Der var en gang en sød ung pige, som alle i den lille landsby tæt ved skoven kendte og holdt af. Når hun gik ærinder for sin moder, hilste de unge mænd fra højre til venstre på hende, ja nogle strakte sig lige frem ud ad vinduerne for at få et kig efter hendes skønhed. Pigen der blev kaldt Rødkælk smilede blot tilbage med rødmende kinder, når de unge karle kaldte efter hende.
Rødkælk gik dagligt ærinder for sin moder, for hun var en sød og artig ung kvinde, og hver søndag gik hun den lange vej rundt om skoven for at besøge sin bedstemoder og give hende en kurv med godter. I den senere tid var bedstemoderen blevet syg og svag, og den unge pige længes altid sådan efter at besøge hende.
“Rødkælk,” sagde hendes moder: “Ta’ over til bedste med denne her,” sagde hun og rakte datteren en sivkurv med klæde over. Inden Rødkælk gik, lovede hun sin moder ikke at stoppe op og snakke med fremmede og slet ikke de unge mænd. Hvis de henvendte sig til hende, skulle hun blot vende blikket bort og gå sin vej.
Det gjorde Rødkælk som altid, men da hun nåede til stien, der førte ind i den lange mørke skov, stoppede hun op for at tage sig et hvil. Det var fristende, tænkte hun, at skyde genvej gennem skoven, så kunne hun slippe for den ufattelige hede og samtidig nå hjem til bedstemoderen før end planlagt.
Forsigtig gik hun ind i skoven, der ikke var så skræmmende, som hun troede. Over træerne kunne hun se den blå himmel, og hele skovbunden var dækket af hvide anemoner. Rødkælk stillede kurven fra sig og gav sig til at samle en buket til sin bedstemoder. Men da hun havde samlet en håndfuld blomster, opdagede hun, at kurven var væk. Bag sig hørte hun skridt. Hun vendte sig om og fik øje på en ulv, der stod med hendes kurv.
“Det er min kurv,” sagde hun og rakte hånden frem. Ulven gav hende kurven og smilede venligt til den unge pige, som han aldrig havde set smukkere lige.
“Hvor er du på vej hen med den kurv?” spurgte han Rødkælk.
“Jeg skal aflevere kurven hos min bedstemor.”
Rødkælk kom pludselig i tanke om, hvad hendes moder havde sagt om at snakke med fremmede, men tænkte at det nok ikke gjaldt ulve. Den virkede også så venlig, som kun købmanden og slagteren kunne være det, og dem måtte hun jo gerne snakke med.
“Denne her skov er ikke for unge smukke frøkener som dig, du må ikke gå igennem her alene,” sagde ulven, og Rødkælk gav ham ret.
“Men hvis jeg måtte ledsage dig, ville det være en anden sag.”
Rødkælk tog ulven under armen og fulgte ham langs stien.
Det var så forfærdeligt lummert under de høje træer, og der var ingen vind. Rødkælk spurgte derfor ulven, om den ville holde hendes kurv, mens hun tog frakken af.
“Gerne,” sagde ulven og tog kurven ud af hendes hænder.
Under frakken gemte Rødkælk en kort rød kjole og om livet et silkebånd, der fik hendes barm til at svulme.
“Sikke et syn,” tænkte ulven og forsøgte at holde på mundvandet.
De fortsatte gennem skoven nu mere livligt end før. Men da de nåede til et gammelt skovløberhus, standsede de stakåndede op.
“Se,” sagde ulven og pegede hen på det lille træhus, “skal vi ikke tage et hvil der, så vi er friske, når vi når frem til din bedstemor?”
Rødkælk var blevet udmattet af ulvens leg. Den havde flere gange kildet hende og også på steder, det ikke havde kildet på hende før. Hun fik en underlig lyst til at ligge i en stor og blød seng sammen med den søde og sjove ulv.
Inde i skovløberhuset tændte ulven et lys og førte Rødkælk ind på et værelse med en stor seng med hvidt lagen og linnede.
“Her kan vi sagtens ligge begge to,” sagde ulven og betragtede pigen, der allerede var i gang med at løfte dynen.
“Men hvad er den af,” spurgte ulven idet Rødkælk skulle til at lægge sig.
“Sover den unge frøken med tøj på!”
“Nej selvfølgelig ikke,” sagde hun og tog derefter kjolen af. Dette gjorde dog kun ulven endnu mere nysgerrig og ivrig efter at få lov at se, hvad hun skjulte bag det inderste lag tøj.
“Se mig,” sagde ulven: “Jeg er en ulv og jeg sover, som Gud har skabt mig.”
I det samme tog Rødkælk det inderste tøj af og stod foran ulven, men skjulte sin barm.
“Du er ung og smuk og har ikke noget at skamme dig over, sagde den,” og Rødkælk løsnede da sine arme, så ulven kunne se hele hendes lyse og glatte krop.
Da hun så ulvens reaktion derpå, spurgte hun:
“Men ulv, hvorfor har du så store øjne?”
Og ulven svarede hende: “Det er såmænd, så jeg bedre kan betragte din unge skønhed.”
Den stillede sig da helt op af hende, og så ned på hendes krop.
"Men ulv,” spurgte Rødkælk så: “Hvorfor har du så store hænder?”
“Det er for, at jeg bedre kan røre ved dig.”
Den lagde da hænderne om hende og førte dem ned omkring hendes lille faste numse.
"Ulv, hvorfor har du så stor en mund?”
“Det er for at jeg bedre kan smage på dig.”
Da kyssede den hende på læberne og ned langs halsen.
Og til sidst spurgte hun om det, der egentlig interesserede hende mest:
“Ulv, hvorfor har du så stort en… en….” Hun kunne ikke få sig selv til at sige det ligeud, men ulven forstod det og brummede med al sin kraft:
“Det er for, at jeg bedre kan kneppe dig!”
Og i det samme lagde ulven sig over hende, og Rødkælk spredte straks sine ben, for at ulven bedre kunne komme til med sit lange stive lem. Hun hvinede da den trængte ind i hende, men hun fandt hurtigt nydelse i at ligge og modtage ulvens voldsomme pik. Ulven prustede, mens den kneppede løs i Rødkælks våde stramme sprække. Da ulven ikke var vant til at være sammen med mennesker, var det også for den en ekstra nydelse at kunne begære Rødkælk. Den lagde hænderne om hendes talje og tog hende i flere hårde tag, inden den trak sig ud og kom ud over hendes mave.
Da ulve hører bedre end mennesker, hørte ulven lang tid før Rødkælk, at nogen nærmede sig huset. Den skyndte sig derfor ud ad vinduet og lod Rødkælk ligge og sunde sig efter den dejlige oplevelse. Ind ad døren kom skovløberen. Han havde som så mange gange før været ude og jagte den ulv, som satte en skræk i alle byens beboer.
Da han fik øje på Rødkælk, der stadig lå nøgen på hans seng, var han klar over, hvad der var sket:
“Åh nej!” udbrød han, da han så den hvide sæd ud over hendes mave.
“Er du rigtig klog!” spurgte han og tog fat om hende.
“Jeg har været samme med ulven.” Bekendte hun, men virkede ikke til at føle nogen skam.
Skovløberen kunne ikke lade være med at grine af den naive unge pige, han også selv beundrede:
“Du er da en værre en” sagde han og klappede hende på kinden.
“Hvis en ulv kan tilfredsstille en ung kvinde som dig, mon så ikke også en gammel skovløber som jeg kan?”
Rødkælk trak uskyldigt på skuldrene, hun følte sig helt overvældet over al den opmærksomhed, hun havde fået den dag.
Erotiske noveller skrevet af LiderligUgle