“I har 14 dage til opgaven. Får I mindre end C, så betyder det for mange af Jer året om. Det er i hvert fald hvad snakken nede på lærerværelset fortæller mig, så tag Jer nu for pokker sammen. Der er kun 2 måneder tilbage af skoleåret” tordnede vores lærer Maxwell.
Hun havde ret. Vi havde måske slappet for meget af. Selv undertegnede som normalt havde A i alle fag var efterhånden mere blevet et B gennemsnit og så ville alle top-universiteterne være lukket land for mig. Men hvad gjorde det? Vi skrev året 1985. Min familie var ikke rig og jeg var ikke den nye Bill Gates. Det ville alligevel være en umulig drøm.
Opgaven hed: Beskriv historiske steder
Det var efter min mening en håbløs opgave. Jeg boede i Louisiana. Et sted som jeg dengang antog var rimelig historieløs. Det var en gruppeopgave som jeg Heather skulle løse sammen med Kimberly og Vanessa.
Vi snakkede sammen i kantinen. Ronald - skolens store sports-håb - kom forbi med hans klike og vi undgik ikke deres drilleri. Vi var nørderne. Gruppen man måtte gøre grin med. Taryn som sammen med en række piger altid hang med sports-kliken brød ud i et højt grin i håbet om at Ronald ville bemærke hende. Vi havde været tæt i de mindre klasser, men jeg var brutalt blevet kasseret da vi kom i High School. Det var nogle gange en pine at gå på skolen. Vi aftalte at mødes derhjemme for at se på opgaven.
Vi sad derhjemme og brokkede os over opgaven. Mine forældre havde farmor på besøg og da hun hørte vores brok spurgte hun hvorfor vi ikke tog bussen ud til det gamle sindsygehospital. Hvilket hospital ville vi vide? Vi havde ikke hørt om noget hospital. Så var det at farmor fortalte historien om landsbyen Gatorville, som var blevet nedlagt da motorvejen blev ført uden om og om det store statshospital som engang var en af byens store arbejdspladser. Det lød spændende.
Nogle dage efter stod vi på en rasteplads, hvor vores onkel drev en tankstation og tilhørende motel samt cafeteria. Det var fredag og vi havde sat weekenden af til opgaven. Onkel George tegnede et kort. Vi gik over på hotellet hvor vi havde fået lov til at sove på et værelse. Han pegede på et fotografi på væggen. Det var sort/hvid. Han forklarede “Dette motel blev bygget af Ethel. Det er hende I kan se på billede som er taget lige omkring 2. verdenskrig. Hun hjalp Jeres farmor og hendes bror med at oprette denne rasteplads. De andre på billedet er stuepiger og hende til højre er overlægen ude fra hospitalet. Alice Crawford hed hun. Hun rejste fra byen da hospitalet lukkede. Jeg har altid fået at vide at det var et uhyggeligt sted. Vidste I at fattige som blev erklæret sindssyge uden at de var det ofte kun slap derfra hvis de blev kastreret?” Han så ud til gyse ved tanken.
Han efterlod os på værelset og vi pakkede vores ting ud. Vi havde nogle rygsække med. Der var cirka 5 kilometer til det nedlagte hotel fra rastepladsen så vi ville tage afsted tidlig om morgenen, så vi havde hele dagen til opgaven.
Næste morgen tog vi afsted. Det var varmt og fugtigt som altid. Det var ikke helt ufarligt. I sumpene som det gamle hotel taget navn efter var der alligatorer og giftige dyr, så vi holdte os til grusvejene.
Vi kom til den gamle landsby. Der stod nogle enkelte huse. Nogle var forladt. Andre var beboet. Vi så soklen hvor hotellet havde ligget. Vi havde fået vist nogle andre fotos. Der havde ligget en købmandsbutik ved siden af. Jeg tænkte på fotografiet. Sikke mange som arbejdede der. Hvor var deres forældre? Det var næsten kun unge som os udover ejerne og lægen som var på besøg.
Vi forlod den nedlagte landsby og kom lidt efter til bygningerne som havde rummet hospitalet. De var store. Vi gik ind i en af dem gennem en ødelagt dør. Vi havde lygter med, men det var ikke nødvendigt da der var masser af lys som kom ind gennem vinduet.
Store rum med senge. Hospitalet var forladt i hast og der lå journaler på nogle af kontorerne. Vi fandt et rum med tøj. “Er det ikke en spændetrøje?” spurgte Vanessa. “Vil du prøve den?” spurgte jeg. Vanessa tog den på. Den blev lukket på ryggen og så lagde vi hendes arme over kors og forbandt dem sammen på ryggen. Der var også en strop foran som gjorde at hans arme blev presset ind mod kroppen og to stropper som gik mellem benene.
“Den er godt nok stram. Vil I ikke hjælpe mig ud af den igen?” plagede hun.
“Nej!” Hun blev chokeret. Jeg tog et hurtigt foto og brød ud i grin. “Selvfølgelig” Vi hjalp hende ud af trøjen igen.
“I viser ikke det foto over på skolen!” sagde Vanessa. Vi nikkede. Det ville bare stemple os som mærkelige nørder i endnu højere grad.
Vi gik videre i bygningerne. Der blev taget rigtig mange fotos. Heather var god i mørkekammeret og vi vidste at der ville komme gode billeder ud af det. “Er det ikke et apparat til at give elektrochok?” spurgte Heather. Jeg stillede på en maskine og der kom en gnist. “Gud. Der er strøm på apparatet”. Heather gik over til en stikkontakt. Lyset i rummet tændte. “Ja. Man har ikke slukket strømmen. Mærkeligt. Måske har man glemt det, da man lukkede ned. Vi skal passe på med hvad vi rører ved.”
Vi slukkede for lyset igen. Vi havde efter 2 timer gået alle bygningerne igennem. Vi forlod den sidste bygning da Heather pegede mod en fjern bygning. “Hvad med den derovre?” Vi gik gennem højt græs og små buske. Området havde engang haft kæmpe græsplæner, men naturen havde taget meget af det område som var stjålet fra den tilbage.
Vi kom hen til huset. Det var overlægeboligen kunne vi læse på døren. Det var her at lægen Alice Crawford havde haft sit embede i flere årtier.
Døren kunne nemt dirkes op. Vi gik indenfor. Hun havde ikke taget møblerne med da hun rejste. Måske var det sådan at tjenesteboligen blev stillet til hendes rådighed. Hendes soveværelse var tomt. Der var intet tøj i skabene.
Vi gik ned i kælderen. Kimberly prøvede en kontakt. Der var også strøm på. Vi kom til et rum hvor der var to massive træstole. Der var massive læderremme på stolen. Havde hun henrettet patienter hernede? Det lignede elektriske stole fra fængsler, men de var også anderledes. Sæderne var to-delte med en revne i midten. Kimberly lyste ned. “Åh. Gud!” udbrød hun. Jeg kiggede. Der sad en massiv dildo på en metalarm. Jeg fandt en kontrolpult. Jeg tændte og drejede på en knap. Et eller andet summede. Jeg drejede på en anden. Dildoen begyndte at køre op og ned!
“Kimberly, Heather. Se her!” Det var Vanessa. Hun havde fundet en uhyggelig læderhætte. Hvad var det for nogle uhyggelige eksperimenter lægen havde lavet? Jeg tog læderhætten i hånden. Hvad der fik mig til det ved jeg ikke, men jeg trak den ned over hovedet. “Se”
De to piger fniste. “Lad mig hjælpe dig” sagde Kimberly. Hun gik om bag mig og trak i nogle snore som sad på hætten. Jeg følte hvordan hætten langsomt men sikkert sluttede tæt omkring mit hovede.
“Det føles mærkeligt” sagde jeg. Jeg kunne kun svagt høre hvad de sagde. De hjalp mig med at få hætten af igen. Vi ledte rundt i lokalet. Jeg fandt en betjeningsmanual til stolene. “Aha. Den til venstre er til mænd og den til højre er til kvinder. Det er stole baseret på en stol designet af doktor Benjamin Rush. Den såkaldte stilheden eller roens stol. Vi genkendte Rush fra de bøger vi havde læst inden vi kom hertil. Han var kendt som den Amerikanske psykiatris stamfader. Stolen var videreudviklet af en doktor William Stirling til behandling af hysteri og brugt af Alice Crawford i forbindelse med hendes arbejde med eugenik.
Det var blevet sent. Vi måtte komme tilbage hertil i morgen.
Næste morgen stod vi efter en times gang i kælderen igen. Vi fandt nogle journaler og en regnskabsbog. Lægen havde solgt sæd til barnløse par. Gårsdagens test af hætten havde gjort mig meget nysgerrig.
“Lad mig prøve stolen” udbrød jeg pludselig. Det var lige før at jeg allerede havde fortrudt hvad jeg sagde da jeg hørte ordene.
Pigerne var med på det. Jeg tog tøjet af. Vi kunne se at de damer som brugte stolen ofte var iklædt korsetter og i et tilhørende rum havde vi fundet nogle stykker af dem lavet af læder. Vanessa kom med et. “Var kvinderne ikke meget små dengang?” spurgte jeg. Vanessa svøbte det omkring mig. Det kunnes hægtes foran. Pigerne arbejdede med snørerne bagpå. “Uf. Det er godt stramt.” stønnede jeg.
Det lykkedes at få det nogenlunde passet til mig. Da jeg satte mig i stolen skar korsettet i min mave og jeg mistede pusten et øjeblik. Pigerne strammede læderremmene på stolen. “Det er godt nok bizart det her. Tænk på hvordan det måtte have været at være patient her i gamle dage” sagde jeg. Pigerne gav mig hætten på og der sad en læderrem på nakkestøtten som jeg fik over panden og som pressede mit hovedet ind mod nakkestøtten. “Har du det fint?” spurgte Vanessa bekymret. Jeg kunne svagt høre hvad de sagde og svarede Ja.
“Lad mig tage et foto.” sagde Heather. “Når du har hætten på, kan du ikke genkendes.” Hun havde ret. Hætten havde kun åbninger til mine øjne og min mund samt nogle små huller omkring næse-området, så jeg kunne ånde frit. Heather tog nogle fotos af mig i forskellige vinkler.
“Skal stolen startes?” spurgte Vanessa. “Nej.” svarede Heather. Der mangler noget jævnfør betjeningsmanualen. Hun fandt noget som jeg ikke så hvad var. “Åbn munden” sagde Heather. Jeg tænkte ikke over den, men åbnede munden. “Hvad..Mffh” Heather havde presset noget gummi ind i min mund. Min tunge følte på den og det føltes som en stor, men kort tissemand. Ronald havde flere gange passet mig op på vejen hjem fra skolen i håbet om et håndjob eller betjening af hans tissemand med min mund, hvilket jeg havde nægtet men jeg havde set at Taryn havde givet ham et, hvilket jeg fandt ulækkert. Gummiet gled længere og længere ind. Jeg frygtede at de ville presse det ned i min hals så jeg ville kaste op og blive kvalt, men så langt ind kom det dog ikke. Gummistykket sad på en læderrem som blev låst fast om mit hovedet. “Mffffh” kom det fra mig.
Heather tog nogle flere fotos. Vanessa sagde senere at mine øjne stod på vid gab og havde et forskrækket udtryk i dem. “Så er det godnattid” sagde Heather og førte et blindfold hen over mine øjne. Jeg ville skrige stop, men gummiet i min mund gjorde det umuligt.” Blindfoldet blev bundet fast og jeg var hensat i mørket.
Jeg prøvede at vride mig ud af remmene, men med flere remme omkring både over og underarme var det umuligt. Jeg faldt efterhånden til ro. Jeg kunne svagt høre deres stemmer. Det var i sandheden stilhedens stol.
Jeg mærkede noget blive skubbet mod min klitoris. Pludselig begyndte det at vibrere. Hvad skulle det gøre godt for tænkte jeg et kort øjeblik indtil jeg blev overvældet af nogle ukendte men skønne følelser. Åh. Hvor var det godt. Jeg stønnede tungt. Jeg vidste ikke hvad de andre kunne opfatte, men inde i mit hovedet fyldte det rigtig meget.
Hastigheden på vibrationerne steg langsomt og det blev en smule for meget. Jeg prøvede at rykke mig, men jeg kunne ikke. Jeg blev en smule frustreret og prøvede at råbe for at signalere at det var for meget, men jeg kunne ikke danne forståelige ord på grund af gummiet i min mund. Det blev bare til noget grynten. Hastigheden på vibrationerne steg igen og jeg befandt mig pludselig i en anden verden af skønne følelser som jeg aldrig havde oplevet før. En isnende følelse løb gennem min krop og med et var det som om at min verden eksploderede i følelser af ekstase. Jeg mærkede hvordan min krop af sig selv spændte mod alle remmene. Jeg skreg eller ihvertfald prøvede på det. Det blev ligesom forvandlet til en slags brøl. Min krop begyndte at sitre.
Så med et! Stilstand! Tavshed! Var pigerne stadig i rummet? Jeg rev og flåede i remmene. Jeg ville have mere! Jeg sank sammen i gråd.
Hvor længe jeg havde siddet der vidste jeg ikke. Jeg stivnede med et. Jeg mærkede nogle fingre ved min revne. Lidt efter fik jeg et chok. Jeg mærkede noget gummi presse sig mod min kusse! Jeg prøvede at protestere. Jeg var jomfru. Jeg ville ikke miste min mødom på denne måde. Vibrationerne startede igen og jeg forsøgte at råbe at de skulle stoppe, men da intet fornuftigt kunne blive sagt på grund af gummiet i munden opgav jeg og prøvede at nyde vibrationerne igen, hvilket jeg frygtede da jeg vidste at dildoen kunne starte hvert øjeblik.
Dildoen bevægede sig. Meget langsomt men sikkert trængte den ind i mig. Det gjorde ondt lige i starten og jeg bed hårdt i gummiet. Den gled langsomt ud igen. Lidt efter lidt satte den farten op og det begyndte kombineret med vibrationerne på min klitoris at føles rigtig dejlig.
Farten steg og steg. Jeg nærmede mig hvad jeg senere lærte hvad var en orgasme igen. Dildoen øgede sin hastighed dramatisk og det var ligesom at have en rystepudser mod mine nedre regioner. Orgasmen kom hurtigt og bredte sig ud i min krop, jeg begyndte at skrige, hvilket kom til at lyde forkert med gummiet i munden. Min krop spændte op og væskerne følte jeg løbe ud af mig. Orgasmen blev ved og og ved. Hvor meget kunne min krop tåle. Mine fødder trampede på gulvet. Min krop var stiv som et bræt mens den sitrede og jeg bed af alle kræfter i gummiet. Jeg følte det som om at jeg var ved at forlade min krop. Var det sådan at dø?
Jeg måtte være besvimet for da jeg vågnede sad jeg i stolen og de havde taget hætten af. “Heather. Er du ok?” nærmest råbte Vanessa. “Ja.ja. Lad være med at lyse mig ind i ansigtet med den lygte”
Jeg blev befriet fra remmene og stavrede hen over gulvet til en sofa, som jeg kastede mig ned i. “Hold da op” sagde jeg da jeg havde kommet mig og fået noget at drikke. “Hvem er den næste?” spurgte jeg.
“Jeg ved slet ikke om jeg har lyst” sagde Vanessa. “Ok. Så gør jeg det” sagde Heather.
Det holdt hårdt med at få Heather i korsettet. “Gud. Jeg følte det som om at I skar mig midt over.” Vi hjalp hende over i stolen. Da læderremmene var på plads og hun var fikseret til stolen trak vi hætten ned over hendes hovede. “Uha. Det kan man aldrig vende sig til. Tænk at være patient dengang. Det måtte have været meget skræmmende.” Jeg nikkede vidende at hun dårlig ville kunne høre hvad vi sagde til hende. Læder-remmen omkring hendes pande blev strammet til. “Det må som at blive henrettet i gaskammeret. Pænt uhyggelig” sagde hun. “Nu skal vi hus...mff”. Hurtigt havde jeg skubbet den massive gummi-dims ind i hendes mund. Hun gjorde nogle synkebevægelser som om at den var kommet for langt ind, men jeg vidste at det ikke var tilfældet. Var hun grebet af panik? Jeg fastgjorde læderremmen som holdt gummi-dimsen inde i hendes mund. Hun kiggede panisk fra side til side. Hver bevægelse vi lavede prøvede hun at følge med i. Jeg husker hendes opspilede øjne da vi satte det tilhørende blindfold hen over hendes øjne.
Hun vred frustreret i læderremmene men hun kunne måske kun bevæge sine arme en centimeter eller to. Vi satte vibratoren hen til hende så den pressede mod et område omkring hendes klitoris og låste den fast i positionen. Jeg tog nogle billeder af hende med hendes kamera. Det havde hun også gjort med mig fortalte hun efter at jeg ud af stolen.
Vanessa startede maskinen og Heathers krop stivnede et øjeblik som følge af chokket. Der gik ikke længe før vi kunne høre nogle lyde fra masken. Var det protester? Var det stønnen? Det var svært at høre. Efter nogle minutter eller måske lidt længere hvilket jeg ikke kunne fortælle da mine øjne var fuldstændig fikseret på Heather som blev stimuleret i stolen kunne vi høre høje lyde inde fra masken. “Det samme skete med dig” sagde Vanessa. Heather måtte have fået en orgasme. Vi kunne se hvordan hun hev og sled i remmene. På trods af deres høje alder, hvilket gjorde at de måtte være møre, så var de i stand til at holde hende.
Vibratoren stoppede. Heather’s fortsatte med at hive og slide i remmene. Så startede cyklus nummer 2 og dildoen gled ind i hende. Da hun nåede klimaks anden gang så var noget som mindede om brøl som kom inde fra masken. Jeg huskede hvor svært det var at sige noget omend skrige med den massive gummi-dims i munden. Alle fibre i Heathers krop var spændt imens at hendes krop rystede. Jeg kunne se hvordan sveden drev af hende. Jeg skyndte mig at tage nogle billeder med kameraet. Hendes krop sank sammen. Hun måtte have ramt hendes grænse.
Vi stoppede maskinen. Heather blev befriet og hun lå længe på en sofa og prøvede at få vejret. Vi gav hende rigelig at drikke.
Vanessa havde slet ikke lyst til prøve stolen og vi ville ikke presse hende. Det havde været en intens oplevelse - faktisk alt for meget. Kun Heather havde været sammen med en fyr på et tidspunkt og det havde ikke været i nærheden af den oplevelse som hun fik i stolen.
Vi fik vores tøj på igen og pakkede sammen. Vi forlod det tidligere hospital og gik tilbage til rastepladsen. Hjemme i New Orleans fortsatte vi med at undersøge kilder til hvad der var foregået derude og beskrev fordele og ulemper med isolerede hospitals-samfund med bygninger konstruerede efter den såkaldte Kirkbride model. Det blev en virkelig god fremlæggelse hvor vi fik topkarakter. Selvfølgelig fortalte vi aldrig nogle om vores oplevelser med stolen.
Erotiske noveller skrevet af Lester Crest