Kapitel 1: Mærket
Elia havde aldrig kendt sine forældre. Klosterets børnehjem havde været hendes barndom, dets kolde stengange hendes opvækst. Men nu – som attenårig – havde hun byttet barnets plads ud med den voksnes. Hun var blevet ansat som hjælper i urtehaven, hvor hun arbejdede side om side med de lavere rangerende klosterarbejdere. Blandt dem var Kael.
Kael havde en stilhed over sig, som hun fandt dragende. Han var to år ældre, stærk, med mørke hænder, der vidste, hvordan man håndterede både jord og mennesker. Hun havde længe mærket blikket, han sendte hende, når de var alene, og selvom de aldrig havde talt om det, var der noget uundgåeligt i den spænding, der byggede sig op mellem dem.
Den aften var haven tom, og skumringen lagde sig tung over stenmurene. Kael trak hende ind i skyggen bag urtehuset. Ingen ord. Kun varme hænder, en let rysten i hendes krop og den forbudte spænding, der blev brudt, da han pressede hende op mod muren og kyssede hende – hårdt og sultent.
Det var første gang.
Hans hænder gled op under hendes kjole, hendes vejrtrækning blev urolig. Da han trængte ind i hende, gispede hun – af både overraskelse og lyst. Hun havde aldrig troet, det ville føles sådan. Rådt. Ærligt. Nødvendigt.
Og da bølgen skyllede gennem hende, da hele hendes krop spændte i et ukendt klimaks, skete det.
En brændende varme eksploderede på hendes højre hofte. Hun gispede og skubbede ham væk, og uden at tænke trak hun kjolen op. Under måneskinnet dukkede en tatovering frem på hendes hud – et mønster af glødende tråde, der snoede sig som levende ild.
»Hvad i alverden…« hviskede Kael.
Elia trak kjolen ned over hoften og bakkede væk fra Kael, der stadig stod foroverbøjet og stakåndet i skyggen. Hun sagde intet. Hendes hjerte bankede så hårdt, at det overdøvede alt andet – som en tromme af ild og uro i brystet.
Barfodet løb hun hen over klosterets stengulve, forbi urtehaverne og gennem den gamle gang med de støvede glasmosaikker, der forestillede glemte helgener og mytiske skikkelser. De stirrede ned på hende som om de vidste noget, hun endnu ikke forstod.
Hun standsede først, da hun stod foran Moder Arans dør. Hun bankede – hårdt.
Døren åbnede uden en lyd. Den gamle kvinde stod allerede klar, fuldt påklædt som om hun havde ventet på netop dette øjeblik.
»Kom ind, barn.«
Elia trådte ind i det varme, røgelsesduftende rum, og lukkede døren bag sig.
»Noget… noget skete,« hviskede hun og hævede forsigtigt kjolen. Tatoveringen glødede stadig – ikke voldsomt, men som ulmende gløder under huden. »Den… den kom frem, da… jeg…«
Hun rødmede og så væk.
Moder Arans blik var ikke dømmende. Tværtimod trak hendes mundvige sig næsten op i et træt, bittert smil.
»Din kraft er vågnet gennem kroppen, sådan som det ofte sker. Begær og magi hænger sammen, Elia. Den form for energi kan ikke holdes nede for evigt.«
»Hvad betyder det?«
»Det betyder, at du er den, vi har ventet på. Det tegn… det kommer kun til én i hver generation. Du er den udvalgte.«
»Til hvad?«
»Til at vække de gamle bånd. Til at samle beskytterne. Til at føre magien tilbage til de frie. Du vil forstå det, når tiden er inde – men du må forlade dette sted. Klosteret kan ikke holde dig længere.«
Elia sank ned på gulvet, benene svigtede. Varmen fra mærket pulserede stadig – og under det, et svagt ekko af lyst, som om hendes krop huskede, hvad der netop var sket, og nægtede at give slip. Hun kunne næsten stadig mærke Kael inden i sig.
»Og hvis jeg nægter?« hviskede hun.
»Det kan du ikke, Elia,« sagde Aran roligt. »For magien i dig er vågnet – og den vil lede dig. Med eller uden din vilje.«
Erotiske noveller skrevet af EidotheaHistorien er rettet af Eidothea