Nick havde været... lad os kalde det ”moderat panisk”, da hans teamleder Jette nævnte, at deres nye kollega var døv. Det var ikke fordi han var imod inklusion. Han gik da ind for det, helt generelt. Han havde bare aldrig regnet med, at han selv skulle involveres aktivt i det. Der var allerede ramper, skærmlæsere, hæve-sænke-borde og alt muligt smart teknologi, der gjorde kontoret til et slags futuristisk minihospital. Men nu skulle han altså arbejde tæt sammen med nogen, han bogstaveligt talt ikke kunne snakke med.
Nick var i slutningen af 20’erne, men han kunne lige så godt være 25 som 35, alt efter hvor godt han havde sovet. Det var dog sjældent, han fik sovet særlig godt. Hans hår var mørkt og en smule rodet, som om han ikke rigtig havde gjort noget ud af det. Skægget var så nogenlunde velplejet – eller i hvert fald så velplejet, at han ikke lignede en vildmand. Han havde en mørk flannelskjorte på, som engang havde været ny, og et par slidte, grå bukser, der tydeligvis var blevet fisket op af vasketøjskurven samme morgen. På fødderne bar han et par Converse-sko med et hul i den ene hæl, som han havde forsøgt at lappe med sort tape. Han havde trods alt en form for stil.
Han sad foroverbøjet over sin skærm og var dybt fokuseret på noget data, han kun delvist forstod. Pludselig blev stilheden brudt af Jettes stemme, der skar igennem lokalet.
"Må jeg bede om alles opmærksomhed?"
Nick kiggede op som en kat, der var blevet vækket fra en lur. Han rullede stolen lidt tilbage, stirrede på hende og tænkte: ’Okay, nu sker der noget. Måske det er kage? Nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig kage.’
Jette stod midt i det åbne kontorlandskab med to kvinder ved sin side. Nick var ikke i tvivl om, hvem de var. Det måtte være den nye døve kollega og hendes tolk. Han havde aldrig set dem før, men alligevel fik han lyst til at rette sig op i stolen. Det var ikke, fordi han ville imponere nogen. Det var bare som om, hans krop automatisk prøvede at opføre sig lidt mere normalt, når der kom fremmede ind på kontoret.
Han lod blikket glide hen over dem. Den ene kvinde måtte være den nye. Hun virkede til at være nogenlunde på hans egen alder, selvom hun sikkert allerede havde styr på sin pensionsopsparing. Det fik hende til at virke mindst ti år ældre, i hvert fald på det mentale plan. Hun havde kort, brunt hår, der gik til hagen. Det sad helt perfekt, ikke alt for sat, men heller ikke tilfældigt. Det var sådan, hår burde sidde, tænkte han, men det lykkedes aldrig for ham, uanset hvor meget han prøvede.
Hendes øjne var smalle og rolige. Hun havde lagt en diskret eyeliner, der gav et lille vinget look, uden at det virkede som om hun havde gjort sig umage. Det irriterede ham en smule. Ikke hende som person, men det faktum, at hun så så ubesværet godt ud. Hendes tøj var også sådan noget, man næsten ikke lægger mærke til, men som alligevel ser helt rigtigt ud. Hun havde en cremefarvet sweater på med en hvid skjorte indenunder, en sort nederdel og strømpebukser. På fødderne havde hun små sorte støvler. Hun lignede én, der havde styr på det hele, også sin ansættelseskontrakt. Det havde Nick ikke.
Ved siden af hende stod tolken. Det var en lidt bredere, ældre kvinde med langt, lyst hår, som var flettet løst i nakken. Hun havde en særlig udstråling, der signalerede, at hun havde styr på situationen. Hun bar runde briller, og hendes kinder smilede altid lidt før resten af ansigtet. Hun lignede en, der kunne bage boller uden opskrift og som aldrig glemte nogens fødselsdag.
Jette stod med rank ryg og hænderne foldet foran sig midt i det åbne kontorlandskab, næsten som om hun var ved at holde en tale for FN. Nick sad, som han plejede, med sin laptop alt for tæt på, fordi opladeren kun fungerede, hvis den lå i en helt bestemt vinkel. Samtidig havde han lige spildt lidt yoghurt på tastaturet og prøvede at lade som om, det ikke var sket.
Stemningen var præcis, som man kunne forvente en mandag. Energien var lav, kaffeforbruget højt, og alle gjorde deres bedste for at se ud, som om de havde styr på deres to-do-lister. De fleste rettede opmærksomheden mod Jette. Det gjorde Nick også, med en fornemmelse af, at han var på vej til at få skæld ud uden helt at vide hvorfor.
"Godmorgen, alle sammen," sagde Jette med en stemme, der helt automatisk fik Nick til at rette sig lidt op i stolen. "Jeg vil gerne introducere jer for Kamille, vores nye kollega. Kamille skal være en del af analysegruppen og har stærke kompetencer inden for datavisualisering og rapportskrivning."
Nick nikkede, selvom han ikke helt vidste, hvad datavisualisering egentlig gik ud på. Han havde engang prøvet at google det, men blev mødt af et billede med 87 cirkeldiagrammer og en overskrift, der lød: "hvorfor dit dashboard ikke virker." Han lukkede siden med det samme.
Mens Jette talte, stod den anden kvinde, som Nick antog var tolken, og lavede tegn med hænderne. Hendes bevægelser var rolige og flydende, næsten som om hun dansede med fingrene. Kamille fulgte nøje med, nikkede stille og så ud til at være mere opmærksom end nogen anden i rummet. Nick sad og tænkte over, hvordan man kunne holde styr på to ting samtidig uden at blive helt stresset. Han havde selv svært nok ved at tage noter og lytte på én gang, og hans noter endte for det meste med at bestå af halve ord og små tegninger af pizzaer.
"Kamille er døv," sagde Jette og kiggede alvorligt rundt på sine ansatte. Nick fik pludselig en fornemmelse af, at han burde gøre et eller andet. Han følte, at han skulle reagere, men havde ingen idé om hvordan. Skulle han smile? Nikke? Måske give et thumbs up?
"Derfor vil Mette, Kamilles tolk, sidde med til vores møder og samtaler, når det giver mening, for at sikre en god kommunikation. Det her er nyt for os alle, og det er helt okay. Vi skal nok finde ud af det sammen. Kamille er vant til at navigere i omgivelser med hørende, så spørg endelig, hvis I er i tvivl om noget."
Nick nikkede hurtigt. Så nikkede han igen, for at kompensere for det første nik. Pludselig blev han meget opmærksom på, hvor meget han nikkede, og derfor stoppede han brat.
Han så sig lidt omkring. Nogle af kollegerne sendte forsigtige smil, mens andre mest af alt lignede nogen, der håbede, de ikke ville blive spurgt om noget. Nick prøvede at tage det hele roligt. Han ville gerne virke afslappet, men inderst inde var han alligevel lidt usikker på, hvordan han bedst skulle gribe situationen an.
Da Jette blev stille, vendte Kamille sig mod gruppen og lavede nogle tegn med hænderne. Det var ikke mange, bare nogle præcise bevægelser og et lille, roligt smil, som ikke forlangte noget af nogen, men alligevel fik alle til at blive lidt mere opmærksomme.
Mette, tolken, tog et skridt frem og oversatte med samme rolige udtryk, som hendes blik også viste.
"Kamille siger, at hun er rigtig glad for at møde jer alle sammen, og at hun glæder sig meget til at arbejde sammen med jer."
Der blev stille et øjeblik. Det var ikke en akavet stilhed, men mere som om alle skulle finde ud af, hvordan man bedst reagerer, når noget ikke følger de sædvanlige præsentationer med PowerPoint og lidt akavet smalltalk. Nogle sendte et smil, og en mumlede et “velkommen.” En anden vinkede lidt ekstra ivrigt, næsten som om hun prøvede at gøre op for alles usikkerhed.
Jette nikkede tilfreds og klappede hænderne sammen, som om hun tænkte, at nu var det overstået, og alt var gået fint. "Godt. Så lader vi Kamille og Mette finde deres pladser, og så tager vi resten af introduktionen lidt senere."
Nick fulgte dem med blikket, mens de gik hen til det skrivebord, der var gjort klar til Kamille. Det stod lidt for sig selv, men stadig tæt nok på til, at hun var en del af teamet. Det var et sted, hvor man kunne være med uden at blive forstyrret af alt for meget kontortrafik. Gennemtænkt og omsorgsfuldt. Meget HR-agtigt, tænkte han.
Mette hjalp Kamille med at finde sig til rette ved skrivebordet. Hun lagde tasken fra sig, skubbede stolen lidt ind og derefter lidt ud igen. Det var sådan nogle små ting, som Nick normalt aldrig tænkte over, men lige nu føltes det faktisk ret betydningsfuldt.
Nick vendte tilbage til sin skærm, men tankerne var et andet sted. Han havde en let uro i kroppen, som når man tror, man har glemt at låse døren men ikke orker at tjekke.
Han så ned på Excel-arket foran sig. Det var fyldt med tal, der burde give mening, men for ham lignede det mest af alt en svær IQ-test. Han stirrede på en bestemt celle, næsten som om den skyldte ham penge.
En halv time senere dukkede Jette op ved Nicks skrivebord. Hun havde det der blik, som chefer får, når de har fået en idé, man ikke slipper udenom. Hun stod med armene over kors, holdt øjenkontakt og sendte et lille målrettet smil. Det var ikke ligefrem farligt, men heller ikke helt afslappet.
"Nick, har du mulighed for at hjælpe Kamille med at komme i gang med systemerne? Det er bare de grundlæggende ting, som hvordan man logger ind, hvor vi gemmer vores filer, og hvordan vi arbejder med sagerne hjemmefra. Det behøver ikke tage så lang tid.”
Han nikkede hurtigt og lidt for ivrigt. "Ja, selvfølgelig. Det skal jeg nok gøre."
Han sukkede lidt for sig selv og kastede et hurtigt blik over mod Kamille og Mette, som stod et par meter væk og ventede. Kamille så nysgerrig og venlig ud, næsten som om hun faktisk glædede sig. Mette smilede. Han kunne næsten forestille sig, at selv når Mette sov, var hendes ansigt stadig venligt.
Han rejste sig halvt op, rodede lidt med en ledning, der ikke var sat til noget, og vinkede lidt usikkert. "Skal vi finde en plads og sætte os?" spurgte han. Mette oversatte straks.
De satte sig ved hans skrivebord. Kamille tog plads i gæstestolen. Det var den stol, hvor han normalt stablede papkasser, men nu sad der faktisk et menneske i den. Og ikke bare hvem som helst, men en kollega, der forventede, at han skulle lære hende noget. Det var ikke længere nok bare at sige, at noget ikke virkede og derefter google løsningen i smug.
Han begyndte at forklare, hvor tingene lå. Mapper, projekter og den slags. Han talte langsomt og forsøgte at være tydelig. Eller i hvert fald så tydelig, som han nu kunne. Meget af det han sagde, var han ikke engang sikker på, han selv helt forstod. Men han gjorde sit bedste.
Mette oversatte med rolige og præcise bevægelser. Kamille nikkede opmærksomt, og snart begyndte hun at stille spørgsmål. Kamille tegnede, Mette oversatte, og Nick svarede. Så ventede han, inden det hele gentog sig. Det blev hurtigt en naturlig rytme.
Og det gik egentlig fint.
Det tog ikke længere tid end det plejer. Faktisk kørte det hele ret glat. Der var ikke noget at klage over. Ingen kaos. Ingen mærkelige IT-fejl. Men alligevel begyndte tankerne at køre rundt i hovedet på ham. Det var ikke på grund af Kamille eller Mette. De var begge virkelig rare og dygtige. Det var ham selv. Det var hans tanker, der opførte sig som et rodet køkkenskab, hvor alt vælter ud, når man åbner det.
Nu skulle han vænne sig til at vente. Hele tiden. Vente på, at der blev oversat. Vente på en reaktion. Vente på et svar. Det var ikke, fordi det tog lang tid. Det var bare selve rytmen, der var anderledes. Mere rolig og nærværende. Hans hjerne var ellers vant til at køre i høj hastighed hele tiden.
Nick kunne mærke, at det begyndte at snurre lidt i hovedet. Det var ikke på grund af dem, for de gjorde ikke noget galt. Det var bare hans hjerne, der hele tiden var et par skridt foran, og nu var han nødt til at sætte tempoet ned. Han måtte vente på, at Mette oversatte. Vente på, at Kamille reagerede. Og så vente lidt mere.
´Jeg er ikke god til ventetider´, tænkte han. ´Jeg har engang fået en panikreaktion af at se en tepose trække.´
Han lænede sig lidt tilbage og forsøgte at se ud som om, han havde styr på det hele. Under bordet trommede hans fingre rytmisk mod buksebenet. Han ville helst ikke virke utålmodig. Det var slet ikke meningen. Han ønskede bare, at tingene gik lidt hurtigere, sådan som han var vant til.
"Og her," sagde han, "kan du trække rapporter ud. Vi bruger det her værktøj til at krydse data."
Pause.
Mette oversatte.
Kamille nikkede, lavede et par tegn, og Mette forklarede. "Det minder hende om det, hun brugte i sit gamle job, så det skal nok gå."
"Super," sagde Nick og trak lidt på smilebåndet. Ikke for meget, bare nok til at det så ud, som om han havde det fint.
Indvendigt gnavede noget ved hans tålmodighed, som når en lynlås skraber mod huden. Det var ikke Kamille eller Mettes skyld. Det var bare hans eget hoved, der havde svært ved at vænne sig til den nye rytme. Alt føltes som et lille stop mellem hvert trin.
Han opdagede, at han var begyndt at tale lidt hurtigere. Det var ikke noget, han gjorde med vilje, men det skete bare. Da Mette løftede hånden og gav ham et diskret tegn om at sænke tempoet, nikkede han straks.
"Undskyld," mumlede han. "Jeg glemmer det hele tiden."
"Det er helt i orden," sagde Mette med et roligt smil. "Det er meget normalt i starten."
Han nikkede og vendte sig mod skærmen, hvor han pegede på en formular. Kamille lænede sig lidt frem for at følge med.
Han gjorde sig virkelig umage. Han vidste godt, hvordan det føles at være den, der skiller sig lidt ud. At stå i en situation, hvor man enten skal forklare sig eller bare lade være og risikere at virke lidt underlig. Kamille prøvede jo bare at falde til. Det mindede ham om dengang, han selv havde nævnt sin ADHD på et teammøde og blev mødt af de der lidt usikre blikke, hvorefter snakken hurtigt gik videre til fredagsbaren.
Så han smilede, pegede videre og forklarede så tålmodigt, han nu kunne. Indeni havde han mest lyst til at klø sig i hovedet, men udadtil var han rolig og hjælpsom. Han prøvede at fremstå som en nogenlunde velfungerende voksen.
****
De første uger gik, som uger på kontorer nu engang gør. Mails blev sendt, møder blev holdt, deadlines skulle nås, og kaffepauser blev taget.
I begyndelsen kunne man tydeligt mærke, at der var nysgerrighed omkring Kamille. Folk var venlige, især de første dage. De gjorde en ekstra indsats, stillede spørgsmål og smilede mere end de plejede. Men efterhånden som dagene gik, faldt det hele tilbage til den sædvanlige rutine. Her betød det hurtige samtaler hen over computerskærmene, små jokes i forbifarten og frokostpauser, hvor fem forskellige snakke foregik på samme tid.
Nick lagde mærke til, hvordan Kamille ofte endte med at sidde sammen med Mette i kanten af kantinen. Samtalerne gik rundt om dem, men sjældent direkte til dem. Det var ikke, fordi nogen ville holde dem udenfor. Det var bare nemmere sådan. Det krævede lidt mere at stoppe op og vente på, at der blev oversat, og det virkede ikke som om, folk havde overskud til det midt i madpakkerne og de interne jokes.
Og Mette gjorde det rigtig godt. Hun oversatte, smilede og sørgede for, at samtalerne kunne fortsætte. Alligevel kunne Nick ikke lade være med at tænke, at hun også kom til at stå lidt imellem dem. Det var ikke med vilje, men det blev bare altid til en form for samtale på tre, og det gjorde, at folk ofte valgte den nemmeste løsning og gik en anden vej i stedet.
En tirsdag satte Nick sig ved bordet, hvor Kamille og Mette sad. Han gjorde det bare, uden at tænke så meget over det.
Kamille kiggede op og smilede med det samme. Det var ikke bare et høfligt kontorsmil, men et rigtigt smil. Hun så faktisk ud til at blive lidt glad for at se ham.
"Hej," sagde han. "Har I plads til én med leverpostej og lavt energiniveau?”
Mette nikkede. "Altid."
Der blev stille et øjeblik. Det var ikke en akavet stilhed, bare en lille pause, hvor de alle lige skulle finde ud af, hvordan man starter en samtale uden at virke alt for anstrengt.
Nick pegede på Kamilles madkasse. "Er det den berømte linsesalat, vi har hørt om, eller bare noget, der ligner?"
Kamille lavede et par hurtige tegn, og Mette oversatte med et smil: "Det er quinoa. Men ja, det ligner lidt. Bare ikke helt så deprimerende."
“Ah,” sagde Nick og nikkede med et lille grin. “Jeg har aldrig helt forstået quinoa. Det føles som... ris, der har gået på højskole.”
Mette grinede, og Kamille lavede hurtigt nogle tegn. Mette begyndte at oversætte, men stoppede op midt i det hele og sendte et undskyldende smil.
"Altså... hun laver en joke, men den er lidt indviklet. Det er noget med, at quinoa er frø, der prøver at være voksne, men de kan ikke få skæg endnu."
Nick grinede, ikke så meget over joken i sig selv, men mere over hele situationen. Mette så lidt usikker ud, som om hun ikke helt vidste, om det overhovedet gav mening, og Kamille smilede stort til Nick, som om hun syntes, at hendes joke var vildt morsom, selvom han egentlig ikke forstod den overhovedet. Han prøvede dog at spille med.
"Den kan jeg godt lide," sagde han. "Små frø uden skæg, der går rundt og føler sig lidt usikre. Det er ret præcist."
De snakkede videre. Lidt om vejret, lidt om kantinemaden, lidt om den kaffemaskine, der igen havde opgivet livet. Samtalen gik lidt langsommere, fordi alt skulle oversættes, men det gjorde ikke noget. Det var faktisk hyggeligt, og Nick opdagede, at han begyndte at slappe af.
Da de var færdige med at spise, rejste Mette sig for at smide sine ting ud. Nick var lige ved at følge efter, men så mærkede han, at nogen forsigtigt tog fat i hans ærme.
Det var Kamille.
Hun så op på ham med et lille smil og lavede nogle tegn. Det var ikke mange, bare et par korte bevægelser.
Mette, der netop var på vej tilbage, fangede det og sagde: "Kamille siger, at hun er rigtig glad for, at du spiste sammen med os."
Nick nikkede og smilede. "Selvfølgelig."
Alligevel kunne han mærke, at der var et eller andet, der gjorde lidt ondt indeni. Ikke noget dramatisk, bare en stille tanke, der ikke ville slippe. Kamille var virkelig taknemmelig, og det var tydeligt, at det betød noget særligt for hende. Måske fordi hun ofte sad alene med sin tolk.
Han kiggede over mod de andre borde, hvor resten af teamet sad sammen og snakkede og grinede. Der var ikke noget ondt i det, men det var tydeligt, at de bare havde glemt Kamille lidt.
Han rejste sig sammen med Kamille og Mette og bar sin bakke ud, men den der fornemmelse blev hængende. Kamille gjorde virkelig sit bedste for at være en del af fællesskabet, men alligevel sad hun ofte for sig selv og brugte hænderne til at tale, mens alle andre hastede videre uden at lægge mærke til hende.
Det gjorde faktisk lidt ondt at tænke på. Mere, end han egentlig ville indrømme over for sig selv.
****
Det var ikke noget, der skete fra den ene dag til den anden. Nick kunne ikke pege på et bestemt øjeblik og tænke: ‘Der blev vi venner.’
I stedet voksede det langsomt frem over de næste par måneder. Tegnene gik hurtigere, han lærte flere ord, og de pauser, der før gjorde ham nervøs, føltes nu bare som en del af samtalen. Mette trak sig lidt mere tilbage, især til frokost. Nick og Kamille kunne efterhånden klare det meste selv. Hvis han ikke forstod noget, gentog hun tegnet langsommere eller pegede, og hvis det stadig ikke gav mening, grinede de bare og prøvede igen.
Tegnsprog var ikke nemt, men Kamille gjorde det nemt at ville lære. Hun var tålmodig uden at være overbærende. Hun havde en ro, og hun kunne få dem begge til at grine, hvis han lavede fejl, før han nåede at blive irriteret på sig selv.
Det overraskede ham, hvor meget hun grinede, og hvordan hendes humor var. Skarp og lidt fræk, som om hun først nu lod den komme frem. Som den dag, hvor han forsøgte at spørge til en serie på Netflix, men blandede tegnene sammen, så det kom til at handle om nøgenhed og kage. Kamille begyndte at grine så meget, at Mette måtte oversætte:
"Kamille siger, hun gerne vil se den nøgen-kage-serie, hvis den findes. Og at du bare skal sige til, når du får hovedrollen."
Nick blev rød i hovedet, men kunne ikke lade være med at grine hele vejen tilbage til skrivebordet.
Efterhånden begyndte de at drikke kaffe sammen. Ikke hver dag, men ofte. Frokost blev også fast, som en vane. På papiret lavede Nick stadig det samme arbejde som før, men det føltes anderledes nu. Ikke fordi jobbet var blevet mere spændende, men fordi der var noget ved siden af. Tegnene blev et frirum, hvor hans hoved for en gangs skyld kunne være stille.
Når han tegnede, glemte hans fingre at tromme mod låret. Det skete bare. De fandt noget andet at lave, noget der gav mening. Stilhed behøvede ikke længere betyde uro.
Og så var der Kamille.
Hun var blevet den, han snakkede mest med på kontoret. Ikke fordi han trak sig fra de andre, men fordi hun forstod ham lidt bedre. Hun fangede hans rastløshed, de skæve indfald, og de kommentarer, han kom med uden at tænke for meget. Han lærte også mere om hende: Hun elskede dokumentarer om mærkelige dyr, samlede på postkort, og kunne tale i timevis om underlige drømme eller dårlige oversættelser. Hun havde endda overvejet at blive stand-up-komiker, men havde droppet det, fordi lyd jo fylder en del.
En aften sad Nick hjemme og øvede tegn foran spejlet. Han grinede lidt over, hvor mærkeligt det hele var. At han, med ADHD og kort lunte, havde fundet ro i et sprog, hvor man lytter med øjnene. At hans bedste ven på arbejdet var en kvinde, hvis stemme han aldrig havde hørt. Alligevel hørte han hende tydeligt.
En morgen på kontoret sad Nick begravet i sin skærm, da Kamille kom ind. Hun så lidt skarpere ud i dag, med sort blazer, opsat hår og en rolig selvsikkerhed. Han lavede et tegn, han mente betød ‘du ser tjekket ud’. Smilende, som en slags kollegial thumbs-up.
Kamille stivnede lidt, hendes kinder blev røde, og hun svarede med et hurtigt "tak" på tegnsprog, men virkede lidt usikker. Nick forstod ikke helt, hvad der var sket. Han havde bare forsøgt at give hende et kompliment.
Senere ved kaffemaskinen kunne han ikke lade være med at spørge Mette:
"Hvad betyder det egentlig, når man siger, at nogen er ‘du ser tjekket ud’ på tegnsprog?"
Mette spurgte, hvilket tegn han brugte. Da Nick viste det, smilede hun lidt og forklarede:
"Det betyder ikke bare ‘tjekket’. Det betyder nærmere noget i retning af ´sexet´ eller ´lækker´."
Nick gik i stå. Han havde åbenbart ikke givet hende et uskyldigt kompliment, men i stedet sagt noget, der passede bedre til after work drinks end mandag morgen på kontoret.
"Perfekt," mumlede han og kiggede ned i kaffen.
"Det går nok," sagde Mette og klappede ham let på skulderen. "Kamille har nok forstået, at det ikke var med vilje."
Nick nikkede, men tankerne blev hængende. Han havde lyst til at forklare sig, men heller ikke gøre et stort nummer ud af det. Alligevel gik han hen til Kamille.
‘Undskyld, Kamille, jeg mente ikke sexet,’ tegnede han langsomt. ‘Jeg ville bare sige, at dit tøj så pænt ud.’
Hun kiggede på ham et øjeblik og begyndte så at grine. Ikke hånligt, bare varmt. Hun tegnede tilbage, at det var okay, og at hun bare var blevet overrasket.
Nick smilede lettet. Den akavede stemning var væk. De arbejdede videre, men han kunne mærke, at Kamille kiggede på ham. Da han så op, mødte hun kort hans blik, før hun hurtigt kiggede væk.
Nick løftede et øjenbryn for sig selv.
Hm?
****
Over de næste par måneder blev Nick og Kamille bare tættere. Det skete uden de store ord. Tegnsproget blev langsomt deres eget, og Nick blev efterhånden ret god til det. De fik deres egne små interne jokes, hurtige blikke og et særligt kodesprog, de andre ikke var en del af.
Folk på kontoret lagde mærke til det. De begyndte at hviske, og især én dag, da Nick og Kamille stod ved kaffemaskinen, fik han det at høre fra Anders. Han var typen, der aldrig kunne lade være med at kommentere, hvis noget skilte sig ud.
"Det er sgu imponerende," sagde Anders og lænede sig op ad bordet. “Jeg kan knap nok lære Excel, men du lærer simpelthen tegnsprog for at score en pige."
Nick kiggede roligt på ham, lidt træt men uden at lade sig rive med. "Shit, du har ramt hovedet lige på sømmet," sagde han tørt. "Det handler jo altid om sex, ikke?"
Anders grinede, rystede på hovedet og gik sin vej. Nick vendte sig mod Kamille og lavede bare et lille tegn, der betød ‘slap af.’ Han sagde ikke noget om det, Anders havde sagt, men Kamille havde fanget stemningen og den måde Anders havde set på dem.
Nick smilede lidt for sig selv, lavede et nyt tegn for ‘lad ham snakke’ og hældte kaffe op. Kamille sendte ham et hurtigt blik og kunne ikke helt skjule sit smil, selvom hun var blevet lidt rød i kinderne.
Julen nærmede sig, og kontoret var fyldt med nisser, papirbunker og den sædvanlige juletravlhed. Firmaets årlige julefrokost skulle holdes på et konferencehotel, hvor de ansatte fik hver deres eget værelse, hvilket blev værdsat. Festsalen var stor og fyldt med forventning. Først hjemme foran sit skab gik det op for Nick, hvor meget han havde tænkt over aftenen, mens han ledte efter noget tøj, der stadig kunne knappes.
Han ankom lidt sent til hotellet og fik øje på Kamille ved baren. Hun havde en mørkerød kjole på, håret var sat op, og hendes blik var roligt, næsten udfordrende. Han stod et øjeblik og blev overrasket over, hvor anderledes hun så ud i det bløde lys i den store festsal. Ikke fordi hun nogensinde så dårlig ud, men det her var noget særligt.
Nick trak vejret ind og lavede et hurtigt tegn: ‘Du ser pæn ud.’
Kamille løftede et øjenbryn og sendte ham et smil. ‘Mener du ‘pæn’ eller ‘sexet’? Jeg ved, det er nemt for dig at kludre i,’ tegnede hun.
Nick rødmede og grinede. ’Det var kun én gang! Jeg mener det på den pæne måde denne gang.’
Kamille nikkede og svarede med et tegn, der betød: ‘Du ser heller ikke selv håbløs ud i dag.’
De gik ind sammen, mens festen allerede var i gang. Folk dansede, musikken spillede, og stemningen var høj. Nick mærkede en uro, men han fangede Kamilles blik og spurgte forsigtigt, om hun ville danse. Hun sagde ja med det samme, rejste sig og fulgte ham ud på dansegulvet.
De dansede tæt, og Nick kunne mærke, at det hele gik op i en højere enhed. Samtalen mellem dem var flydende, selv på dansegulvet, hvor de udvekslede små tegn og smil. Kamille lænede sig lidt tættere på og tegnede, at han faktisk var god til at danse. Han smilede og svarede, at hun heller ikke var til at følge med, selvom han inderst inde mest var stolt af ikke at træde hende over tæerne.
Efter et stykke tid begyndte flere af de kvindelige kolleger at hive fat i Nick for at få ham med i andre danse. Han var en af de få mænd, der rent faktisk ville danse, så de var ivrige efter at få ham med ud på gulvet. Flere af dem prøvede nærmest at trække ham væk fra Kamille, mens han stadig stod og dansede sammen med hende, som om de konkurrerede lidt om hans opmærksomhed. Kamille smilede og tegnede, at han bare skulle gå ud og more sig. Nick fulgte med, selvom han egentlig helst ville blive hos hende. Men det var julefrokost, og han var for høflig til at sige nej.
Mens han dansede, kunne han ikke lade være med at holde øje med Kamille. Ingen af de andre samtaler eller danse føltes helt rigtige. Da han efter sin femte dans endelig slap væk, sad hun alene ved et bord, lidt trukket tilbage fra festen. Han gik over til hende.
‘Er det okay?’ tegnede han, mens han satte sig.
Kamille smilede og nikkede, men hun så ikke helt overbevisende ud.
‘Er du sikker?’ spurgte han igen, denne gang mere roligt og alvorligt.
Kamille tog en tår af sin drink og lavede et tegn. ‘Du er vist ret populær i aften.’
Nick grinede og slog opgivende ud med hænderne. ‘Det er ikke min skyld, jeg er en af de eneste mænd, der tør danse. Det går bare lige i statistikken.’
Kamille sendte ham et blik, der var halvt drillende, halvt undersøgende. ‘Pas på, det stiger dig til hovedet. Snart tror du, du er kontorets Brad Pitt.’
Han lo og rystede på hovedet. ‘Det er ikke gået så vidt endnu," tegnede han, "og jeg ville alligevel hellere bare danse med én bestemt person.’
Kamille hævede øjenbrynene og så næsten overrasket ud. ‘Nå, kun én? Jeg troede ellers, du havde flere beundrere i aften.’
Nick rødmede lidt og så væk et øjeblik. ‘Der er kun én, jeg rigtig ser,’ tegnede han og smilede forsigtigt.
Kamille kiggede på ham lidt længere denne gang, blikket blev blødere. Hun tegnede: ‘Folk tror, jeg er skrøbelig, bare fordi jeg er døv. Men det er jeg altså ikke.’
Nick holdt blikket fast i hendes og nikkede. ‘Det ved jeg godt.
Der blev stille et øjeblik, og Kamille tøvede. Hendes fingre rystede en smule, da hun tegnede sit spørgsmål: ‘Er du tiltrukket af mig?’
Nick smilede og holdt øjenkontakten. Han svarede roligt: ’Er det ikke ret tydeligt?’
Kamille rødmede, og det var svært ikke at bemærke det. Hun så ned og lod blikket glide over sine hænder.
Nick grinede stille. Selvom der var mennesker omkring dem, føltes det som om, de var alene i lokalet. Ingen forstod, hvad de sagde. Stemningen imellem dem var intens, og hans hjerte slog lidt hurtigere.
Kamille tog en dyb indånding, mødte hans blik og tegnede forsigtigt: ‘Vil du med udenfor?’
Nick nikkede, rejste sig og fulgte efter hende ud i den kolde natteluft.
****
Udenfor var der stille. Lydene fra julefrokosten var dæmpet, og luften var kold og frisk. De standsede lidt væk fra døren, hvor de kunne være i fred.
Kamille vendte sig mod Nick og så på ham med et blik, han ikke helt kunne læse. Hun løftede hænderne og tegnede: ‘Du er den eneste, der har lært tegnsprog for min skyld.’
Nick tøvede et øjeblik, men smilede så, varmt og lidt genert. ‘Hvis du kun havde talt kinesisk,’ tegnede han, ‘så havde jeg købt en dansk-kinesisk ordbog og var startet der.’
Kamille rødmede lidt og tog forsigtigt hans hånd, som for at mærke efter, om han ville blive stående. Det gjorde han. Han trak hende stille ind til sig og kyssede hende. Det var ikke dramatisk, bare ærligt og nært.
Hun blev overrasket et øjeblik, men kyssede så igen, blidt og roligt, som om hun sagde ja uden ord.
De blev stående et øjeblik, bare dem to. Til sidst trak Kamille sig lidt tilbage, smilede og tegnede: ‘Jeg har tænkt på at kysse dig i ret lang tid.’
Nick mærkede en varme brede sig i kroppen ved hendes direkte ord. Han lagde hånden mod hendes nakke og lod den glide forsigtigt ned langs hendes ryg og videre ned til hendes lår. Langsomt tegnede han ordene mod hendes hud: ‘Er det okay?’
Kamille tøvede ikke. Hun tog hans hånd og førte den op til sit bryst, lod ham mærke den faste runding gennem kjolestoffet, mens hendes øjne udfordrede ham drilsk. Nick kunne mærke varmen fra hendes krop sende små stød gennem ham, og deres kys blev hurtigt dybere, mere krævende. Hans pik blev hård og pressede tydeligt mod hendes hofte.
I et øjeblik trak Kamille sig en smule tilbage og tegnede med et lyst smil:
Kamille trak sig lidt tilbage og tegnede med et frækt blik: ‘Skal vi tage op på mit hotelværelse og fortsætte?’
Nick nikkede, tændt af forventning.
Hun rødmede let, tog fat om hans hånd og trak ham hurtigt med mod elevatoren. På vejen sendte hun en hurtig besked til Mette om, at hun kunne tage hjem nu.
I elevatorens mørke trak han hende tættere ind til sig. Deres læber mødtes igen i et vådt, dybt kys, mens Kamille lænede ryggen mod elevatorens væg. Hun viklede sit ene ben omkring ham og pressede ham tættere på. Hans hånd gled langsomt op over hendes nøgne lår, inden fingrene forsigtigt nåede hendes trusser. De var allerede varme og gennemblødte af ophidselse. Hun stønnede lavt mod hans mund og lod sin hånd glide ned over hans bukser, hvor hun mærkede hans hårde pik mod håndfladen.
Han kærtegnede blidt hendes bløde bryster, mens hans hænder langsomt bevægede sig ned mod hendes varme, indbydende fisse. Han mærkede fugten glinse mod sine fingerspidser, og hver berøring sendte en bølge af lyst gennem ham. Hans pik blev hurtigt stiv og reagerede på den voksende passion mellem dem.
Midt i intensiteten tegnede Kamille med et dristigt smil:
‘Mit værelse. Nu.’
Nick nikkede ivrigt, og uden tøven trak hun ham med sig ud af elevatoren. De skyndte sig ned ad gangen som to liderlige teenagere. Da de trådte ind ad døren, greb han hende med det samme og pressede hende op mod den kolde væg. Deres læber fandt hinanden i et brændende kys. Hendes hænder greb fat i hans hår, og kysset blev dybere og mere intenst.
Med beslutsomme bevægelser gik han på knæ foran hende. Han trak hendes trusser ned og blottede hendes nøgne krop. Han skilte hendes skamlæber ad, og hun var fugtig og varm. Små dråber gled ned ad hendes inderlår, mens han stak tungen frem og lod den glide over hendes lår og ind til hendes fisse. Hun smagte intenst, salt og let syrligt. Han drak af hende med en sult og en lidenskab, som om det var det vigtigste i verden.
Midt i den ubønhørlige rytme fortsatte Nick med at slikke hende, mens hans tunge udforskede hver eneste kurve på hendes krop. Hendes krop spændtes og svajede i takt med den intense stimulation, og snart brød hun sammen i en voldsom orgasme. Hendes hænder greb fat i hans hår og trak ham endnu tættere ind mod sig. I den eksplosive nydelse blandede hendes rå støn med hans beslutsomme handlinger, og i det kaotiske øjeblik, hvor alt syntes at forsvinde, forblev kun den brændende, ubesværede længsel, der bandt dem sammen.
Da orgasmen væltede igennem hende, greb Kamille fat i Nicks hår og trak ham op til sig, så de igen stod ansigt til ansigt. Hendes øjne var mørke og glinsende, og uden tøven pegede hun først på ham og så på sig selv. Hun formede hurtigt en cirkel med den ene hånd, mens hun med den anden førte en finger rytmisk frem og tilbage gennem åbningen. Beskeden var klar:
‘Knep mig nu.’
De flåede tøjet af hinanden uden at tænke på andet end deres nøgne kroppe, der hurtigt kom til syne. Kamille stod foran ham uden en eneste tråd på kroppen. Hendes bløde bryster, afrundede hofter og glatte lår virkede endnu smukkere i det dæmpede lys. Hendes hud var varm og skinnende af sved, og den våde varme mellem hendes ben fortalte ham alt, hvad han havde brug for at vide..
Nick trådte tættere på hende, pressede hende mod væggen og lod sin hårde pik glide mod hendes våde åbning, før han med et enkelt stød fyldte hende helt ud. Hun gispede skingert, og han begyndte at bevæge sig hurtigt og rytmisk inde i hende, mens hun holdt fast om hans skuldre og borede sine negle let ind i hans hud. De bevægede sig sammen, hurtigt og grådigt, indtil der ikke længere var andet tilbage end deres varme, svedige kroppe, der gled sammen i en fælles, ordløs nydelse.
Nick pressede Kamille op mod hotelvæggens kølige, ru overflade, mens hans hårde pik gled dybt op i hendes våde, saftige skød. Hun stønnede højt, mens hendes hænder blev presset hårdt mod væggen for at holde balancen. Hans bevægelser blev fastere, mere krævende, og hver gang han gled ind i hende, skælvede hendes krop af nydelse.
Hans hænder gled op og greb hårdt om hendes bryster. Han masserede dem grådigt, klemte brystvorterne mellem fingrene og kunne hendes hjerte slå hurtigt under hendes ribben. Kamille tegnede hurtigt med hænderne foran ham:
‘Mere, hårdere. Tag mig, Nick.’
Nick greb straks hårdt fat i hendes hofter, vendte hende rundt, og gav hende et klask på numsen, som fik hende til at gispe af både smerte og vellyst. Han løftede det ene af hendes ben op, så hendes skamlæber blev åbnet endnu mere. Hendes varme, stramme åbning omsluttede ham, og for hvert dybe stød mærkede han, hvordan hendes safter dryppede ned ad hans skaft.
Hendes støn var hæst og ukontrolleret, som om hendes stemme blev brugt for første gang. Lydene kom direkte fra kroppen, rå og næsten primitive. Der var intet smukt eller poleret over dem, kun hendes ægte, ufiltrerede reaktioner. Lyden fyldte rummet, hæs, ru og så oprigtig, at det gav Nick kuldegysninger ned ad ryggen.
Hans hofter pressede sig hårdt mod hendes numse, mens hans pik gled dybt ind i hendes varme, stramme indre. Hver bevægelse fik safterne mellem hendes åbne skamlæber til at sive ned ad lårene, og lyden af hans krop, der gled vådt ind i hendes, blandede sig med hendes hæse, uregelmæssige udbrud.
Nick mærkede, hvordan hendes stramme skamlæber næsten holdt fast om ham. Inde i hende gled hans skaft mod de glatte folder og riller, der omsluttede ham som en silkeblød handske. Hver gang han trak sig lidt ud og pressede sig ind igen, føltes det som om hendes indre sugede ham dybere ind. Hendes krop var våd og varm, og lyden af deres sammenstød fyldte rummet.
Han knurrede lavt og kiggede på hende, mens hun pressede sig mod væggen. Hendes hænder rystede let, da hun tegnede:
‘Bliv ved. Jeg kan ikke få nok.’
Hans pik dunkede hårdt inde i hende, omringet af hendes varme, stramme indre. Hendes glatte folder omsluttede ham tæt og gled mod hans skaft, mens hans ben blev svage af nydelse. Det var umuligt for ham at holde igen. Hver bevægelse sendte en bølge af varme gennem ham, og hendes skedemuskler strammede grebet om ham, som om hun nægtede at slippe ham ud igen.
Luften omkring dem var tyk af duften fra hendes hud og deres sved. Den salte smag af hendes krop hang stadig på hans tunge. Hendes åndedræt var tungt og hurtigt, og hendes hofter bevægede sig krævende og ubesværet mod ham. Deres rytme voksede, kroppenes bevægelser blev hurtigere, hårdere og mere utålmodige, mens hun med hvert åndedrag kom tættere på sit klimaks.
Kamille knælede på den bløde seng med den ene arm hvilende mod kanten, mens Nick forsigtigt drejede hendes anden arm om bag ryggen. Han holdt fast i hendes nakke og bøjede hendes hoved let bagover. Hans opsvulmede, hårde pik gled dybt ind i hendes stramme, varme indre. Hendes skede klemte om ham, våd og glat, og hver bevægelse fik hendes muskler til at stramme sig omkring ham.
Nick vendte blikket mod Kamilles ansigt og trak hende ned, så hendes læber og kind blev presset mod det kolde lagen. Hendes øjne, næsten slørede af den kraftige følelse, mødte hans blik, og hun smilede vildt gennem de våde øjne. Med sin ene frie hånd tegnede hun tydeligt:
’Tag mig hårdere!’
Det behøvede hun ikke at sige to gange. Kamille klamrede sig til hovedpuden, som om den kunne holde fast i den sidste rest af kontrol. Nick gav ikke slip. Han pressede sin pik hårdt og fast ind i hendes stramme, våde skede i en vedvarende rytme, der fik hendes muskler til at klemme om hans skaft ved hvert stød. Lyden af hendes åndedrag og den glatte, saftige friktion mellem hans pik og hendes indre folder fyldte rummet og fik det til at føles som en træt massage, der kun gjorde det sværere at holde sig tilbage..
Han slog hårdt og beslutsomt på hendes bløde numse, hvert slag ramte med kraft og fik hende til at gispe. Til sidst pressede han hendes hoved ned i det bløde lagen, hvor hun næsten forsvandt i stoffet, mens han fortsatte sine ubønhørlige stød.
Nick vendte hende rundt, så Kamille lå på ryggen med benene spredt. Han satte sig mellem dem med et fast blik i øjnene. Han pressede sin hårde pik ind mellem hendes stramme skamlæber og gled dybt ind i hende med et kraftigt ryk. Så begyndte han at bevæge sig hurtigt og hårdt. Den ene hånd greb om hendes hals, som om han ville holde hende fast, mens den anden legede med hendes bryster og pressede dem ved hvert stød.
Han greb fat i Kamilles ene lår og trak hende tættere på, og med en beslutsom bevægelse spredte han hendes ben endnu videre fra hinanden. Hun tog underdanigt imod. Nick lænede sig frem over hende, og med et intenst, kontrolleret greb om hendes ansigt, pressede han sin tommelfinger ind i hendes mund, som hun halvt suttede på mellem de hæse støn. I samme øjeblik, mens han kneppede hende med en ubønhørlig, brutal rytme, tegnede hun med hænderne i et vildt, tavst råb:
’Lad mig ride dig?’
Nick ville gøre alt for Kamille. Han lagde sig ned og vendte hende rundt, så hun kunne sidde på ham. Kamille kravlede op og satte sig med benene omkring hans hofter. Hun bevægede sig hurtigt, næsten vildt. Hendes ben bølgede op og ned over hans hårde pik, og hver gang han pressede ind i hende, gled han dybt ind i hendes stramme, våde skede med en nådesløs kraft. Samtidig gned hun sine fingre over sin klit, og de små støn, hun holdt tilbage, sammen med hendes rå, forvredne lyde, tydeliggjorde, at hun var tæt på at komme.
Nick greb fat i hende og trak hende tæt tilbage. Han lænede sig mod sengegavlen, så hans ansigt kom tæt på hendes, og han kastede sig over hendes bryster. Han slikkede og sugede på dem med ivrig mund, mens deres hænder fandt hinanden, og deres fingre flettede sig sammen midt i kaosset.
Nick trak hende brat tilbage, lænede sig mod sengegavlen, så hans ansigt kom tæt på hendes, og tog fat om hendes bryster med sin mund. Han slikkede og suttede, mens deres hænder mødtes, og fingrene flettede sig sammen. Kamille holdt fast om hans ansigt og kyssede ham. Hendes læber pressede mod hans. Hun lavede et tegn med sine rystende fingre, selvom han allerede kunne se det i hendes blik: ‘kom i mig.’ Hans pik blev presset dybt ind i hendes stramme skede med hurtige, hårde bevægelser. Hun rystede under ham, musklerne klemte hårdt om hans skaft for hvert stød, og hendes rå støn blandede sig med lyden af hud mod hud.
Hun skreg højt, da hun nåede sit klimaks, og Nick fulgte kort efter med et dybt støn. Han sprøjtede sin sæd ind i hendes stramme, våde skede, og den varme væske strømmede ind med hvert stød. Kamille lå og rystede i hans arme, gispende efter vejret, mens han fortsatte med at bevæge sig ind i hende og pressede det sidste ud med et lavt, knurrende støn.
Deres trætte øjne mødtes i et stille øjeblik, før Nick greb fat i hende og vendte hende rundt i sengen. Hun hvinede, da han lagde hende på ryggen og lagde sig tungt ovenpå med sin krop tæt mod hendes. Han kiggede ned i hendes øjne og strøg roligt sine fingre gennem hendes våde, svedige hår.
’Jeg nød det virkelig’, tegnede Kamille. Hendes øjne var lidt blanke. ‘Jeg havde aldrig troet, jeg kunne føle sådan her.’
Nick lod blikket hvile på hende. Hans bryst bevægede sig tungt mod hendes, og uden at sige noget, løftede han sine egne hænder og svarede, tegn for tegn:
’Det her er ikke bare en engangsting, Kamille.’ Han lagde sin hånd mod hendes kind, tommelfingeren gled let hen over hendes læber, før han fortsatte: ’Jeg vil have dig. Hver dag. Ikke bare sex. Dig. Alt, hvad du er.’
Kamille smilede svagt og tegnede et hjerte på hans bryst. Han behøvede ikke forstå tegnsprog for at forstå, hvad det betød. Han bøjede sig ned og kyssede hende langsomt og dybt, begge hænder omkring hendes ansigt, som om han ville holde hende der for evigt. De lå sådan, tæt mod hinanden, mens hans pik langsomt blev slap inde i hende.
Uden et ord trak han dynen over dem og holdt hende tæt. Nu var det ikke længere bevægelserne, der talte, men stilheden, deres hjerteslag og varmen mellem dem. Og i den stilhed lå løftet om noget mere, som først lige var begyndt.
————–—–
Tak fordi du ville læse med! Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Jeg tager også imod ønsker til historier. Hvis du har et ønske til noget specifikt, er du velkommen til at skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com. Du kan også række ud til mig via hjemmesiden!
Erotiske noveller skrevet af Jeriko