Til lokoføreren på den lille togbanestrækning et sted i Vestjylland
Luften udenfor toget var frisk og kold – og der var frost i luften. Snefnuggene var begyndt at dale ganske stille – og selv om det var romantisk, var det nærmest lige så koldt inde i toget som udenfor. Hun åndede ud i luften – jo, hendes ånde kunne ses inde i toget.
Utroligt, at der kunne køre tog uden varme, tænkte hun. Men det var nu ret typisk for lige netop denne strækning, at man satte de dårligste tog ind. Hun sukkede. Toget var ovenikøbet blevet voldsomt forsinket. Ikke at hun skulle nå noget særligt – men hun havde glædet sig til at komme hjem og få fyret op i brændeovnen, så hun kunne få varmen igen.
Folk havde været vrede over forsinkelsen – lokoføreren havde mumlet noget uforståeligt om is på skinnerne over højtaleren. Hun sukkede. Der var nu kun én anden passager med. En ældre dame, der havde samlet sine ting sammen. Hun skulle nok af ved næste station.
Hun så på uret. Næsten 45 minutters forsinkelse. Hun vidste dog, at forsinkelsen sikkert ville blive endnu større. Banen her var så lille, at toget ville skulle vente på flere stationer på modkørende tog. Måske? Isen ville måske også være et problem for dem? Hvis der bare ikke havde været så pokkers koldt. Så kunne hun allerede nu havde siddet hjemme ved sin brændeovn med varm kakao…
Toget bremsede ganske forsigtigt op – det nærmede sig næste station. Togføreren mumlede igen noget om modkørende tog og en yderligere forsinkelse. Den ældre dame fik trykket på døråbneren og gik ud. Sneen væltede ned nu. Man kunne ikke engang se stationsskiltet. Heldigvis kendte hun banen så godt, at hun vidste præcis, hvor hun var. Herfra og til hendes ankomststation var knap en halv times kørsel. Hun sukkede og fortrød sine tynde strømpebukser og kjolen. Hun havde for længst taget sit halstørklæde af og lagt det over sine ben – men hun frøs alligevel.
Det så ikke ud til, at der kom nye passagerer på ved denne station. Det gjorde der sjældent på dette tidspunkt af dagen. De fleste folk sad sikkert hjemme med deres varme aftensmad og kiggede ud på sneen. Hun ville have gjort det samme, hvis ikke toget havde været så forsinket. Hun sukkede igen – og kiggede på den hvide ånde, der viste sig i luften foran hende. Hvorfor havde toget her ikke nogen varme? Hun mærkede på panelerne, hvor der plejede at komme varme ud – men de virkede til at være helt slukket. Hun fantaserede lidt videre om sin brændeovn, mens toget holdt stille.
Hun tog med kolde, rystende hænder sin telefon op for at se, om hun kunne finde ud af, hvor lang tid forsinkelsen ville vare endnu. Selv om toget for længst skulle være kørt, kunne man af og til være heldig, at Rejseplanen havde opdateret det med et antal røde minutters forsinkelse. Men da hun fik åbnet sin app og kiggede lidt nede på listen for at finde sit tog, var der ikke et antal røde minutter. Hele afgangen her var til gengæld streget ud med rødt og en lille besked nederst sagde: ”Et af dine transportmidler er desværre aflyst. Vi anbefaler derfor et af de øvrige rejseforslag”
Hun lukkede app’en ned og prøvede igen. Samme besked kom frem. Hun tjekkede uret. Det VAR den rigtige afgang – men hvordan kunne toget være aflyst? Hun sad jo i det? Kunne man virkelig aflyse et tog, der holdt på en station? Ovenikøbet et tog, hvor der stadig sad passagerer – eller i hvert fald en passager: hende? Hun trommede lidt med fingrene på låret og kiggede rundt i det tomme kolde tog. Hun var stadig den eneste passager. Så besluttede hun sig for at gå op og spørge lokoføreren.
”Forstyr ikke lokoføreren under kørslen”, stod der på døren. Hun tøvede. Kunne hun godt tillade sig at banke på og spørge? Teoretisk kørte toget jo ikke lige nu… Hun kunne høre en dyb stemme på den anden side af døren. Han lød alt andet end tilfreds. Hun tog mod til sig og bankede på. Der skete intet. Så bankede hun lidt hårdere på døren. Der gik et øjeblik, og så hørte hun låsen blive slået fra. Hun listede forsigtigt ind.
Det første hun mærkede, var varmen. Her hos lokoføreren var der lige så varmt som foran hendes brændeovn, men varmen stod i skarp kontrast til den iskolde stemme:
”Så må I sgu finde ud af det…. Vi kan ikke bare holde her…. Ja…. Måske?.... Ja, det ved jeg sgu ikke. Intet ved det her lort virker jo. Alt for varmt herinde – og i resten af sættet kan man nærmest se sin egen ånde…. Jeg er sgu pisse-ligeglad….. Der skal ske noget – og det skal være NU!.... Ja, nr 5666….. 5666, sagde jeg…. For FANDEN DA”!
Han smækkede røret på. Hun vidste ikke helt, om hun turde gå tættere på. Lokoføreren virkede meget vred. Man kunne selvfølgelig godt forstå det, tænkte hun ved sig selv… Han havde jo helt ret – de kunne ikke bare blive holdende ved stationen. Åh, hvor var der dejligt varmt herude – hun lukkede døren forsigtigt. Ved det lille klik fra døren, rullede lokoføreren sin stol rundt og fik øje på hende. Han skulle lige til at sige noget, da telefonen ringede igen.
”5666 her”, svarede han, da han tog telefonen. Han lyttede, brummede lidt og afsluttede så med et: ”Forstået. 5666 slut”.
Så vendte han sig om mod hende igen.
”Det er jeg altså ked af”, sagde han med sin dybe stemme, mens han kiggede på hende.
”Jeg ved ikke, hvor længe vi kommer til at holde her” Han slog frustreret ud med armene og fortsatte:
”Du må altså meget gerne vente herinde sammen med mig. Her er vist lidt varmere”… Han smilede til hende.
Hun stirrede på ham – kunne ikke lade være. Hun havde regnet med at møde en halvgammel, tør type. I hendes forestilling var lokoførere både kedelige og tyndhårede… Og i hvert fald helt, helt anderledes end den mand, som nu sad overfor hende. Han var ældre end hende – meget ældre. Men hans udstråling var rå, varm og maskulin. Musklerne bulede under hans lyseblå skjorte og han var usandsynlig solbrændt, hvilket bare fik hans isblå øjne til at lyse endnu mere op. Man kunne tydeligt se smilerynkerne omkring hans øjne – men lige nu havde han også et par dybe, spørgende rynker i panden.
”Jeg… jeg ville bare….” stammede hun usammenhængende, mens hun så hans øjne bevæge sig fra hendes ansigt og længere ned over hendes krop.
”Toget er aflyst”? fik hun så sagt i en lidt spørgende tone.
”Ja, det er noget lort”, kom det promte fra lokoføreren, ”Fordi vi er så forsinkede, er vi røget helt ud af systemet. Det er også det her åndssvage nye signalsystem. Når vi ikke figurerer på listen, kan vi ikke få tilladelse til at køre”… Han holdt en lille pause og fortsatte så. ”Det er også ligemeget, hvorfor vi ikke kan køre. Det kan vi i hvert fald ikke… Og den forbandede sne gør det ikke meget bedre”. Han mumlede det sidste for sig selv og kiggede ud, hvor snefnuggene stadig havde travlt og fløj rundt imellem hinanden.
”Så…. Du ved slet ikke, hvornår vi kan komme videre”? spurgte hun forsigtigt.
Lokoføreren rystede på hovedet: ”De kigger på det – det kan godt komme til at tage tid… Timer måske… Meeen”, fortsatte han forsigtigt, ”det er vel heller ikke så skidt endda at være herude i varmen…. sammen med mig”?
Hun blev fuldstændig målløs. Her sad de fast i toget med sneen hvirvlende rundt udenfor – og han flirtede med hende? Eller…. Det troede hun i hvert fald. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Måske misforstod hun bare hele situationen. Sandsynligvis misforstod hun hele situationen. Lokoføreren prøvede bare at være flink og gøre hende tryg ved situationen. Andet var der helt sikkert ikke i det. Hun udstødte et dybt suk af lettelse.
”Jeg ved godt, at det er kedeligt”, sagde lokoføreren med sin dybe stemme. ”Har du lyst til at se, hvordan toget fungerer herude? Vi har jo ikke så meget andet at tage os til alligevel”…
Hun nikkede. Hun havde af og til set førerhuset på toget, når de kedelige lokoførere gik ud og ind, men hun anede ikke, hvordan det hele fungerede. Hun kiggede interesseret på alle knapper og tal på instrumentbrættet – eller hvad det nu hed i et tog.
Lokoføreren gav sig til at forklare, mens hun nød varmen. Bagefter måtte hun indrømme for sig selv, at hun i virkeligheden ikke havde hørt så godt efter. Der var så mange knapper og små skærme at holde øje med – og den hvirvlende sne udenfor gjorde ikke det hele mindre forvirrende.
Desuden duftede han simpelthen så dejligt…. Lidt af citrus og sæbe – og måske bare sig selv? Hun fik lidt røde kinder – godt han ikke kunne høre hendes tanker.
”Denne her er dødmandsknappen”, fortsatte lokoføreren sin tale. Han pegede på en rød knap foran sig og fortsatte: ”Man skal trykke på den hver 20. sekund hele turen igennem. Hvis man ikke trykker, kommer der en alarm – og hvis man stadig ikke trykker, bremser toget af sig selv”…
Mens han talte, strejfede hans ene store, hånd hendes bagdel. Det måtte være en fejl, tænkte hun ved sig selv. Sandt at sige var der heller ikke meget plads herinde.
Telefonen ringede igen – og idet lokoføreren lænede sig hen for at tage den, lagde han igen sin hånd på hendes bagdel. Denne gang blev den liggende, mens han snakkede.
”Det kan simpelthen ikke passe”… Hun forsøgte at flytte sig lidt, så han blev opmærksom på, at han havde sin hånd et helt upassende sted.
”Jamen så må I prøve igen”….. Der skete intet – hånden blev liggende på hendes bagdel. Et lillebitte sted langt inde måtte hun indrømme for sig selv, at hun faktisk nød håndens varme… Hun stoppede hurtigt sin tankegang. Han måtte have tankerne et andet sted: nemlig at få toget videre, så han kunne komme hjem – og hun kunne komme hjem. Omvendt havde han måske alligevel flirtet?
”Ja, nr. 5666”…. Han smed irriteret røret på og kiggede på hende.
”Står du ikke godt”? spurgte han – fuldstændig upåvirket af, at hans hånd stadig lå på hendes bagdel.
”Jooo”, mumlede hun og mærkede hans hånd bevæge sig og begynde at kærtegne hendes ene balle.
Hun kunne inde i sit hoved høre sin veninde sige, at hun skulle til at ”gro nogle albuer”. Hendes veninde ville uden tvivl have vendt sig om og klappet lokoføreren en syngende lussing. Måske burde hun også selv gøre det? Men så alligevel: Det var faktisk ret dejligt med den hånd – og hun havde på ingen måde lyst til at komme tilbage i det isnende kolde tog. Hun vejede lidt for og imod – velvidende, at varmen herude hos lokoføreren allerede havde taget valget for hende.
Venindens stemme i hendes hoved blev stille.
”Har du fået varmen”?, hviskede hans dybe stemme ind i hendes ene øre.
”J..ja”, kvækkede hun og overvejede igen, om det mon ikke bare var hende, der havde misforstået det hele. Hun havde ikke den store erfaring med mænd. Selvfølgelig havde hun været sammen med et par stykker – men det havde altid været en kejtet affære. Hvis hun skulle være helt ærlig overfor sig selv, havde hun faktisk aldrig følt sig tiltrukket af en mand, som hun følte sig tiltrukket af denne her lokofører.
Hun rystede på hovedet og kasserede straks tanken. Godt han ikke var tankelæser. Hun kiggede igen ud – hvor meget kunne det mon blive ved med at sne?
”Trænger du ikke til at sidde ned”?, spurgte den dybe stemme igen. Inden hun havde fået ham svaret, havde han trukket hende ned på sine knæer. Hans overkrop strålede varme mod hendes ryg. Hun skævede ned – hans ene arm havde han lagt om hendes mave. Hans skjorte var trukket op til albuen. Her tæt på kunne hun se de mange små hår på hans underarm og musklen, der tydeligt stod frem. Hun kunne ane, hvad der lignede noget af en tatoveret rune oppe af armen. Hans anden hånd var på vej op under hendes kjole.
Nu bliver jeg nødt til at sige fra, tænkte hun. Men hun følte samtidig sin krop forråde sig. Hun elskede den stærke arm omkring sig – og den store hånd, der langsomt kravlede op under hendes kjole, tændte hende på en helt ny måde, som hun ikke havde prøvet før.
Hvor mon dette her ender?, tænkte hun ved sig selv.
Lokoførerens hånd var nu oppe over hendes hofte. I det samme mærkede hun, at han tog ved kanten af strømpebukserne og begyndte at trække dem af hende. Hun rejste sig lydigt op, så han kunne få dem det sidste stykke ned og helt af hende.
”Åhh ja”, sukkede han med sin dybe stemme.
”Vi kan jo ikke have, at du kommer til at fryse, når du kommer ud herfra, vel”? fortsatte han. Hun kiggede ned på sine strømpebukser, der nu lå smidt på gulvet. Der var absolut ikke meget varme i dem – til gengæld havde hun absolut fået varmen nu. Hun mærkede sine kinder blive røde.
”Ve..ved du, hvornår vi kommer afsted igen”? Hun kunne have dunket sig selv i hovedet. Sikke en åndssvag ting at sige til en lækker lokofører, der netop havde taget et stykke tøj af hende. Hun sukkede – typisk, at hun aldrig kunne finde på noget at sige…
”Der går et stykke tid endnu”, mumlede lokoføreren og fortsatte: ”Måske et par timer”….
Hans dybe stemme lød som et sært løfte. Et par timer var længe. Man kunne meget på et par timer… Hun vendte sig om og kiggede ind i hans isblå øjne. Hun så spørgende på hende, mens hans hænder fandt hendes bagdel under kjolen og langsomt trak hendes trusser ned, så den blev blottet.
At have trusserne trukket halvt af, tændte hende mere, end hun havde forestillet sig, at en så simpel ting ville gøre. Hun tog mod til sig og rakte forsigtigt over for at knappe hans skjorte op.
”Det gør jeg selv”, sagde lokoføreren bestemt. Hun lod hænderne falde ned langs siden og undrede sig over stemningsskiftet. I næste nu havde han trukket hendes kjole over hendes hoved og smidt den på gulvet. Hun kiggede ned på den.
Så kiggede hun forsigtigt ud – der var lys herinde, så alle ville kunne se hende stå med bar bagdel. Det sneede dog stadig så meget, at man ville skulle helt tæt på for at se noget. Hun drog et suk af lettelse. Og blev derefter irriteret på sig selv. Her var hun låst inde med en lokofører, der godt nok var lækker – men også var gammel og som havde trukket hendes tøj af hende. Og så spekulerede hun på, om nogen kunne se det. Hendes kinder blev igen røde, mens hun rystede på hovedet af sig selv.
Lokoføreren kiggede på hende, men sagde ikke noget. Han begyndte at knappe sin skjorte op. Hun havde sjældent set noget så sexet. Hans store hænder knappede behændigt de små knapper i skjorten op og langsomt afslørede de en behåret brystkasse og flere tatoveringer på skuldre og overarme. Hun havde haft ret, konstaterede hun, mens hun stirrede på ham: det var runer, han havde tatoveret, og der mange af dem. Der var også et par thorshamre, et vikingeskib og en stor slange – måske midgårdsormen?
Hun tog sig selv i at stå og savle over ham – han var virkelig, virkelig lækker… På trods af hans alder kunne hun ikke komme i tanke om, at hun nogensinde havde set en mere lækker mand.
Han rejste sig op og lagde skjorten over ryglænet på sædet. Hun havde ikke været opmærksom på, at han foruden at være bredskuldret også var ret høj. Mindst et par hoveder højere end hende. Hun bakkede for at gøre plads til ham og kunne mærke det kølige instrumentbræt mod sine bare baller. Han tordnede sig op over hende. Hun kunne ikke finde ud af, om hun skulle kigge op på ham eller ned.
Lokoføreren afgjorde det for hende, da han med en finger løftede hendes ansigt op, så hun ikke kunne undgå at se på ham. Ind i hans blå øjne.
”Er du tryg”? hviskede han. Hun nikkede. Hun kendte ham ikke – og hun befandt sig i en yderst ukendt situation – men ja, hun følte sig underligt nok tryg. Sneen hvirvlede stadig ned udenfor – men hun havde det dejlig varmt.
”Har du lyst til mere”? hviskede lokoføreren ind i hendes øre. Hun nikkede igen – hvordan skulle hun kunne sige nej? Desuden havde hun lyst til mere – meget, meget mere. Hun besluttede med ét, at nu var det slut med at gøre, hvad andre forventede. Hun ville gøre præcis, som hun selv havde lyst til. Og lige nu havde hun lyst til at røre hårene på hans brystkasse.
Hun rakte forsigtigt ud efter dem og blev overrasket over, hvor bløde de var. Hun lod fingrene glide hen over rune-tatoveringerne og spekulerede kort på, hvad mon der stod. Så kiggede hun op på ham igen. Han stod med lukkede øjne. Da hun kiggede ned, lagde hun mærke til, at hårene fra brystet fortsatte ned over den muskuløse mave og spidsede til nede ved buksekanten. Næsten som en lille form for vejviser.
Hun kiggede op på ham igen og så, at han stod og smilede underfundigt ned til hende. I næste nu havde han vendt hende om og knappet hendes bh op. Han trak den forsigtigt ned over hendes skuldre. Kyssede hende i nakken og lagde en stor hånd over hver af hendes bryster. Hun mærkede, hvordan hendes brystvorter blev helt stive. Sneen hvirvlede stadig ned – men hun lagde ikke mærke til det længere. Hun lagde kun mærke til den brede mand bag sig – til hans hænder på hendes bryster - og til hans pik, der pressede mod hans bukser og hendes hofte.
Han fjernede sine hænder – og i næste nu kunne hun både høre og mærke, at han var ved at tage sine bukser af. Hun vendte sig om og kiggede.
Hun havde ikke erfaring nok til at sige, om hans pik var stor eller lille – men den passede perfekt til ham som den stod ud i luften og lovede hende ting, der gav hende endnu mere røde kinder.
”Du må gerne”, lød hans dybe stemme helt lavt.
Hun rakte hånden ud og rørte ham forsigtigt. Så varm og blød og hård på én og samme tid. Hun kiggede op på ham som for at spørge om lov, og han nikkede stille. Hun satte sig på knæ foran ham og kyssede hans pik. Så satte hun prøvende sin tunge på hovedet og smagte de få dråber af den salte væske, der kom ud. Hans vejrtrækning blev dybere, og det gav hende mod på endnu mere. Hun kørte sin tunge fra roden til spidsen – og omsluttede derefter ham dernæst med sin mund. Hun smilede lidt for sig selv, da hun så hans reaktion og dybe nydelse. Selv kunne hun også mærke, at hendes trusser var blevet våde. Langsomt fik hun den længere og længere ind i sin mund – og hun nød det. Nød det mere, end hun nogensinde havde gjort før.
Lokoføreren kiggede igen ned på hende – og denne gang holdt hun øjenkontakten med hans isblå øjne, mens hun havde hans pik dybt inde i sin mund.
Med en voldsomhed flåede han hende op at stå og satte hende i stolen. Så satte han sig foran hende og tog hendes trusser helt af. Hendes generthed var væk – selv om den plejede at sætte sig imod, at mænd skulle se hende så tæt på. Hun skævede op og kunne se en blegt spejlbillede af dem begge i togets forrude. Var det virkelig hende, der sad der med uglet hår og røde kinder og med en åndssvagt lækker mand foran sig? En mand, der nu var begyndt at kysse hende op af inderlårene?
Hun smilede, lukkede øjnene og gav sig hen til nydelsen. Der var ingen tvivl om, at lokoføreren vidste præcis, hvad han kunne gøre med sine læber og sin tunge. Han kyssede hende og pustede let, så hun igen fik gåsehud over det hele. Han slikkede hende forsigtigt – uden dog at ramme hendes klit. Han stak sin tunge op i hende og pirrede hende, som ingen nogensinde havde gjort før. Hun jamrede – og mærkede noget bygge sig op indeni hende. Da han endelig rørte hendes klit med sin tunge, gav hun slip. Hele hendes underliv krampede sig sammen og hun skreg højt.
Telefonen ringede. Lokoføreren bandede for sig selv og rakte op for at tage den. Mens han tog imod beskeden, kyssede han hendes mave, hendes bryster, hendes hals. Han havde lagt den ene hånd over hendes mund for at forhindre de små støn at komme videre gennem telefonen.
Han afsluttede med igen at gentage tognummeret og mumle:
”Hvor kom vi nu fra”? ind mod hendes hals.
I næste nu havde han løftet hende op og igen stillet hende med ryggen til ham. Han kyssede hende i nakken og hviskede hede ting i hendes øre, mens han ganske stille trængte op i hende. Hun kunne mærke sin egen vådhed langt ned af lårene – og jo længere han trængte ind, jo vådere blev hun. Hun satte hænderne mod kanten af instrumentbrættet og skød sin bagdel tilbage mod ham for at få ham endnu længere ind.
Han tog imod hendes besked ved at sætte tempoet op. Hun mærkede ham dybt inde i sig – hvorefter han trak sig næsten ud. Igen og igen og igen. Hendes tanker var væk – at hvad hun kunne koncentrere sig om var ham. Hun mærkede igen sit underliv spænde, inden det krampede sammen, og hun endnu en gang kom med et lille skrig. Han holdt hende oppe med sine stærke arme, og med brøl kom han også.
Han holdt hende tæt ind til sig. Varmede hendes ryg med sin brystkasse. Hendes ben var som gelé – og hun kunne næsten ikke mærke, at hun overhovedet stod op. Spermen begyndte at løbe ned af hendes ben – og hun smilede.
Pludselig var hun glad for sneeen og glad for, at toget var blevet aflyst.
”Vi kan køre videre om lidt”, mumlede lokoføreren. ”Men vi må ikke holde ind ved nogen stationer, fordi toget er aflyst. Jeg bor et par gader fra endestationen. Har du lyst til at sove hos mig”?
Han vendte hende om og kiggede hende i dybt ind i øjnene, mens han fortsatte: ”Måske kan vi fortsætte vores…… leg? Jeg har også en brændeovn, hvis du ikke har fået varmen endnu”….
Han blinkede med det ene øje. Hun smilede.
Erotiske noveller skrevet af Passiona