglad og overfladisk," sagde jeg. "Men jeg ved, at der er mere i dig end det. Du er ikke så kold og uanfægtet, som du lader som om."
Liam drejede hovedet en smule, og selvom hans øjne var skjult bag solbrillerne, kunne jeg mærke hans blik på mig. Hans smil bredte sig lidt mere. "Du tror, du har regnet mig ud, hva´?" sagde han med en let latter. "Måske er der bare ikke så meget at regne ud."
Jeg rystede på hovedet. "Men det er der, Liam. Jeg kan se, hvordan du er der for mig," sagde jeg stille. "Hvordan du bekymrer dig, selvom du prøver at skjule det."
Han trak på skuldrene, som om det ikke betød noget. "Nogen skal jo passe på dig," sagde han roligt. "Og det viser sig, at jeg er ret god til det."
Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Ja, det er du," sagde jeg. "Men det ændrer ikke på, hvordan jeg ser dig. Jeg tror, at jeg ser en del af dig, der nok ikke viser sig for alle andre."
Han lænede sig tilbage igen. "Måske er du bare bedre til at se," sagde han til sidst. Vi sad der lidt længere, indhyllet i en behagelig stilhed.
Det blev en rutine for os at tage på disse gåture sammen, og det var noget, jeg så frem til hver gang. Liam var blevet en uundværlig del af mit liv. Han forstod mig på en måde, som ingen andre gjorde, og jeg følte mig tryg i hans selskab.
Det var en stille aften. Jeg lå i min seng og stirrede på skærmen på min telefon. Min finger svævede over tastaturet, uvillig til at trykke på send-knappen. Hej Liam! Jeg har tænkt på noget. Jeg ville rigtig gerne invitere dig hjem til mig til aftensmad en dag, hvis du har lyst?? Det kunne være hyggeligt at tilbringe tid sammen udenfor vores sædvanlige gåture. Håber du har tid og lyst! ?? Mvh, Ayaan. Jeg havde skrevet og slettet beskeden en million gange allerede.
Vi havde gået mange ture sammen, og selvom vi ikke gik særlig tæt, kunne jeg ikke undgå følelsen af, at folk kiggede på os, på mig, en muslimsk kvinde i selskab med en dansk mand. Jeg fornemmede de misbilligende blikke fra forbipasserende muslimer, selvom Liam ikke lod til at bemærke dem. Nu, hvor jeg overvejede at invitere ham ind i mit hjem, føltes det pludselig meget mere kompliceret. Vi var jo kun venner, men princippet i at invitere en mand hjem indenfor i min lejlighed, vidste jeg var over grænsen. Jeg kunne allerede forestille mig, hvad min mor ville sige, hvis hun fandt ud af det. Hun ville blive skuffet over mig, skuffet over mine valg, skuffet over, at jeg tillod en dansk mand at komme så tæt på mig.
Men det var jo uskyldigt. Det var ikke en date. Vi skulle bare spise noget mad sammen og hænge ud. Det havde vi gjort mange gange før. Den eneste forskel ville være, at det var hjemme hos mig.
Efter et øjebliks tøven trykkede jeg endelig på send-knappen, slukkede for min telefon og gemte den under dynen. Nu ventede jeg bare på Liams svar. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt i mit bryst, mens jeg ventede. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Men så ramte de onde tanker mig. Hvad hvis han i virkeligheden ikke gad at være sammen med mig? Hvad hvis jeg totalt havde misforstået vores venskab, og det her var for meget for ham?
Endelig, efter et par minutter, blinkede en notifikation op på skærmen. Det var fra Liam.
Hjemme hos dig lyder godt, Ayaan! lød beskeden. Hvornår passer det dig?
Jeg følte en blanding af lettelse og nervøsitet strømme gennem mig. Jeg svarede hurtigt, og vi aftalte en tid. Nu var det bare at vente. Jeg håbede, at jeg havde taget det rigtige valg.
Dagen nærmede sig. Først gjorde jeg rent i hele lejligheden. Jeg støvsugede, vaskede gulve og tørrede støv af alle overflader. Alt skulle være perfekt, selvom det føltes som om, jeg kæmpede en kamp mod mig selv for at undgå angstanfald.
Derefter gik jeg i gang med at lave mad. Jeg valgte at lave klassisk somalisk mad, som min mor havde lært mig. Jeg håbede inderligt, at Liam ville kunne lide det. Spiste danskere overhovedet andet flæskesteg med brun sovs og kartofler? Somalisk mad var det eneste, jeg kunne finde ud af at lave, og frygten for, at han ikke ville kunne lide det, fik min puls til at stige.
Jeg brugte min mors gamle opskriftsbog og begyndte at tilberede retter som samosaer, suqaar og hilib ari. Duften af krydderier fyldte hurtigt mit køkken, og jeg fik et glimt af barndommens minder om at lave mad sammen med min mor. Det mindede mig om dengang, min far havde smadret min mor ude i køkkenet og gentagende gange havde banket hendes hoved imod køkkenlågerne. Angstanfaldet ramte mig som et lyn fra en klar himmel, og jeg måtte holde en pause, så jeg satte mig ind i min stue. Jeg begyndte at få det lidt bedre, men så kom jeg igen i tanke om, at Liam måske ikke ville kunne lide min mad, at han måske ikke ville synes om mit hjem, at han måske slet ikke ville kunne lide mig, og at det rev i mig som en storm.
Jeg mærkede en klump forme sig i min hals, og mine hænder begyndte at ryste. Jeg prøvede at trække vejret dybt og roligt, men angsten lod ikke til at slippe sit tag i mig. Jeg krøllede mig sammen på min sofa. Tanken om at aflyse det hele og gemme mig væk under sofatæppet fristede, men jeg vidste, at jeg var nødt til at kæmpe imod.
Med rystende hænder fortsatte jeg med at lave maden, selvom mine tanker var et kaos af frygt og tvivl. Jeg forsøgte at berolige mig selv med tanken om, at Liam var sød og forstående. Han havde været i Mellemøsten og var vant til nye smagsoplevelser, ikke? Men angsten lod ikke til at ville forsvinde helt.
Efter flere timers forberedelse var maden endelig klar. Jeg havde gjort mit bedste for, at lave alt så lækkert som muligt, og duften af de krydrede somaliske retter fyldte nu hele lejligheden.
Jeg kiggede nervøst på uret og ventede spændt på, at Liam skulle dukke op. Hvert minut føltes som en evighed, og mine nerver begyndte at tage overhånd. Tanken om at have Liam i mit hjem, at dele et måltid sammen, fik mig næsten til at eksplodere… Pludselig mærkede jeg tårerne trille ned ad mine kinder. Angsten havde nået sit klimaks, og jeg kunne ikke længere kontrollere mine følelser. Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk og tog mig sammen. Jeg var nødt til at stoppe med at græde, ellers ville jeg aldrig få lagt min makeup igen. Jeg gik ind på badeværelset, tog en dyb indånding og begyndte at lægge min makeup på ny.
Da jeg var færdig med at lægge min makeup, kiggede jeg mig selv i spejlet. Jeg så stadig lidt rødøjet og forpjusket ud, men jeg følte mig også stærkere og mere beslutsom. Jeg ville ikke lade angsten styre mig. Jeg ville kæmpe imod og vise Liam, at jeg var stærkere end min angst.
Jeg stod foran mit klædeskab, mine hænder rystede svagt, mens jeg betragtede de få valgmuligheder. Tanken om at se godt ud for Liam pressede mig til at vælge noget pænt, men samtidig var jeg bange for at fremstå som en tøjte. Vi var bare venner, og det var ikke en date. Jeg var en ordentlig kvinde. Jeg tog en dyb indånding og besluttede mig for en beskeden men pæn, mørkeblå abaya, der var både konservativ og feminin. Den gav et diskret udtryk, men jeg håbede, at den stadig ville behage Liam uden at give indtryk af, at jeg var for opmærksom på mit udseende.
Med hjertet bankende af nervøsitet tog jeg et hvidt tørklæde på og fik den til at sidde perfekt. Jeg ville ikke have, at min usikkerhed skulle skinne igennem, så jeg gjorde mit bedste for at se rolig og selvsikker ud, selvom mine hænder stadig rystede let.
Jeg sad i mit køkken og ventede, da det bankede på døren. Jeg gik nervøst hen mod døren og tog endnu en dyb indånding, inden jeg åbnede den. Der stod Liam med et venligt smil og en lille gave i hånden. Mit hjerte slog hurtigere af spænding og nervøsitet, men jeg forsøgte at forholde mig rolig og smilede til ham.
"Hej, Liam. Kom indenfor," sagde jeg høfligt og prøvede at lyde så rolig som muligt.
Liam trådte ind i lejligheden med et varmt smil og rakte mig gaven. "Hej, Ayaan. Her er en lille værtsgave med til dig."
Jeg tog imod gaven med taknemmelighed og åbnede den forsigtigt. Indeni fandt jeg en smukt indpakket æske med chokolade. Jeg smilede bredt og kiggede op på Liam med glæde i øjnene.
"Tusind tak, Liam! Det er virkelig sødt af dig," sagde jeg oprigtigt taknemmelig. Jeg elskede chokolade.
Han smilte bredt tilbage. "Det er så lidt. Jeg håber, du kan lide det."
Jeg nikkede ivrigt og lagde gaven til side. Pludselig følte jeg mig ekstremt akavet, fordi Liam var i mit hjem. Jeg var bange for at træde forkert eller virke underlig, men Liam var sød nok til at lade som ingenting. Han kiggede sig nysgerrigt omkring og lod ikke til at være generet af situationen.
"Det her er en virkelig hyggelig lejlighed, Ayaan," bemærkede Liam og kiggede rundt. "Du har da indrettet dig rigtig fint her."
"Åh, tak," mumlede jeg, stadig lidt genert over at have ham i mit hjem.
Vi gik ind i stuen, hvor jeg havde dækket op. Jeg følte mig som en dårlig vært, fordi jeg ikke havde mere at tilbyde end det, men Liam lod ikke til at have nogen forventninger ud over at være sammen med mig.
Jeg hørte pludselig Liams stemme bag mig. "Er der noget, der lugter brændt?"
Mit hjerte sank, og jeg vendte mig hurtigt mod køkkenet. Røgen væltede ud af ovnen, og en ubehagelig brændt lugt fyldte rummet. Jeg havde helt glemt alt om maden i min nervøsitet over at have Liam i mit hjem.
"Fuck!" udbrød jeg panisk og skyndte mig hen til ovnen. Jeg flåede døren op og blev mødt af synet af forkullede rester af noget, der engang havde været et lam. Alt var brændt til ukendelighed.
Tårerne begyndte at strømme ned ad mine kinder, og jeg følte mig som verdens største fiasko. Alt, hvad jeg havde forsøgt at forberede, var blevet ødelagt, og nu stod jeg her som en total amatør.
Jeg kunne høre Liam komme ind i køkkenet bag mig. Hans hånd lagde sig forsigtigt på min skulder, og han sagde roligt: "Hey, Ayaan, det er okay. Det er bare mad. Det kan vi altid erstatte."
Men det var ikke bare mad for mig. Det var mit forsøg på at vise ham, hvor meget han betød for mig, hvor vigtigt vores venskab var for mig, og nu var det hele ødelagt. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere, og jeg begyndte at hulke. Fuck min makeup.
Liam trak mig ind i en varm omfavnelse og lod mig græde mod sin skulder. Han sagde ikke noget, men hans tilstedeværelse var nok til at berolige mig lidt. Jeg følte mig som en elendig værtinde efter at have ødelagt vores aftensmad.
Jeg tog en dyb indånding og trak mig langsomt væk fra Liams omfavnelse. Mine øjne var stadig fugtige, men tårerne var begyndt at aftage. Jeg førte ham forsigtigt ind i stuen og bad ham tage plads på sofaen.
Da vi begge havde sat os ned, begyndte jeg langsomt at fortælle ham en historie, som jeg aldrig før havde delt med nogen. Det var en historie fra min barndom, en af de mest traumatiske oplevelser, jeg havde haft.
"Da jeg var ni år gammel," begyndte jeg stille, "brændte jeg noget mad på. Min far... han blev rasende. Han råbte og skreg af mig og kaldte mig en inkompetent idiot."
Jeg mærkede, hvordan minderne trængte sig på, og jeg kunne næsten føle smerten og frygten fra den dag, som om det var i går.
"Han tog fat i mig, og han begyndte at slå mig. Han slog og slog, indtil jeg var dækket af blod og blå mærker. Jeg troede, at han ville slå mig ihjel," fortsatte jeg med en grødet stemme, mens tårerne langsomt begyndte at vende tilbage.
Liam lyttede roligt til mig. Hans ansigt var udtryksløst, men hans øjne var fyldt med medfølelse. Han lagde en hånd på min, og jeg mærkede den varme følelse vende tilbage.
"Det lyder forfærdeligt, Ayaan. Jeg er så ked af at høre, at du har været igennem sådan en frygtelig oplevelse," sagde han stille.
Jeg nikkede forsigtigt og tørrede mine øjne med bagsiden af min hånd. Det føltes både befriende og skræmmende at åbne op omkring noget så smertefuldt, men samtidig følte jeg, at jeg kunne stole på Liam og dele mine inderste hemmeligheder med ham.
"Tak, Liam," hviskede jeg og mødte hans blik. "Tak, fordi du lytter, og fordi du er her for mig."
Han smilede blidt og gav min hånd et kærligt klem. "Selvfølgelig, Ayaan.”
Efter at have delt den intense oplevelse fra min fortid, føltes det som om en byrde var lettet fra mine skuldre. Vi sad i stilhed et øjeblik, og jeg følte mig overraskende lettet. En ro fyldte min krop. Jeg besluttede at skifte fokus og tage Liam med til bordet. Selvom hovedretten var fuldstændig ødelagt, havde jeg jo også lavet en masse, små mindre retter, som vi kunne spise.
"Jeg håber, du kan lide det," sagde jeg genert og præsenterede de små skåle for ham.
Liam smilede og kiggede ned på maden med interesse. "Det ser fantastisk ud, Ayaan. Jeg er sikker på, det smager lige så godt, som det ser ud."
Jeg fnisede genert og følte mig pludselig stolt over at kunne præsentere min kultur og mit køkken for ham. Det var en følelse af at dele noget af mig selv med ham på en måde, jeg aldrig før havde gjort.
Vi begyndte at spise, og jeg kunne ikke lade være med at iagttage hans reaktioner nøje, når han smagte på de forskellige retter. Hans ansigt lyste op med begejstring, og han roste hver enkelt bid.
"Det smager virkelig lækkert, Ayaan," sagde han og tog endnu en bid. "Du er en fantastisk kok."
Jeg grinede og rødmede en smule. Det var en uvant følelse at modtage ros for min madlavning, men det føltes godt at se, hvor glad Liam var for det.
"Jeg er glad for, at du kan lide det," mumlede jeg og tog også en bid. "Det betyder meget for mig."
Det føltes som om, at jeg endelig havde mulighed for at give tilbage til Liam, efter alt hvad han havde gjort for mig.
Efter at have spist hjalp Liam mig med at rydde af bordet. Det overraskede mig lidt, for det havde jeg aldrig set min far gøre for min mor. Da opvasken var klaret, spurgte jeg min ven, om han havde lyst til at se en film. De ville han gerne.
Da vi sad i min stue, indså jeg hurtigt, at jeg ikke havde nogen voksne film. Mit filmudvalg bestod primært af Disney-klassikere og animerede familiefilm. Panikken steg i mig, da jeg indså, hvor barnlig min smag i film egentlig var.
"Øh, jeg har kun nogle Disney-film," indrømmede jeg genert. "Jeg håber, det er okay?"
Liam smilede varmt og lagde en beroligende hånd på min skulder. "Selvfølgelig er det okay, Ayaan. Vi kan se Løvernes Konge, ik’? Det er årevis siden, jeg sidst har set den."
Selvom jeg følte mig ekstremt barnlig, var det en lettelse at høre, at Liam ikke dømte mig for min umodne filmsmag.
Vi krøb ind under tæppet på sofaen, og jeg startede filmen. Selvom jeg stadig følte mig en smule pinlig over at se en børnefilm som voksen, var det en rar og afslappet stemning at sidde der sammen med Liam og bare nyde filmen. Hans tilstedeværelse gjorde alt lidt mindre akavet, og jeg kunne slappe af og nyde øjeblikket.
Jeg sank langsomt ned i sofaen ved siden af Liam, mens filmen kørte på skærmen med et svagt baggrundslys. Min puls var høj, og mine hænder rystede let, mens jeg forsøgte at samle mod til at dele det, jeg havde holdt skjult i årevis. Da vi nåede til delen, hvor Scar fortæller Simba, at han skal stikke af, kunne jeg ikke holde mig tilbage længere.
"Øh, Liam," begyndte jeg forsigtigt. Mine ord var knap nok hørbare over filmens baggrundsmusik. "Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig."
Han drejede hovedet mod mig, hans opmærksomhed rettet mod mine øjne, der stadig var våde af tårer fra vores tidligere samtale. "Hvad er der, Ayaan? Du kan fortælle mig alt."
Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at finde de ord, jeg manglede. "Før jeg mødte dig... havde jeg nogle ret seriøse selvmordstanker. Jeg følte mig så alene, så fortabt... Jeg troede ikke, at der var nogen vej ud af den smerte, jeg følte indeni."
Da ordene forlod mine læber, føltes det som om en kæmpe byrde blev løftet fra mine skuldre, men samtidig var frygten for, hvordan Liam ville reagere, overvældende. Jeg vendte mit blik ned mod mine hænder, der hvilede i mit skød, ude af stand til at møde hans øjne.
Liams hånd fandt forsigtigt min, og han løftede mit ansigt, så vores øjne mødtes. "Ayaan, det gør mig så ondt at høre, at du har haft det så svært. Men jeg er her nu. Du er ikke alene længere."
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, men denne gang var de ikke fyldt med smerte, men med en følelse af lettelse og taknemmelighed. Liam forstod mig på en måde, jeg ikke havde troet mulig, og det var som om et nyt håb spirede inden i mig.
"Du reddede mit liv, Liam," hviskede jeg, kæmpende for at holde min stemme stabil. "Jeg ville ikke være her i dag uden dig."
Liam rystede på hovedet og trak mig ind i en varm omfavnelse. "Du er så meget stærkere end du tror, Ayaan. Du har kæmpet dig igennem så meget, og du er stadig her."
Jeg sank langsomt ind i Liams omfavnelse. Hans arme omkring mig føltes som et trygt helle. Jeg følte mig omsluttet af hans varme, og i det øjeblik smeltede alle mine bekymringer og frygt væk. Jeg lod mig synke dybere ned i hans favn, og med hvert åndedrag følte jeg mig mere og mere hjemme.
"Når jeg er sammen med dig, har jeg det bedre, end jeg har haft det i lang, lang tid," hviskede jeg. Jeg gned mit ansigt imod hans bryst. "Når jeg er sammen med dig, føler jeg mig tryg."
Jeg mærkede hans arme lukke sig omkring mig. Han trak mig tættere ind til sig. Sommerfuglene var ved at springe min mave indefra. Han hvilede sin hage på mit hoved, ovenpå min hijab.
"Du fortjener at kunne føle dig tryg og lykkelig, Ayaan," sagde han med sin rolige stemme og aede med ned langs ryggen.
"Du er en god ven," sagde jeg. Det var mit forsøg på at overbevise ham, men i særdeleshed også mig selv om, at alt det her, som vi havde gang i, udelukkende var platonisk. Men mit hamrende hjerte røb sandheden. Jeg var dybt forelsket i denne mand.
Da Liam var taget hjem, lagde jeg mig på ryggen i min seng og stirrede op i loftet. Jeg pressede mine håndflader imod mine øjne. Var jeg virkelig den type kvinde, der forelskede sig i det første hankønnede væsen, der viste mig en smule omsorg? Han var ikke muslim. Han var ikke engang troende.
Jeg hadede mig selv og følte mig ekstremt dum over at have udviklet den slags følelser for Liam. Især fordi han jo bare prøvede at hjælpe mig. I hans øjne var jeg bare en mærkelig stakling. En psykisk syg kvinde, som han hjalp lidt nu og da. Jeg kunne ikke nå dybt nok under min hud for at rense mig for følelserne, uanset hvor besat jeg skrubbede, rev og blødte. Jeg vidste godt, at jeg ikke selv kunne afgøre, hvem jeg udviklede følelser for, men jeg kunne afgøre, om jeg gjorde noget ved dem. Det eneste rigtige ville være at fortrænge dem og lade dem gå over af sig selv.
Men det var som om, at Liam fyldte mine tanker døgnet rundt. Hans smil, hans latter, hans blide berøringer - det blev et konstant baggrundsstøj i mit sind. Jeg forestillede mig et liv sammen med ham, hvor vi delte alle øjeblikke, både glædelige og triste. Jeg drømte om, at han ville konvertere til islam, at vi ville blive gift, at vi ville skabe en familie, og at vi ville leve lykkeligt sammen til vores dages ende.
Men selv i mine drømme kunne jeg ikke ignorere den virkelighed, der lå bagved. Jeg vidste, at det var urealistisk, at vores veje ville krydses på den måde. Han så mig kun som en ven, en person, der havde brug for hjælp og støtte. Jeg kunne ikke engang forestille mig at fortælle ham om mine følelser - det ville bare skabe en ubehagelig, akavet situation imellem os og ødelægge det venskab, vi havde opbygget.
Så jeg fortsatte med at holde mine følelser for mig selv, mens jeg bevarede vores venskab. Men hver gang jeg mødte hans blik, hver gang hans stemme klang i mine ører, blev jeg mindet om den ulykkelige kærlighed, der ulmede dybt inde i mig. Det var en smerte, jeg bar alene, og en smerte, der måtte forblive uløst.
Fortsættes…
Erotiske noveller skrevet af Jeriko