Det er en onsdag i starten af oktober og jeg har fri i dag; der er ingen pligter der kalder, ingen rengøring eller oprydning jeg skal tage mig af, ingen aftaler med venner eller veninder, ikke noget arbejde at møde ind til. Så jeg bliver liggende i min seng lidt endnu, nyder bare at slappe af i hele kroppen. Men i stedet for igen at falde i søvn, vågner min krop mere og mere op, indtil jeg er lysvågen. Jeg rækker ud efter min mobil på natbordet - 11.43.
Jeg smiler skævt af, at jeg for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, faktisk har fået mere end 6 timers søvn og heller ikke har tømmermænd.
Hvad mon så jeg skal bruge sådan en hel fridag på?
Jeg starter med at finde mine smøger frem og snuppe én. Jeg stiller mig over til mit yndlingsvindue og ryger den langsomt. Dagens første smøg smager altid ganske forfærdeligt; men det føles så godt. Jeg elsker dagens første smøg.
Jeg slukker den med et tilfreds suk, og beslutter mig for at tage et langt bad og forkæle mig selv lidt - så jeg går i bad og barbere ben (og hvad der nu ellers skal barberes), bruger ansigtsmaske og smører hele kroppen ind i min bedste creme. Jeg plukker øjenbryn, lægger en diskret men helt perfekt og flatterende make-up. Matchende undertøj, nye strømpebukser og en behagelig hverdags-kjole. Jeg slutter af med at tage mit blødeste halstørklæde på, som dufter permanent af min yndlingsparfume. Over til vinduet igen; dagens anden smøg. Kigger over på radioen: 12.52. Dagen er lang endnu, og jeg mærker en summen i kroppen efter at komme ud og væk fra lejligheden - men hvad skal dagens eventyr være? Jeg får øje på Odysseen der ligger på spisebordet med bogmærket sørgeligt tæt på side 1. Og så ved jeg, hvad jeg skal bruge dagen på - jeg vil smutte ud på uni og ned i min yndlings læsekrog med min bog.
Da jeg kommer udenfor lægger jeg for alvor mærke til, at det er en af årets første flotte efterårsdage: Solen skinner fra en klar, blå himmel. Vinden er kærtegnende uden at bide; byen dufter af efterår og liv.
På bussen, af bussen, ind på uni og lige som jeg er på vej ned af Bøgene, støder jeg ind i min veninde som jeg ikke har set i over en måned. Hun har lige fået fri, og spørger om ikke jeg vil med i kantinen og sludre over en kop kaffe. Eftersom jeg ikke rigtigt har travlt, siger jeg gladt ja.
Vi snakker om løst og fast - studiet, fyre, sex, arbejde og nye sko. Pludselig er kl. 15.45 og hun må skynde sig ud til bussen. En hurtig farvelkrammer, og jeg går ud til mit yndlings rygespot for at pulse dagens 6. smøg.
Stadig med fornemmelsen af efterår sætter jeg atter kursen mod min yndlings læsekrog.
Jeg har altid godt kunnet lide at sidde hernede: Rummet er møbleret kikset, men hyggeligt; møblerne ligner noget en morfar ville have stående. Der ligger klassikere fra alle litterære perioder i stakkevis overalt herinde og så dufter der selvfølgelig af bøger og er helt, helt stille.
Det tilstødende lokale er et stort rum fyldt med gamle bøger på store reoler der står på række. Her er sjældent ret mange mennesker, så for mig er det lidt ligesom en hemmelig hule: Her laver jeg noget af det jeg bedst kan lide, her er jeg fri for pligter og ansvar. Her er jeg bare mig selv…
Jeg smider mig i min yndlingsstol og åbner Odysseen. Efter godt en time er jeg helt opslugt af Homers univers, da jeg pludselig bliver forstyrret af, at døren bliver åbnet - jeg kigger op fra min bog og smiler et neutralt, venligt smil. Men lige som jeg kigger tilbage ned på siden, rømmer han sig og spørger:
- Er det okay hvis jeg også sætter mig her?
Jeg smiler og svarer ja selvfølgelig, mens jeg kejtet samler mine ting lidt sammen.
Han sætter sig i stolen overfor min, mens jeg vender tilbage til Odysseen. Men min koncentration er ikke den samme som den var for et minut siden; jeg kan høre at han sætter sig ned, finder noget i sin taske, sætter sig til rette…
Jeg anstrenger mig for at fordybe mig igen, men freden er forstyrret - jeg er pinligt bevidst om den anden krop i lokalet. Efter 5 minutter der føles mere som en time, tager jeg mod til mig, og kigger op, så diskret som jeg overhovedet kan; han ser almindeligt slank ud, ren hud, lyst pjusket hår og harmoniske ansigtstræk; altså en ret pæn fyr…
Inden han når at tage mig i at kigge på ham, vender jeg atter blikket mod min bog - men nu kan jeg endnu mindre få mening ud af bogstaverne, og jeg er ærgerligt sikker på, at mine kinder blusser rødt…
Nu er noget af det lidt trælse ved det her lokale, at lyset går ud hvert 10. minut, hvilket jeg selvfølgelig havde glemt alt om lige nu. For at tænde det igen, skal man rejse sig op: Så da lyset går ud, rejser vi os begge to op af ren refleks - da lyset så tænder får vi øjenkontakt og kommer til at grine… Og wow! Hans øjne, hans smil! En varm gysen løber gennem mig, mens jeg sætter mig ned igen, og før jeg selv når at registrere at jeg overhovedet siger noget, spørger jeg ham:
- så du sidder også tit og læser hernede?
Han smiler til mig og svarer at ja, det gør han.
- jamen skal vi så ikke aftale af vi bare skiftes til at rejse os op?
Jeg siger det mens jeg smågriner, han griner tilbage og siger, at han synes det lyder som en udmærket idé.
Vi læser begge igen videre, men efter en times tid hvor bogen endelig igen har opslugt mig, lægger han bogen, rejser sig og pakker sin taske. Lige som han tager i dørhåndtaget (og mit humør synker til under minus), vender han sig om og ser på mig med et udtryk, der bedst kan beskrives som om han tænkte "okay, ja, det er måske lidt mærkeligt og ligefremt at spørge, men nu gør jeg det fandme alligevel!":
"Øhm, det er faktisk ikke fordi jeg som sådan skal gå, jeg skal egentlig bare have en kop kaffe og ryge en smøg. Vil du med?"
Helt ør af held-følelse siger jeg ja med et ærligt smil, skynder mig at smide mine ting i tasken og følger så efter ham op til kaffeautomaten. På vej derop spørger han ind til min linje og jeg ind til hans - hvor gamle vi er, hvad vi laver i fritiden, hvor vi bor og alle den slags ting kommer op at vende - vi griner på vej ud af døren til rygegården hvor der allerede er ved at være ret køligt. I solens sidste stråler ser jeg endelig hans øjne ordentligt; de er en mørk stålgrå farve, men spættet af helt lyse, næsten sølv-agtige pletter. Og selvfølgelig - selvfølgelig - omgivet af lange sorte vipper. Jeg når endda at studere hans læber herude; de ser så bløde ud… Men det mest fængslende ved ham, er alligevel den udstråling han har. Den måde han bevæger sig på er elegant og hans måde at holde øjenkontakten lige det millisekund for længe (som om han kan læse mine tanker, og ved, at jeg er helt åndsvagt tiltrukket af ham)… Det er lige før jeg bliver svimmel, sådan som det snurrer i hele kroppen.
Da vi når tilbage til læsekrogen forstummer samtalen igen da vi åbner vores bøger, men stemningen er meget mere afslappet end før. Efter noget tid skal jeg dog på toilettet, og spørger ham om ikke han gider se efter mine ting mens jeg er væk - han kigger bare op med et skævt smil og nikker.
Hele vejen op til toilettet føler jeg mig varm og elektrisk - og hele vejen tilbage smiler jeg fjollet.
Jeg registrerer vagt at det er ved at blive mørkt udenfor, og at stedet næsten er mennesketomt.
Men da jeg åbner døren ind til læsekrogen, blegner mit smil: Alle vores ting er væk - og det er han også…
Jeg går fra at føle mig varm som en sommerdag, til at fryse. Jeg begynder forsigtigt og med bankende hjerte at gå hen mod lokalet med de store reoler. Min vejrtrækning accelerer og mit hjerte hamrer så hårdt at jeg ikke kan høre andet, jeg træder over dørtærsklen og kigger mig forsigtigt omkring; til venstre, en meter henne langs muren ligger alle vores ting - og mere når jeg ikke at lægge mærke til, før han hvisker "bøh" i øret på mig: Jeg får det største chok og skriger så han begynder at grine og, stadig stående bagved mig, holder han mig for munden. Han holder mig for munden til jeg holder op med at skrige og han selv er holder op med at grine; til der er helt stille på nær vores åndedræt… Så mærker jeg hans læber blidt mod min hals samtidig med at han langsomt fjerner hånden fra min mund - mit hjerte står stille, jeg gisper, sukker, føler at jeg brænder… Han kysser mig igen på halsen, men denne gang mere bestemt; jeg mærker hans varme tunge trække et spor op til under øret, hvor han napper mig i øreflippen. Jeg er nu så svimmel, at havde det ikke været for hans arme der nu ligger rundt om mit liv, var jeg faldet. Hans hænder glider op under min kjole og helt let tager han på mine bryster, klemmer helt blidt, hans fingre finder vorten og et skælvende støn undslipper mine læber - og med et hæst støn presser han sig op mod min røv og min ryg, så jeg kan mærke hvor stor og hård han er…
Jeg skælver nu over hele kroppen og han vender mig om og vi ser ind i hinandens øjne der lyner af begær; vores stakåndede munde mødes, vi kysser grådigt og han kysser så godt at mit syn slører; han kysser hårdt men ikke klodset, intenst men ikke så jeg føler jeg bliver kvalt…
Han løfter mig pludselig op, og sætter mig på et bord. Han trækker sin egen trøje over hovedet og river mine strømpebukser og trusser af - han kysser mig på foden og hele vejen op langs benet indtil han når mine inderlår… Han kører langsomt en finger langs sprækken og da han rammer min klit klynker jeg og tror jeg skal forsvinde i en tåge af begær og lyst… Han slikker mig så let og drillende at jeg til sidst må bønfalde ham om at trænge op i mig - han stopper og rejser sig langsomt op, og med et næsten djævelsk smil begynder han langsomt at lyne sine bukser op - da de falder til gulvet rødmer jeg om muligt dybere, han er så stor…
Så læner han sig langsomt ind over mig og hvisker hæst:
"Du bliver nødt til at vise mig præcis hvor meget du har lyst til mig…"
Jeg er ikke mig selv mere; alle mine sanser er skærpet og de kræver at tage ham ind på alle tænkelige måder, så jeg sætter mig op, hopper ned fra bordet og skubber ham op af en af bogreolerne, falder på knæ og tager ham i munden… Jeg sukker af nydelse da jeg lader tungen kærtegne hovedet og mærker hvor hård og varm han er. Jeg tager ham så langt til roden som jeg overhovedet kan, leger, kæler og nyder det urimeligt meget…
Og for hvert hæst støn der undslipper hans læber, mærker jeg mit køn svulme mere og mere…
Efter hvad der føles som alt for kort tid, rejser han mig op og kysser mig igen dyrisk, griber fat om min røv, løfter mig op og presser mig op mod væggen. Og så, mens vi endnu er midt i et dybt kys, presser han sig langsomt op i mig. Og jeg klynger mig til ham og er alligevel ikke tæt nok på…
Da han er helt oppe er det som om tiden står stille i et splitsekund før han begynder at bevæge sig. Først langsomt, så i hårdere stød, så tættere og tættere… Og jeg kan mærke hans underliv gnubbe sig mod min klit, kramperne kommer snigende og i et fælles hæst og klynkende støn kommer vi samtidig…
Erotiske noveller skrevet af Anonym