Da morgenen kom, blev husets stilhed afbrudt af lyden af hans fars tunge støvler, der gik over det knirkende trægulv i køkkenet. William sukkede og forsøgte at trække dynen tættere omkring sig i et forsøg på at udskyde det øjeblik, hvor han måtte forlade sin varme seng.
Da han stod op og gik nedenunder, så han sin far ved spisebordet. Hans far var en mand med robuste træk, hans ansigt afslørede et liv dedikeret til arbejdet på skibsværftet, og hans krop bar mærkerne fra mange års slid og strabadser. Hans dybe blå øjne havde en intensitet, der kunne få enhver til at føle sig ydmyg og lille i deres skær.
William tog plads over for sin far ved spisebordet og øste omhyggeligt havregryn op i sin skål. Han stak forsigtigt sin ske i grynene og gav et let suk fra sig.
“Det gør dig stor og stærk,” sagde hans far distanceret, og William nikkede tøvende. William var en dreng af mere beskeden størrelse. Hans mørke hår var uordentligt, og hans brune øjne udstrålede en følelse af tomhed.
“William,” begyndte hans far, “det ville være godt, hvis du også fandt tid til at spille lidt fodbold med de andre drenge. Det er vigtigt at være aktiv og ikke kun sidde og tegne hele tiden, det er ikke så ‘mandigt’.”
William svarede stille, “Jeg kan virkelig godt lide at tegne, far.”
Faderen sukkede lidt og fortsatte, “Det forstår jeg godt, men du skal også tænke på, hvordan det ser ud. Snart er du gammel nok til at forstå, hvad der forventes af en ‘rigtig mand’.”
William sank sin morgenmad med en klump i halsen.
Morgenmaden var ved at være færdig, da Williams mor kom ind i køkkenet med Mia i hånden. William bemærkede, at denne morgen havde krævet hans mor lidt ekstra tålmodighed for at få sin lillesøster op af sengen. Det var ikke ualmindeligt, at den lille pige insisterede på at blive liggende, og det var tydeligt, at det krævede noget særlig opmærksomhed fra deres mor.
Williams mor var en mild kvinde, men hendes øjne bar ofte et strejf af udmattelse. Det var som om, hun var fanget i en konstant strøm af gøremål, hvilket efterlod William med følelsen af, at hun sjældent havde tid til ham. Mia var på sin side en gåde for hele familien. Hun sagde næsten aldrig noget, men hendes tilstedeværelse fyldte huset med en slags tavshed, der gjorde det svært for William at trænge igennem til hendes verden. Hun tilbragte størstedelen af tiden alene på sit værelse, og William følte sig ofte overset. Når Mia en sjælden gang havde noget at sige, hviskede hun det forsigtigt i øret på deres forældre eller William
“Mia skal snart afsted til skole, William,” sagde hans mor med en mild stemme. William vidste, at han også snart skulle gøre sig klar til skolen. Det var en daglig rutine, hvor han både skulle følge Mia til skolen og sørge for at komme af sted.
William rejste sig fra bordet. Mia stod allerede klar i køkkenet iført sin skoletaske og gule regnfrakke. Hun så på ham med tomme øjne, som om hendes sind var tomt for tanker, men indimellem blev stilheden afbrudt.
“Kom, Mia,” sagde William sagte og tog sin søsters hånd. De begav sig mod døren.
Sammen med Mia stod William og ventede på bussen. Det var lidt svært, at hans eneste følgesvend var hans søster, som ikke rigtig plejede at sige noget. Han undlod at tale med de andre elever. I modsætning til dem, som gik i nye Nike-sko og bar det mest trendy tøj, vraltede William rundt i hans fætters aflagte fodtøj, eller hvad hans mor havde fundet hos Frelsens Hær. Hans tøj var ofte et par numre for store, håbløst umoderne, og skammen over dette tyngede ofte hans skuldre. Han foretrak derfor helst at falde i et med tapetet og ikke bringe for meget opmærksomhed i sin egen retning.
Bussen bumlede afsted. Dens gamle metalramme skælvede, som om den ville falde fra hinanden hvert øjeblik. Mia sad ved siden af William, hendes ansigt udtryksløst, og hendes øjne fyldt med frygt, en sædvanlig følelse, når hun mødte verden udenfor.
William havde skarpe træk og et blik, der bar på en alvor, der syntes at overstige hans alder. Han følte sig ofte som sin søsters beskytter, som om det var hans naturlige pligt at skærme hende mod den store og ofte skræmmende verden, der omgav dem.
På bussen sad de andre elever, en broget skare af unge sjæle, fanget i en tid i deres liv, hvor drømme og ambitioner stødte sammen med de barske realiteter. Nogle af dem grinede og sludrede højlydt om skolens seneste skandaler og intriger, mens andre stirrede tomt ud i ingenting, som om de prøvede at flygte fra deres elendige virkelighed. William befandt sig i den sidstnævnte kategori.
Det var dog også de få, der havde lagt mærke til Mia. Hendes tavshed, hendes bizarre adfærd, hendes lange, fedtede hår og det kiksede tøj, gjorde hende til et let bytte for de hjerteløse og ubarmhjertige. De begyndte at småsnakke og grine af den mærkelige pige. Mia så bange ud, og hendes øjne flakkede usikkert rundt i bussen, som om hun forsøgte at finde en vej ud af den ubehagelige situation.
William mærkede vreden ulme dybt inde i sig som en vulkan klar til at eksplodere. Med en stemme, der skar igennem luften, råbte han, “Hold kæft, eller jeg fucking smadrer jer!” Eleverne omkring dem blev straks tavse og vendte blikket væk, bange for at udfordre Williams beslutsomhed. Han vidste, at det ikke var den bedste måde at løse problemet på, men han kunne ikke lade sin søster blive gjort grin med.
Mia selv sad stadig stille, hendes blik fastlåst på horisonten udenfor bussens snavsede ruder. Hendes ansigt var et mysterium, og hendes tanker og følelser forblev skjult bag en tåge af tavshed. William ville ønske, at han kunne forstå hende, at han kunne nå ind til hende og få hende til at åbne op, men det var som om hun var fanget i sin egen verden, en verden, han kun kunne observere udefra. Han fandt sit kladdehæfte og blyant frem fra tasken.
Blyanten dansede over papiret. Mennesker, dyr, landskaber og abstrakte mønstre tog form på siderne i kladdehæftet. Når verden udenfor blev overvældende, kunne William altid trække sig tilbage til sin egen lille skabte verden på papiret.
Endelig nåede bussen skolen, og eleverne begyndte at stige af. William hjalp Mia ud af bussen med sin arm viklet beskyttende omkring hende, mens han snerrede af alle, der vovede at se forkert i deres retning.
Da de nåede hendes klasseværelse, bøjede han sig ned og gav hende et kram. Hun reagerede ikke. Men så gik hun indenfor, og døren lukkede sig bag hende. William var mutters alene.
William vendte sig og gik mod sit eget klasseværelse. Han var en ensom vandringsmand i en verden af folk, der syntes at tale et sprog, han aldrig helt forstod. De diskuterede emner og snakkede om ting, han ikke forstod, drøftede emner der ikke blev berørt ved hans families spisebord. Krigen i Ukraine, klimaforandringer, de dyre gaver til konfirmationsfesterne. Han var ikke populær blandt sine kammerater, og det var noget, han havde lært at acceptere.
Dagen slæbte sig afsted, fyldt med svære ord og tal, der forvirrede den unge dreng. Tysk og matematik virkede som komplekse koder, og han havde opgivet at forstå dem. Når læreren ikke holdt øje med ham, åbnede han sit notesbog og begyndte at tegne med blyanten. Linjerne formede figurer, figurerne blev til billeder, og billederne skabte en verden, hvor han kunne flygte hen. Hver gang blyanten rørte papiret, var det som om, han lagde en del af sig selv der, et forsøg på at udtrykke sig i en verden, der sjældent virkede interesseret i ham.
Senere på dagen, i billedkunstlokalet, kom minderne om bedre tider til William. Han plejede at nyde dette fag, især når hans tidligere lærer, Asbjørn, underviste. Asbjørn tillod altid fri tegning, opmuntrede deres kreativitet og mente, at kunsten var vejen til at udtrykke sig selv. Desværre var Asbjørn gået på pension, så nu havde de kun lærervikarer, der ikke delte samme syn på undervisning.
William sad ved sit bord med sit kladdehæfte åbent foran sig. Hans blyant dansede ivrigt rundt på papiret. Han forsøgte at fordybe sig, at lade sin sjæl flyve sin vej i et lille øjeblik, så han kunne komme væk fra den forfærdelige skole.
Pludselig blev hans kladdehæfte revet væk ham. William så op og stirrede ind i øjnene på Emil, en af de mere ubehagelige drenge i klassen.
Emil drejede hovedet og blinkede drillende til William. “Sidder du der og tegner blomster og regnbuer, William?” Han brød ud i en fæl latter. “Du er seriøst den største bøsse ever, mand.”
William følte vreden stige op i sig som et hav af ild, der truede med at skylle alt med sig. Han rakte ud efter sit kladdehæfte og sagde bestemt, “Giv det tilbage, Emil.”
Men Emil rev hæftet ud af Williams hænder og begyndte at flå siderne ud. Williams kunstværker blev revet itu for hans øjne. Det føltes som om, at en del af hans sjæl blev flået bort i processen.
William slog ud efter Emil, men Emil undveg hurtigt og greb fat i Williams trøje. De to drenge begyndte at kæmpe, og skolen omkring dem smeltede sammen i bevægelse og lyd. De rullede rundt på gulvet, begge uvillige til at give op. William forsøgte at få sit kladdehæfte tilbage, samtidig med at han prøvede at overmande Emil. De skubbede og sloges, som to unge hanløver, der kæmpede om dominans.
Men pludselig blev der lagt en stopper for deres duel. En voksen trådte ind og rev dem fra hinanden.
“Hvad helvede har I gang i?” spurgte læreren. Hendes stemme var fyldt med vrede. Hun kiggede fra den ene dreng til den anden, som om hun forventede en forklaring.
William trak vejret dybt og svarede, “Han tog mit kladdehæfte. Jeg ville bare have det tilbage.”
Den nye lærer, som endnu ikke havde præsenteret sig selv, rakte ud og tog kladdehæftet fra Emil. Hun begyndte at bladre igennem det, og William bemærkede, at hendes blik hang ved hans tegninger i længere tid end på de ødelagte sider. Der var en dyb, næsten beundrende intensitet i hendes øjne, som om hun havde opdaget noget, hun ikke havde forventet.
Til sidst lagde hun kladdehæftet på sin kateter og vendte sig mod drengene. “Ned på rektors kontor med jer,” befalede hun. Hendes tone var hård og ubestridelig. “Men jeg beholder hæftet indtil efter timen.”
Drengene traskede ned til kontoret til eftersidning. Williams ansigt brændte med skam og vrede. Emil sagde ikke noget og sad bare med sin telefon fremme for at fordøje eftersidningen i tavshed. William kedede sig derimod uden sit kladdehæfte og sin blyant. Han tænkte på, hvor uretfærdigt det var. Hvorfor fik han eftersidning, når det var Emil, der havde startet det? William havde kun forsvaret sig selv.
Tiden gled langsomt forbi, og William kunne mærke frustrationen bygge sig op indeni. Han tænkte på sin lillesøster. Det var meningen, at han skulle følge hende hjem fra skole, men hun måtte vente, indtil hans eftersidning var forbi.
Klokken slog, og William undslap sit fangenskab. Han forlod det triste rum og begav sig ned at finde Mia, der ventede utålmodigt i skolegården. Da hun fik øje på sin storebror, med rifter i ansigtet og en hævet læbe, så hun ud til at blive meget bange.
“Det er ingenting,” beroligede William hende, og han prøvede at holde smerten ude af sin stemme. Hun så stadig bekymret ud, men han forsøgte at give hende et svagt smil for at lindre hendes frygt.
Han kunne ikke lade være med at føle sig skyldig, da han så på sin lillesøster, der stadig bar bekymringen i sine øjne. William ønskede ikke, at hun skulle bekymre sig om ham, og han hadede sig selv for at have ladet sig rive med af Emil.
Sammen gik de ud til bussen, men mens de ventede, blev de indhentet af kvinden, der havde stoppet ham i slåskampen. Hun kom imod dem, viftende med Williams kladdehæfte. William kom i tanke om, at han havde glemt det, og han skyndte sig hen imod hende.
“Du glemte det her,” sagde hun med en smule venlighed i stemmen, da de stod over for hinanden, “jeg ville bare give dig dit kladdehæfte tilbage.”
William tog imod kladdehæftet. Hans fingre strøg hen over de nogenlunde uskadte sider. Kladdehæftet, som han næsten havde mistet, var blevet reddet.
“Mit navn er Madeleine,” fortsatte kvinden med et smil. Der var en vis klang i hendes dialekt, som syntes at antyde, at hun ikke var fra egnen. “Madeleine Damgaard. Jeg er din nye billedkunstlærer.”
“Hør, øh, Madeleine,” begyndte William. “Jeg er ked af, at det gik sådan i dag. Det var ikke den måde, jeg ville ønske, vi skulle møde hinanden på.”
Madeleine smilede. “Alle har dårlige dage, William. Det vigtigste er, at vi lærer af dem.”
William følte pludselig en overvældende bølge af nervøsitet. Her stod han, i al sin akavethed, overfor sin nye billedkunstlærer. Hans hjerte hamrede, som om en usynlig byrde blev løftet fra hans skuldre. Hun var en kvinde i begyndelsen af trediverne med langt med langt, sort hår og glat, porcelænsagtig hud. Hendes øjne glimtede som stjerner i den blide eftermiddagssol. Hendes tøj var en blanding af moderne og boheme-elementer, prydet med farverige mønstre og naturlige materialer. Hun bar det med en selvsikkerhed, der antydede en vis erfaring og en kærlighed til det alternative.
“Og dig,” sagde Madeleine og bøjede sig ned for at møde Mia’s mystiske øjne, “du har en rigtig fin storebror. Han er virkelig dygtig til at tegne.”
Mia kiggede uforstående fra William og tilbage på Madeleine med store øjne. William vendte blikket ned mod jorden og pillede forlegent ved kanten af sit ærme. Han var ikke vant til at få ros og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv.
William og Mia ventede fortsat på bussen, men nu var der noget, der havde ændret sig. William kunne ikke slippe tanken om Madeleine, hendes smil og hendes venlige ord, der stadig brændte i hans sind. Et afdæmpet smil spillede om hans læber, og hans tanker var et helt andet sted, da de tog bussen hjem. Mia, der var vant til sin brors tavshed og indadvendthed, betragtede ham med nysgerrige øjne, som om hun kunne fornemme, at noget var sket.
En af de efterfølgende dage sad William alene i et hjørne af billedkunstlokalet under frikvarteret. Det var ikke fordi, at han nødvendigvis nød ensomheden, men han havde lært at forlige sig med den. Han følte sig ofte som en fremmed i skolens sociale landskab, som om han aldrig helt passede ind.
Hans blyant bevægede sig hurtigt over papiret, som om han prøvede at skabe sin egen lille oase i den støjende og travle skoleverden. Regndråberne ramte vinduet bag ham, og han kunne høre lyden af elever, der legede udenfor. De havde deres egne samtaler og venskaber, men det var noget, han aldrig helt havde formået at finde.
Pludselig mærkede han, at han ikke var alene i rummet. Han så op og bemærkede en kvinde, der stod i døråbningen. Det var hende – Madeleine, hans billedkunstlærer. Hendes hår var sat op i en sort knold og de farverige klæder, som hun bar, fik hende til at skille sig ud som et eksotisk fænomen i det ellers kedelige klasseværelse.
William stirrede på hende. Hans blyant holdt han stadig i hånden. Hans ansigt blev lidt rødt, og han følte sig overrasket og en smule genert over hendes uventede besøg.
Madeleine trådte nærmere. Hun smilede til ham. “Undskyld, hvis jeg forstyrrer,” sagde hun blidt.
Han prøvede at sige noget, men hans ord kom ud som en usammenhængende pærevælling. “Jeg… jeg mener, øh, det er okay. Du forstyrrer ikke,” stammede han.
Madeleine gik stille nærmere og kiggede på hans tegning. Hendes smil var venligt og opmuntrende. “Jeg har lagt mærke til, at du nogle gange sidder herinde alene og tegner, William.”
Han vidste godt, at han i princippet ikke måtte være i lokalet i løbet af frikvarteret. Han skulle til at undskylde, da Madeleine kom ham i forkøbet.
“Men det er helt okay, at du er her. Jeg forstår det godt. Nogle gange har man behov for at være lidt alene. Jeg ville bare sige, at jeg er virkelig imponeret over dit talent,” sagde hun og pegede på hans tegning. “Du har en fantastisk sans for detaljer og en dyb forståelse for farver.”
William blev endnu mere rød i hovedet. Han havde svært ved at tro, hvad han hørte. Ingen havde nogensinde sagt noget sådan til ham. Han mumlede et tak, men det kom stadig utydeligt ud.
Madeleine fortsatte med at tale med ham, forsøgte at få ham til at føle sig mere komfortabel. Hun stillede spørgsmål om hans tegneproces og delte nogle af sine egne tanker om kunst. Hendes varme og oprigtige interesse begyndte langsomt at berolige hans nerver.
William blev mere afslappet, mens han talte med Madeleine. Hendes ro og venlighed smittede af på ham. Snart blev deres samtale mere flydende, og de diskuterede kunst, farver og de underligste kunstværker, de nogensinde havde set.
Madeleine fandt et tomt bord, ryddede det for materialer og fandt sin arbejdscomputer frem, mens William fortsatte med at tegne. Hun vendte sig mod ham og sagde, “William, hvis du har lyst, kan du sagtens blive herinde og tegne i frikvartererne, men jeg skal arbejde på noget, så du kommer ikke til at være alene. Jeg håber ikke, at det generer din alenetid?”
“Nej, nej, slet ikke,” svarede William hurtigt. Lidt for hurtigt måske.
De arbejdede i tavshed i noget tid, William med sin tegning og Madeleine med sine egne projekter. Den blide summen af blyant på papir blandede sig sammen med de klikkende tastelydene fra Madeleines tastatur og fyldte lokalet som en harmonisk melodi, mens regnen dryppede udenfor.
Resten af dagen bar William rundt på et vedvarende smil. En varme og glæde fyldte ham, og han kunne næsten ikke forstå det selv. Madeleines rolige stemme og venlige ord havde tændt en varme inde i ham, en følelse, han ikke var vant til. Hendes billede, med det mørke hår og de glimtende øjne, poppede op i hans tanker igen og igen. Han kunne næsten ikke koncentrere sig om undervisningen, og han sad i stedet og tegnede små, dumme krydseduller i sit kladdehæfte. Da krusedullerne efterhånden begyndte at tage form som små hjerter, indså han, hvad der foregik. Han var forelsket.
William følte sig øjeblikkeligt meget tåbelig og lagde blyanten fra sig. Det var absurd. Madeleine var en voksen kvinde, garanteret gift, og hun havde sikkert børn. Tanken om at have sådanne følelser var latterlig. William følte sig som verdens største idiot og sparkede mentalt sig selv for overhovedet at tillade sig selv at udvikle disse følelser til at starte med. Han var nødt til at låse dem væk i en kiste, begrave kisten dybt, dybt, dybt nede i sin underbevidsthed og smide nøglen langt væk.
Alligevel kunne han ikke få hende ud af hovedet. Hun var en konstant tanke i hans sind. Selv på busturen hjem, hvor han normalt talte med Mia, centrerede hans tanker sig om Madeleine. Mia lod til at fornemme, at noget var anderledes, men hun sagde som sædvanligt ikke noget. Da han kom hjem, gemte han sig på sit værelse, som han plejede, men i stedet for at tage fat på sine tegninger, fordybede han sig i tankerne om sin billedkunstlærer.
I skumringen, mens månens milde lys fyldte rummet, havde William svært ved at falde i søvn. Hans tanker cirklede omkring Madeleine. Han forestillede sig hende, hendes mørke hår og hendes lyse hud. Tankerne begyndte at vandre i en retning, der ikke var passende, og han følte en voksende trang til at tæmme dem. Han ville ikke lade sådanne fantasier fordreje det rene og respektfulde billede, han havde af hende. Han besluttede sig i stedet for at stå op, tændte sin lille sengelampe og begyndte at tegne. Det hjalp lidt.
I takt med at William og Madeleine tilbragte mere tid sammen i billedkunstlokalet, begyndte de at dele små bidder af deres livshistorier. Madeleine fortalte ham, at hun oprindeligt kom fra den samme provinsby som ham. Hun havde boet der hele sit liv, men som tiden gik, følte hun sig mere og mere fanget i det lille samfund.
“William, ved du, nogle gange kan livet i små byer føles som om, de forsøger at få dig til at passe ind efter deres egne regler. Alle kender hinanden, og der er ikke meget plads til at være anderledes.”
William nikkede og følte, at han forstod, hvad hun talte om, selvom han aldrig havde haft evnerne til at udtrykke sig på den måde. Han havde altid følt sig som en outsider, som om han ikke helt passede ind i det snævre billede, som hans lille by havde prøvet at forme ham til. Madeleines beslutning om at forlade byen og tage til København lød tillokkende.
“Da jeg boede på Østerbro, plejede jeg også selv at tegne. Meget mere end jeg gør i dag,” fortalte hun en eftermiddag, mens hun og William sad og snakkede i billedkunstlokalet. “Jeg tegnede og malede. Det var faktisk mit job i et lille stykke tid. Men den gik desværre ikke, så jeg valgte at blive lærer i stedet for.”
“Hvorfor gik det ikke?” spurgte William interesseret. Han havde lagt blyanten fra sig for at fokusere på hende.
“Det kunne bare ikke køre rundt til sidst. Husleje, mad, bare… life in general, ik’? Det er ikke en dans på roser, du ved, livet som kunstner.”
William hang lidt med hovedet.
“Jeg mente ikke, at det er umuligt,” skyndte hun sig at sige med et opmuntrende smil. “Jeg siger bare, at jeg ikke kunne få det til at hænge sammen. Men du har talent, William, meget mere end jeg, og jeg ved, at du brænder for det.”
“Min far siger, at jeg skal være elektriker ligesom ham, når jeg er færdig med skolen,” svarede William. “Han siger, at det er tøset, at jeg tegner hele tiden.”
Madeleine kiggede alvorligt på William og sagde, “husk, William, at intet, du gør med hjertet, kan være forkert. Selvom din far måske har sine egne idéer, er det vigtigt at forfølge det, der bringer dig glæde og tilfredsstillelse. At tegne er en gave, og det gør dig ikke mindre maskulin at følge din passion. Det handler om at være tro mod dig selv og ikke lade andres forventninger definere din identitet.”
William så op på hende med et svagt smil. Han følte, at hun var den eneste person i verden, der forstod ham.
“Jeg er her for at hjælpe dig, og jeg vil altid støtte dig,” fortsatte Madeleine og lagde en beroligende hånd på hans skulder. “Det minder mig om, at jeg har fundet nogle tegnekurser her i byen, som jeg tror vil være lige noget for dig!”
Williams hjerte fyldtes med taknemmelighed over for denne kvinde, der var trådt ind i hans som en uanmeldt skytsengel. Hun havde været der for ham på en måde, som ingen andre havde været det før. Han indså, at hun var mere end bare hans lærer hun var hans mentor, hans rollemodel, hans hans vejleder. Hun havde vist ham, at han ikke var alene i en verden, der ellers virkede trist og ensom.
En dag, da William gik igennem skolegården, fik han øje på Madeleine, der stod ude på parkeringspladsen og talte med en mand, der sad i en bil. De havde en ivrig samtale gennem den åbne bilrude, og William kunne ikke undgå at lade tanken snige sig ind i hans sind: Hvem var denne mand, og hvad var hans forhold til Madeleine?
Tanken om, at hun måske havde en kæreste eller en anden særlig person i hendes liv, ramte ham som en knytnæve i maven. Han følte sig pludselig som en uvelkommen indtrængende i hendes verden. Alle de smukke stunder, de havde delt, blev overskygget af denne ene tanke. Hans hjerte sank ved tanken om, at Madeleine måske delte lignende øjeblikke og samtaler med en anden, hvilket ville gøre ham til blot en fodnote i hendes liv.
Han forsøgte at skubbe disse følelser til side, at overbevise sig selv om, at han ikke burde bekymre sig om hendes personlige forhold. Det var da bare rart for hende, hvis hun havde en kæreste, ikke? Men selvom han forsøgte at skjule det, kriblede jalousien under sin hud. William besluttede sig hurtigt for ikke at sige noget til Madeleine. Han ønskede ikke at gøre hende ubekvem eller sætte spørgsmålstegn ved deres venskab. I stedet gemte han sine følelser dybt inde i sig selv og holdt dem tæt til brystet, samtidig med at han håbede på, at han ville kunne overvinde sin egen usikkerhed og frygt.
Senere, da de var alene i billedkunstlokalet, kunne William se, at noget tyngede på Madeleines skuldre. Hendes sædvanlige glæde var blevet udskiftet med et nedtrykt udtryk, og hendes øjne var duggede, som om de skjulte en dyb sorg.
Forsigtigt lagde William sin blyant fra sig og nærmede sig hende. “Er der noget galt, Madeleine?” spurgte han med bekymring i sin stemme.
Madeleine tøvede et øjeblik men besluttede sig derefter for at dele sine tanker. “Jeg talte med min ekskæreste i dag, William. Det er en person, jeg ikke har set i mange år. Det har fået mig til at føle så meget på én gang.”
William nikkede usikkert. “Er det en god eller dårlig ting?”
Madeleine sukkede. “Det er kompliceret, William. Men det har fået mig til at tænke over mange ting.”
William forsøgte at sætte sig i hendes sted. “Jeg kan godt forstå, at det må være hårdt for dig.”
Madeleine kiggede på ham og smilede skævt. “Tak, William. Du er en sød dreng. Jeg har bare… svært ved at finde venner her, okay? Du er vitterligt den person, jeg taler mest med. Alle dem, jeg plejede at kende, er flyttet væk for længst. Nu ser folk her mig som en outsider.”
William havde svært ved at finde de rigtige ord og endte med at sige, “Jeg synes, du er mega cool. Jeg mener, du er ikke ligesom alle de andre, og det er fedt.”
Madeleine begyndte at grine, og William blev lettet over hendes reaktion. “Tak, William. Du er en skat. Og du har ærligt talt hjulpet mig mere, end du tror.”
William følte varmen sprede sig i hans kinder, da Madeleine kaldte ham en skat. Han mumlede en form for tak, hans blik undveg hendes og landede på gulvet, som om han pludselig fandt det meget interessant. Han var ikke vant til komplimenter, især ikke fra nogen, som han beundrede så inderligt som Madeleine.
William havde det bedre, end han havde haft det i lang tid. Han slæbte sig ikke længere igennem dagen men glædede sig nu til at komme i skole. Han begyndte endda at følge lidt mere med i undervisningen, da det hele ikke længere føltes så meningsløst. Det kunne også ses på hans karakterer.
En dag hvor Mia ikke var i skole, stod William for sig selv om eftermiddagen og ventede på bussen. Det var en af de dage, hvor regnen faldt i stride strømme. Han forsøgte at trække sin skoletaske tættere ind til sig for at beskytte den mod regnen, men han var allerede blevet gennemblødt.
Mens han stod der, frøs han og følte sig ensom. Der var ingen busskure i miles omkreds, og han fortrød bittert, at han havde ladet sin regnjakke blive hjemme. Hans tænder klaprede, og han ønskede inderligt, at bussen ville dukke op snart.
Det var derfor som en mirakel, at han pludselig så en bil rulle op ved siden af ham. Vinduet rullede ned, og der sad Madeleine med et bekymret udtryk i ansigtet.
“William, vil du med?” spurgte hun. “Jeg kan køre dig hjem. Du er helt gennemblødt.”
Hans hjerte hamrede, og han var glad for, at regnen kunne skjule, hvor rødmende han blev af hendes uventede venlighed. “Øh, ja, tak,” fik han fremstammet.
Da han satte sig ind i bilen, og døren lukkede sig bag ham, var han pludselig omgivet af varme og duften af hendes parfume. Den afdæmpede musik, der spillede i baggrunden, skabte en afslappende atmosfære, og han forsøgte at samle sig, så han ikke skulle virke alt for akavet.
Hun smilte opmuntrende til ham og spurgte, “Er du okay? Regnen kan være så kold.”
Han nikkede og forsøgte at lyde cool, selvom hans hjerte bankede som besat. “Øh, ja, tak, det er bare en almindelig regnvejrsdag.”
“Hvor vil du sættes af?” spurgte Madeleine, mens hun koncentrerede sig om vejen.
William gav hende sin adresse, og hun nikkede. “Det er perfekt,” sagde hun med et smil. “Det er faktisk lige den vej, jeg skal. Og du må undskylde rodet. Jeg er lidt af et rodehoved.”
William kiggede rundt i bilen. Sammenlignet med hans forældres bil, der ofte lignede en losseplads på fire hjul, var her utroligt velopryddet. “Det er helt i orden,” sagde han og forsøgte at lyde så afslappet som muligt.
De begyndte at snakke om alt og ingenting. Vejret, studieturen der snart stod for døren, og hvor meget klassen så frem til det. William blev glad over at høre, at Madeleine skulle med. Hun var en af deres eneste fastansatte lærere, mens resten var lærervikarer og havde andre jobs.
“Plejer du ikke at følges med din søster?” spurgte Madeleine med venlighed i stemmen. “Jeg mener, jeg kan huske, at jeg så jer sammen engang, da jeg lige var startet som lærer.”
“Jo, men hun er syg i dag,” svarede William. Sandheden var, at hun ikke havde lyst til at tage i skole, fordi hun blev drillet.
Madeleine nikkede forstående. “Hun er ret genert, ikke? Jeg har lagt mærke til, at hun ikke siger så meget.”
Normalt ville William aldrig have delt så personlige ting om sin familie, men noget ved Madeleine fik ham til at føle, at han kunne åbne sig op. Han tog en dyb indånding. “Min lillesøster, Mia, hun… hun taler faktisk aldrig. Jeg ved ikke, om hun… om hun fejler noget.” Det var svært at sætte ord på sin frygt for, hvad der kunne være galt med Mia.
Madeleine lyttede med medfølende øjne og nikkede forstående, som om hun ønskede at vise, at hun tog William og hans bekymringer alvorligt.
“Og så bliver hun også drillet i sin klasse,” tilføjede William skamfuldt med en stemme, der knækkede lidt over.
Madeleine rystede på hovedet med foragt. “Har I sagt noget til hendes lærere?” spurgte hun.
William sukkede i frustration. “Ja, men de gør ikke noget ved det.”
“Hmm…” tænkte Madeleine højt. “Lad mig se, hvad jeg kan gøre for at hjælpe.”
William var var ikke sikker på, hvad Madeleine mente. Før han kunne spørge, skiftede radioen til et nyt nummer, og Madeleine skruede op for musikken. “Jeg elsker den her sang,” forklarede hun med et smil.
William kendte ikke sangen og følte sig pludselig meget ung og dum. “Hvem er det, der spiller?”
Madeleine lo blidt og rystede på hovedet. “Kender du ikke ‘The Velvet Echoes’?” Hun så på ham med mild forundring. “Åh, William, nogle gange glemmer jeg, at du kun er 15 år.”
William blev endnu mere genert og kiggede væk. Han kunne mærke, hvordan varmen steg op i hans kinder. Han ville ønske, at han ikke kun var 15 år, men ældre og mere erfaren, så hun ikke bare så ham som en lille dreng hele tiden.
Mens de kørte, begyndte Madeleine at forklare alt om bandet og musikken. Hun strålede med passion og entusiasme, og William kunne næsten ikke fjerne blikket fra hende. Hun var så forskellig fra alle andre mennesker, han indtil nu havde mødt. I hendes selskab følte han sig som om, han trådte ind i en ny og spændende verden. En verden hvor han kunne passe ind.
William trådte ud af bilen og takkede Madeleine. Regnen silede stadig ned, men han havde ikke længere lyst til at flygte fra den. De vinkede til hinanden, og William løb gennem regnen til sin hoveddør. Han var gennemblødt, men han kunne ikke have været gladere.
Han smed sig på sin seng og stirrede op i loftet med et stort smil på læberne. Hans hjerte hamrede som besat, og han kunne ikke lade være med at tænke på de kostbare øjeblikke, han lige havde delt med sin billedkunstlærer. Han følte sig som den heldigste dreng i verden, når han var sammen med Madeleine.
En morgen under morgenmaden delte Williams mor en spændende nyhed med familien. William og Mia var opmærksomme, mens faren viste stor interesse. Hun, hvordan Madeleine havde hjulpet med at finde et fantastisk kommunalt tilbud til Mia. Takket være dette tilbud ville Mia snart begynde i en skole, der kunne opfylde hendes behov – og det bedste var, at det var gratis. Det var noget, familien ikke vidste var muligt før nu.
For Mia var overgangen i starten skræmmende, da hun skulle starte på en ny skole, men hurtigt begyndte hun at føle sig mere tryg og glad i sin nye klasse. Den mindre klassestørrelse gav lærerne mulighed for at bruge mere tid med Mia, og hun blev ikke længere drillet. Efter blot en uge på den nye skole, begyndte Mia at blomstre, og det var som om, at hun var blevet en helt ny person.
Williams mor insisterede på, at han skulle sige tak til Madeleine for hendes uvurderlige hjælp. William var mere end villig til det. Han elskede sin lillesøster højt og følte lettelse over ikke længere at skulle tage sig af hende hele tiden. En lille skolebus kørte nu forbi deres hus hver morgen, og Mia kunne trygt stige på den og stige af igen om eftermiddagen ved hjemkomsten.
En dag besluttede mor at invitere Madeleine til aftensmad som en gestus for at takke hende for den utrolige indsats, hun havde gjort for begge hendes børn. Takket være den nye lærer var begge hendes børn brudt ud af de triste skaller, de havde været fanget i så længe.
”Jeg har aldrig set William i så godt humør,” forklarede mor, da de alle sad sammen ved spisebordet. ”Den tid, du har brugt sammen med ham, har virkelig forvandlet ham.”
”Det er sødt af dig at sige, Laura. William er en bemærkelsesværdig ung mand, og hans talent er noget ganske unikt. Har I ikke overvejet at skrive ham op til en kunstskole?”
“Der er ikke tid til det pjat,” sagde Williams far, som var mindre fornøjet ved, at denne unge københavner var kommet ind i deres familieliv uden videre. ”William skal ud og tjene penge – ikke spilde sin tid på en uddannelse, der ikke fører til andet end arbejdsløshed.”
William følte sig generet af sin fars bemærkning. Hans far var ofte pinlig. I familien var der sjældent nogen, der turde sætte sig op imod ham, men det stoppede ikke Madeleine.
”William besidder et helt særligt potentiale, og det ville være en skam for hele verden at forhindre ham i at udfolde det. I mine mange år som underviser har jeg aldrig stødt på nogen med en sådan sans for detaljer som ham.”
Hans far forblev uenig, og samtalen forstummede en smule. Da Madeleine var klar til at gå hjem, ventede William sammen med hende i entréen, hvor hun tog sine sko og frakke på.
”Din far kan ikke se, hvor talentfuld du er, William,” sagde Madeleine, da hun var klar til at gå ud af døren. ”Men du skal ikke lade det påvirke dig. Resten af verden skal nok opdage dit potentiale.”
William følte sig overvældet af sine egne følelser. Han krammede Madeleine. Hun blev en smule overrasket, men hun omfavnede drengen. Hun strøg ham blidt gennem håret. ”Så, så,” hviskede hun, og i det øjeblik følte William sig utroligt heldig og velsignet. Madeleine havde betydet mere for ham, end han nogensinde havde drømt om.
Efter det blev Madeleine en fast ven af af familien. Hun begyndte at gå til zumba med Williams mor, og den vej igennem blev hun introduceret til at en ny venindegruppe. Madeleine betroede sig til William om, at hun ikke længere følte sig lige så isoleret og ensom i byen, og hvor taknemmelig hun var.
Nu, hvor Mia blev hentet af sin egen bus om morgenen, skulle William begynde at tage bussen alene. Men en eftermiddag i billedkunstlokalet kom Madeleine med en idé: Hun kunne da samle ham op på vejen, hvilket ville spare ham penge på busbilletter.
De begyndte at koordinere deres tider og udvekslede telefonnumre for at gøre det lettere at planlægge. Denne tættere kontakt ledte også til, at de begyndte at sende beskeder og sjove memes til hinanden, hvis de fandt noget, den anden ville grine ad.
En af dagene, hvor Madeleine kørte William hjem fra skole, opdagede han en række fint indpakkede gaver på forsædet, hvor han normalt sad, da han skulle til at sætte sig ind.
“Skal du dig til en fødselsdag?” spurgte han nysgerrigt.
“Hvad? Nåh, dem? Pis, okay, de er faktisk til dig. De var til din fødselsdag. Jeg havde glemt, at de lå herude.”
William blev overrasket og spurgte: “Til mig? Men hvorfor?”
Madeleine grinede og sagde: “Lad os bare kalde mit beskedne bidrag til Danmarks kulturelle fremtid. Du kan åbne dem og se, hvad jeg mener.”
Med spænding rev William gavepapiret af og opdagede pensler, maling og lærred. Alt hvad man behøvede for at forfølge sin passion som en aspirerende kunstner. Hans øjne lyste op af glæde. “Er det her virkelig til mig?”
Madeleine nikkede smilende. “Det er ikke meget, men jeg håber, det kan hjælpe dig med at komme i gang. Måske om ti år, når du er en verdensberømt, anerkendt maler, vil du tænke tilbage på din gamle billedkunstlærer. Måske sender du mig også nogle millioner for at takke mig.”
De lo begge, og Madeleine fik William til at love, at han ikke ville afsløre, at hun havde givet ham gaverne. Hun sagde, at hun ellers ville ende med at skulle give gaver til alle sine elever, og det ville ruinere hende.
Forårsmånederne nærmede sig, og med dem kom planlægningen af 9. klassens årlige studietur. Turen gik til København, og udover Madeleine, skulle de også have deres almindelige klasselærer, dansklæreren Helle, med. Som det var sædvane, skulle klassen inddele sig i grupper, afhængigt af hvem der ville sove på værelse med hvem.
En af ulemperne ved ikke at have nogle venner i sin klasse var, at William nu stod i et dilemma. Han vidste ikke, hvem han skulle dele værelse med, da han egentlig ikke snakkede med nogle af de andre fra klassen. Som sædvanligt nøjedes han med at følge strømmen og slutte sig til en gruppe, hvor der var plads. Men han havde aldrig forestillet sig, at han ville ende med at dele værelse med sin plageånd, Emil.
“Så hænger vi fandeme på dig,” grinede Emil ondskabsfuldt, da han, William og to andre drenge – Emils kumpaner – trådte ind på deres hotelværelse. De dannede en truende halvcirkel omkring ham.
“Sig mig, er du forfulgt af uheld eller hvad?” spurgte en af de andre drenge med et flabet grin.
William forsøgte at bevare sin ro og svarede: “Hvis I lader mig være, lader jeg jer være.” Han prøvede at undgå en konfrontation. Selvom han var ret god til at slås, vidste han, at en uge med fysisk konfrontation ville være uudholdelig.
Han var lettet over, at drengene primært lod ham være i fred. Ligesom de fleste andre i klassen valgte de at ignorere ham, og det passede William fint. I stedet brugte han sin tid på at udforske København sammen med sine klassekammerater. Han havde aldrig været i København før, og de gamle, fint detaljerede bygninger pirrede hans unge kunstnerhjerte. Han vandrede gennem gaderne med hænderne i lommerne og høretelefoner i ørerne. Han var blevet en stor fan af The Velvet Echoes og lignende bands.
Han fandt det dog en smule mærkeligt at have Madeleine med på turen. Selvom han var taknemmelig for hendes tilstedeværelse, var det underligt at se hende agere som en almindelig lærer igen, når han var blevet vant til at være sammen med hende som en ven. De intime øjeblikke, de tidligere havde delt, syntes nu at være forsvundet, skubbet i baggrunden af det professionelle lærer-elev-forhold.
Det var en af de sidste dage på studieturen, hvor klassen skulle have været i Zoologisk Have. Men da det stod ned i stænger, besluttede Helle og Madeleine at aflyse turen. I stedet stod eleverne over for et valg: at tilbringe dagen i hotellets pool, som Helle ville overvåge, eller at besøge Statens Museum for Kunst sammen med Madeleine.
Klassen var samlet i hotellets indgangshal, og en trykkende stilhed fyldte rummet. William var den eneste, der rakte hånden op, da kunstmuseet blev frembragt som mulighed. Resten af klassen foretrak tydeligvis poolen.
Emil lo hånligt og sagde, “Willy, du er virkelig en nørd,” hvilket fik resten af klassen til at grine.
Madeleine greb hurtigt ind, og drengen tav øjeblikkeligt.
Således blev klassen opdelt. De gik hver til deres aktivitet, og på vejen skubbede Emil sin skulder mod Williams og tilføjede et lavmælt, “nyd din lille date.”
William kogte indvendigt af vrede, og hans første impulser var at konfrontere Emil. Men han havde udviklet sig og valgte i stedet at ignorere ham, skjule sin vrede og bevare roen.
William og Madeleine gik ind i Statens Museum for Kunst og følte straks, at de trådte ind i en anderledes verden. De var imponerede af kunstværkerne og de smukt dekorerede lofter, hvilket skabte en særlig stemning, der omfavnede dem med sin pragt. Det var usædvanligt at have næsten hele museet for sig selv, da de besøgte det tidligt om morgenen.
“Jeg elsker det her sted,” sagde Madeleine med en smilende entusiasme, da de stod i museets indgangshal. “Jeg plejede at komme her meget, da jeg stadig boede her. Det er som et skatkammer af kunst, fyldt med historier og følelser.”
William nikkede ivrigt og betragtede de farverige malerier, der omgav dem. “Jeg har aldrig været her før. Det er fantastisk.”
Madeleine smilede til ham. “Så er du heldig at opleve det for første gang sammen med mig.”
Mens de stod foran et impressionistisk maleri af en solnedgang over et roligt hav, kunne William ikke lade være med at lade sit blik glide fra lærredet til Madeleine. Han lagde mærke til, hvordan det varme sollys ramte hendes ansigt og spillede i hendes mørke hår. Hendes øjne lyste ligesom himlen på maleriet.
Et øjeblik senere, da Madeleine vendte sig mod ham for at sige noget om maleriet, fandt hun hans blik hvilende på sig. Et smil trak sig om hendes læber, og hendes øjne mødte hans.
“William, hvad tænker du på?” spurgte hun med nysgerrighed.
William rødmede let, men han kunne ikke lyve. “Øh, jeg tænker bare på, hvor smukt alt dette er,” svarede han, gestikulerende mod maleriet.
Madeleine betragtede ham i et øjeblik, og det var som om hun kunne fornemme hans tanker, uden at han skulle sige dem højt. Han sank en klump.
Hun så på William med et varmt smil og foreslog: “William, vi har stadig et par timer, før vi skal tilbage til hotellet. Hvad siger du til at udforske resten af København? Jeg kan vise dig nogle af mine yndlingssteder.”
William nikkede ivrigt, taknemmelig for muligheden for at tilbringe mere tid sammen med hende. “Ja, det lyder fantastisk, Madeleine!”
De forlod museet og begav sig ud i byen. Madeleine viste ham små hyggelige caféer og nogle af de mindre kendte seværdigheder, som hun selv holdt af. De vandrede gennem brostensbelagte gader og gader med farverige huse, og Madeleine fortalte anekdoter og historier om byen, der fik den til at føles levende og pulserende på en helt anden måde.
William nød hendes selskab og nød at lytte til hendes stemme. Det føltes som om hun åbnede en hemmelig verden for ham, og han sugede hvert eneste ord til sig. Hver en detalje, hun delte, var som et lille glimt ind i hendes liv, og det føltes særligt, som om han nu var blevet en del af hendes verden.
Madeleine førte William gennem de smalle gader i København, indtil de kom til en hyggelig, lille restaurant. Det var et sted, hun havde besøgt mange gange før og vidste, at de serverede lækker mad. Et skilt ved indgangen viste, at de også havde udendørsservering, men Madeleine valgte at gå ind i det varme og velbelyste lokale.
Restauranten havde træmøbler med et rustikt præg og vægge prydet af farverige kunstværker lavet af lokale kunstnere. Der spillede blød jazzmusik i baggrunden, og duften af krydderier hang i luften. Atmosfæren var afslappet og indbydende.
De blev vist hen til et lille bord ved vinduet, hvor de kunne se folk gå forbi på gaden. William tog plads over for Madeleine og kiggede rundt med stor interesse. Han havde aldrig været ude at spise på en restaurant før, og det hele virkede spændende og nyt for ham.
“Jeg elsker det her sted,” begyndte Madeleine og åbnede menukortet. “De serverer virkelig lækker mad. Du skal prøve noget fra deres menu.”
William nikkede og kiggede ned på menuen, selvom han følte sig en smule overvældet. Han havde aldrig hørt om nogle af de retter, der var nævnt.
Madeleine lagde menuen fra sig og smilede til William. “Hvis du vil have det, kan jeg anbefale noget. Jeg har spist her mange gange.”
William nikkede taknemmeligt. “Øh, ja tak, det ville være rart.”
Madeleine bestilte derefter et par forskellige retter, herunder noget fisk og en vegetarisk pastaret. William stolede på hendes valg og glædede sig til at smage det. Da tjeneren spurgte om drikkevarer, bestilte Madeleine et glas rødvin og vendte sig mod William.
“Vil du have noget at drikke? De har nogle gode sodavand, eller også kan du bare få vand.”
“Vand er fint, tak,” svarede han.
Madeleine tog en tøvende slurk af sin vin og kiggede hemmelighedsfuldt på William. “Vil du love mig noget?”
William så nysgerrigt på hende. “Hvad vil du have, at jeg lover?”
Madeleine smilede og lænede sig tættere på ham. “Jeg burde nok ikke sidde her og drikke vin, mens jeg er på arbejde og i princippet “holder opsyn med dig”. Hvad siger du til, at det forbliver vores lille hemmelig?”
William nød følelsen af, at de delte en hemmelighed. Han nikkede. “Jeg siger ikke et ord.”
De smilede til hinanden som to medskyldige og fortsatte med at nyde deres måltid. Samtalen flød let mellem dem om deres liv og interesser, og William begyndte at føle sig mere afslappet i Madeleines selskab. Han åbnede op om sin familie, sin passion for kunst og følelsen af at være en outsider i skolen. Madeleine lyttede opmærksomt og delte også nogle af sine egne oplevelser og interesser.
Da maden ankom, begyndte William at forstå, hvorfor Madeleine havde anbefalet restauranten. Hver bid var en smagsoplevelse, og han nød hvert øjeblik af det. William var ikke vant til at spise sådan, og det føltes som en luksus.
Madeleine, der nød sin rødvin, smilede til ham. “Er du glad for maden?”
William nikkede ivrigt. Han fortsatte med at nyde hvert enkelt bid af sin lækre ret, og Madeleine kiggede glad på ham. Hun virkede glad for at se ham opleve noget nyt. Da hendes glas rødvin blev genopfyldt af tjeneren, kiggede hun over på William.
“Har du nogensinde smagt rødvin, William?” spurgte hun nysgerrigt.
William tøvede et øjeblik. Hans blik gled hen over hendes glas, der glimtede i det dæmpede lys fra lysekronen over dem, og den blodrøde væske nede i. “Næh, det har jeg ikke.”
Madeleine smilede og rakte sit glas mod ham. “Vil du smage? Men pas på, det er lidt stærkt.”
William nølede kort, men han kunne ikke modstå hendes smil. Han rakte ud og tog forsigtigt glasset, mens Madeleine holdt det fast. Han tog en lille slurk og indtog smagen. Rødvinens komplekse smagsnuancer fyldte hans mund, og han blev overvældet af den stærke smag. Han hostede let, og Madeleine brød ud i latter.
“Er det for stærkt for dig?” spurgte hun med et drillende smil.
William nikkede og smilede skævt. “Ja, det er stærkere, end jeg havde forventet. Jeg tror, jeg foretrækker vand.”
Madeleine lo blidt og tog sit glas tilbage. “Jeg beklager, jeg skulle have advaret dig. Rødvin er nok en anelse for surt for børn. Måske vil du lære at sætte pris på det, når du bliver ældre.”
William følte sig en anelse stødt over, at hun kaldte ham et barn. Han rettede sig op i stolen med en bestemthed, der var uvant for dem begge. “Jeg er ikke en lille dreng, Madeleine.”
Madeleine iagttog ham et øjeblik. Hendes øjne hvilede på ham, som om hun målte og vejede ham. William følte sig selv krympe under hendes blik.
“Nej, det er du ikke, William,” nikkede hun så og rakte glasset mod ham igen. “I så fald, vil du så have en tår mere?”
William tøvede et øjeblik, men besluttede sig så for at prøve igen. “Ja, tak. Lad mig smage det igen.”
Madeleine hældte forsigtigt lidt vin i et glas til William, og han tog det forsigtigt i hånden. Han tog en lille slurk og lod smagen brede sig i munden. Det var stadig anderledes, men han kunne fornemme nuancerne bedre.
Madeleine smilede opmuntrende. “Se, du er snart en erfaren sommelier.”
William vidste ikke, hvad en sommelier var, men han smilede og skålede med hende. De fortsatte med at nyde måltidet og hinandens selskab, og det føltes som om, at de var de eneste to mennesker på den lille restaurant.
Efter en dejlig middag skulle Madeleine til at betale for deres måltid, men William insisterede på, at han kunne betale. Hun argumenterede med, at hun var den voksne, og at hun havde flere penge, så det var kun rimeligt.
William sagde, “Madeleine, det behøver du virkelig ikke. Jeg har også penge, og jeg vil gerne betale.”
Madeleine smilede og lagde sin hånd på hans skulder. “William, som den ansvarlige lærer her, mener jeg, at det er mest passende, hvis jeg tager regningen. Du kan betale næste gang. Hvad siger du til det?”
William nikkede efter lidt tøven. Næste gang? Det lød som om, hun lavede sjov, men var der en skjult betydning bag hendes ord?
Efter de havde betalt regningen og forladt restauranten, var det blevet mørkt udenfor. William følte alkoholen begynde at påvirke ham, og kulden susede igennem hans jakke. Madeleine søgte varmen og klyngede sig til ham, idet hun bemærkede, “Det er godt nok blevet koldt herude.”
Forsigtigt trak William hende tættere ind til sig, men en lille irritation bredte sig indeni ham. Det var ikke så meget på grund af kulden, men mere fordi Madeleine var næsten et halvt hoved højere end ham. Selvom det kun var nogle centimeter, føltes det som en markant forskel i hans øjne. Men han forsøgte at skjule sin egen usikkerhed og trak hende alligevel tættere på.
De gik sammen ned ad den mørke, stille gade, arm i arm. William, der følte sig som en lille dreng ved siden af Madeleine, forsøgte at se ud som om, han havde styr på situationen. Han smilede til hende, men hans stilhed talte for sig selv. Madeleine bemærkede hans lille uro og fniste stille.
“Du er en sand gentleman, William,” sagde hun med et drillende smil og ruskede blidt op i hans hår.
William rødmede endnu mere, men hans stædighed forhindrede ham i at indrømme det. Han grinede bare forsigtigt og fortsatte med at gå arm i arm med hende, selvom han ikke kunne lade være med at tænke på deres højde- og aldersforskel.
Mens de gik ned ad gaden sammen, tæt sammenslyngede, kunne William mærke, at nogle forbipasserende sendte nysgerrige blikke i deres retning. Folk undrede sig måske over, hvad en voksen kvinde lavede sammen med en 15-årige dreng, men William besluttede sig for at ignorere det. Madeleine, påvirket af rødvinen, bemærkede ikke de nysgerrige blikke omkring dem. Hun fortsatte med at snakke og grine.
Til sidst lykkedes det dem at finde en ledig taxa, og de satte sig ind. William gav chaufføren hotellets adresse, og bilen begyndte at køre. De sagde ikke meget under køreturen, men det var ikke nødvendigt. Den trygge stilhed mellem dem var behagelig i sig selv. De havde delt en særlig aften sammen, og det havde bragt dem tættere på hinanden.
Da de nærmede sig hotellet, kiggede William ud af vinduet og så regnen, der stille dryppede ned. Han tænkte på den skæbnesvangre uge, hvor han var blevet tvunget til at dele værelse med Emil, og kontrasterede det med den fantastiske aften, han lige havde haft. Det var som om, hans liv var blevet vendt på hovedet, og han skyldte det hele til Madeleine.
Taxaen standsede foran hotellet, og de trådte ud. William hjalp Madeleine med at komme ud af bilen, og de gik sammen ind på hotellet, stadig i en behagelig stilhed. Det føltes som om, de havde deres egne små hemmeligheder sammen, og William nød følelsen.
De gik op ad trappen til Madeleines værelsesdør og stoppede foran den. William følte sig træt, men glad. Han vidste, at det havde været en dag, han aldrig ville glemme. Han vendte sig mod hende og sagde: “Tak for i dag, Madeleine. Det har været fantastisk.”
Madeleine smilede og nikkede. “Ja, det har det virkelig. Jeg håber, du har nydt det.”
“Det gjorde jeg virkelig,” sagde han.
Madeleine nikkede og gav William et kærligt smil. “Det er jeg glad for at høre, William.”
De stod der foran døren, i et kort øjeblik, som om de begge var i tvivl om, hvordan de skulle sige farvel efter sådan en særlig aften. William følte også det lille stik af tristhed ved tanken om, at dagen nu var ved at være forbi.
Hun strakte armene ud og omfavnede William. Han reagerede straks, og de omfavnede hinanden i et varmt, kærligt kram. Det var som om, de begge vidste, at dette øjeblik skulle være nok, at det var en smuk afslutning på en vidunderlig dag.
“Godnat, William,” hviskede Madeleine, da de trak sig ud af krammet.
“Godnat, Madeleine,” svarede William, med en blid glans i øjnene.
De gav hinanden et sidste smil, inden de vendte sig og gik hver til sit. Da hendes dør lukkede sig, kunne William ikke lade være med at tænke på, hvor heldig han var. Han havde haft den mest utrolige dag sammen med en kvinde, han elskede højt.
William vendte tilbage til sit værelse og kunne straks høre lyden af dakkedakmusik, der flød gennem hotellets smalle gange. Han havde helt glemt, at Emil og de andre havde planlagt en fest. Han sukkede dybt og vidste, at han ikke ville få noget søvn den aften.
Han satte sig ved et af bordene og lod sig synke ned i sine egne tanker. Festen var fjern og ubetydelig, og han følte sig som et skib, der drev væk fra kysten. Nogle af gutterne kom over for at drille ham, men William var så fordybet i sine egne tanker, at han ikke engang bemærkede dem.
Pludselig vibrerede hans telefon, og han så ned for at se, at han havde fået beskeder. Hans hjerte sprang et slag over, da han så, at det var Madeleine, der skrev. Hun sendte ham selfies fra dagen, og de fik straks et smil frem på hans ansigt. Han bladrede igennem billederne og grinede ved synet af de fjollede ansigter, de poserede med på hvert billede.
Da han nåede ned til billedet fra museet, hvor de begge lignede de mest oversofistikerede kunstelskere, kunne han ikke lade være med at le højt. Han følte sig tættere på Madeleine end nogensinde, selvom de ikke var sammen lige nu.
Han besluttede sig for at tage et selfie selv, mens han sad alene ved bordet med festen i baggrunden. Han forsøgte at ligne en, der hyggede sig, men ærligheden i hans ansigt afslørede hans frustration. Nogen havde sat en festhat på hans hoved, uden at han vidste det, hvilket fik ham til at se endnu mere fjollet ud.
“?????? Hvor ser du festlig ud, William! Den hat klæder dig virkelig!”
William smilede, da han læste hendes besked. Hun formåede altid at få ham til at føle sig bedre tilpas, selv når han var frustreret og ensom.
Men pludselig tikkede der en ny besked ind fra hende: “Vil du chille på mit værelse, indtil festen er forbi?”
William tøvede ikke og svarede hurtigt: “Ja, det vil jeg gerne.” Han sagde aldrig nej til at bruge tid sammen med Madeleine, og han ville gøre alt for at undslippe festen og de andre. Han rejste sig hurtigt og gik ned til Madeleines værelse.
Værelset var badet i en dæmpet belysning og den behagelige duft af Madeleines parfume. William trådte forsigtigt ind. Hans hjerte bankede hurtigere. Det var den første gang, han var inde på en kvindes værelse, og han følte en bølge af nervøsitet skylle ind over sig.
Hun var iført den samme skjorte fra tidligere men havde taget nogle pyjamasbukser på. Hendes sorte hår faldt i bløde bølger omkring hendes skuldre, og hun havde fjernet sin makeup.
Hun bød ham velkommen med sin varme stemme. “Hej igen, William. Bare føl dig hjemme. Og husk, hvis nogen skulle spørge, så har du aldrig været her.”
Madeleine blinkede til ham, og de udvekslede et kort, hemmeligt øjeblik af forståelse. De vidste begge, at det var over grænsen for, hvad der var acceptabelt mellem en lærer og elev, at han var på hendes værelse på dette tidspunkt af aftenen. Men for dem var det jo anderledes, da de jo var venner, så hvorfor skulle den slags regler gælde for dem?
De sad på sengen og fortsatte deres hyggelige samtale, grinede og delte sjove historier fra deres liv. Madeleine havde fundet et kortspil, og de besluttede sig for at spille 500. William, der aldrig rigtig havde spillet 500 før, var ivrig efter at lære det. Madeleine forklarede reglerne tålmodigt, og snart var de i gang med at spille.
Madeleine havde også åbnet en flaske rødvin fra hotelværelsets skab og skænket to glas op. Hun rakte forsigtigt et af glassene til William. Han tog det i hånden og mærkede straks varmen fra vinen. William, der ikke var vant til alkohol, følte sig en smule nervøs, men han ville ikke lade det ødelægge deres hyggelige aften.
“Skål,” sagde Madeleine og løftede sit glas. William gjorde det samme og smilede. De skålede og tog en tår af den røde vin.
Mens de spillede, kom de med små drillerier og kommentarer, der efterhånden skabte en let og flirtende stemning mellem dem.
“Du har lært det her spil virkelig hurtigt, William,” bemærkede Madeleine imponeret og kiggede på hans kort.
William smilede skævt. “Jeg har en god lærer.”
Madeleine lo. “Ja, det kan du have ret i.”
Hver gang William kiggede på Madeleine, følte han sig fanget i hendes smukke øjne og hendes smittende smil. Han prøvede at skjule sine følelser for hende, men det blev sværere og sværere for hvert glas vin og hver grinende bemærkning.
Efter at have spillet kort og drukket vin i et stykke tid begyndte stemningen at ændre sig. De var begge blevet mere afslappede og åbne, og den flirtende tone blev mere tydelig.
William lå halvvejs ned i sengen og kiggede op på Madeleine. “Du lærer mig så meget om alting hele tiden, Madeleine. Først om kunst, musik, vin og nu også om kortspil. Hvad bliver det næste?”
Madeleine lo blidt, inden hun lagde sig ned ved siden af ham med sit vinglas. “Hmm, hvem ved? Måske bliver det et kursus i cocktailopskrifter. Jeg tænker, du har brug for en mere… voksen smag, William.”
William grinede. “Måske har du ret. Men lige nu nyder jeg bare at være her sammen med dig.”
Madeleine kiggede på ham, og der var noget i hendes blik, der fik hans hjerte til at slå hurtigere. “Jeg nyder virkelig også dit selskab, William.”
Der opstod en kort tavshed, hvor de to bare lå og så på hinanden. William kunne mærke spændingen i luften.
“Hvis du bare var 10 år ældre…” hviskede Madeleine og ruskede blidt rundt i hans hår. Men så snart det gik op for hende, hvad hun havde sagt, trak hun hånden til sig og satte sig op. “Åh, gud, undskyld, William. Det var — Øh, det var ekstremt upassende sagt af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg –”
William reagerede ved at tage hendes ansigt forsigtigt i sine hænder og kysse hende på munden. Det var et intenst og følelsesladet kys, der fik øjeblikket til at virke uendeligt. De var helt optaget af hinanden, og alt omkring dem synes at forsvinde.
Da de trak sig væk fra hinanden, var der et øjeblik af forundring i hendes blik.
“Undskyld,” sagde William så.
Madeleine stirrede på ham, hendes øjne fyldt med en blanding af følelser. Hun åbnede munden, som om hun ville sige noget, men lukkede den så igen. I stedet rakte hun langsomt op og strøg sin tommelfinger over hans læber, som stadig føltes brændende fra kysset.
“William,” sagde hun endelig. Hendes stemme var blid og fyldt med en usikkerhed, han aldrig havde hørt før. “Det var… lidt uventet.”
Han nikkede, stadig forpustet. “Undskyld. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.”
Madeleine sank en klump og trak sig lidt tilbage. “Jeg tror ikke… Vi kan ikke… Jeg mener, det her kan ikke…”
William fuldførte hendes sætning, “…kan ikke fortsætte.” Han vidste, at hun havde ret, at det var farligt og forkert, men han kunne ikke benægte den overvældende tiltrækning, de havde delt.
Madeleine sukkede og strøg en løs krølle væk fra sin pande. “Vi, øh, vi er nødt til stoppe nu, William. Vi kan ikke gøre det her.”
Han nikkede, selvom det knuste hans hjerte. “Du har ret.”
William begyndte at rejse sig for at gå tilbage til sit eget værelse. Inden han nåede så langt, kaldte Madeleine dog på ham.
“Vent et øjeblik,” sagde hun, mens hun udtrykte en vis forundring i sit ansigtsudtryk. “Jeg må indrømme, William, at dit kys ikke lever op til mine forventninger.”
William så på hende, lidt overrasket. Han havde troet, at kysset havde været vidunderligt.
“Så… Jeg mener, måske burde jeg, øh, give dig nogle tips,” fortsatte hun, tøvende. “Eller en slags demonstration?”
William forstod hendes hentydning og kunne ikke lade være med at drille hende. “Jeg troede, at min næste lektion skulle omhandle cocktailopskrifter?”
Madeleine grinede let. “Hmm, jeg tror, at vi tager en lille omvej først.”
De holdt hinandens hænder, og deres læber mødtes i endnu et intenst kys, der overgik alt, de tidligere havde delt. William kunne mærke sit hjerte slå hurtigere, og han besvarede hendes kys med en lidenskab, der føltes overvældende. De mistede fornemmelsen af tid og omverdenen forsvandt. Det var som om, de var de eneste to mennesker i verden. Pludselig hørtes en klirren, og et af deres vinglas var faldet til gulvet, men de ænsede det knapt nok.
Hun nærmede sig, og deres kys blev mere intenst. Hendes krop var tæt på hans, og han kunne føle hendes varme hud mod sin egen. Han lod sine hænder glide op i hendes mørke hår, der føltes utroligt blødt. Deres læber mødtes igen i en lidenskabelig omfavnelse, og deres kys var fyldt med stærke følelser og begær. Hun førte forsigtigt sin tunge ind i hans mund, og han modtog det lidt usikkert.
Hun udstødte bløde støn, og han prøvede at følge hendes rytme. Hun guidede hans hænder og fingre, der forsigtigt strøg ned ad hendes ryg, inden de endelig hvilede på hendes faste numse. Hendes åndedræt blev dybere, og han kunne mærke hendes hjerte hamre mod sit bryst.
Hun løftede sig op, og han frygtede i et kort øjeblik, at det var forbi. Han tørstede efter mere, som en fortabt sjæl i ørkenen. Men i stedet knappede hun sin skjorte op, knap efter knap. Hun havde ikke bh på, og hun skjulte sine bryster bag sin arm som et skjold som for at beskytte sin sidste trevl af anstændighed. Hendes blik var fyldt med en blanding af frygt og længsel, som spejlede sig i Williams øjne.
“Du skal love mig noget,” sagde hun med en stemme, der var fyldt med en svag skælven. “Du må aldrig, aldrig, aldrig fortælle nogen om det her. Det her er en hemmelighed mellem os og kun os, okay?”
William nikkede stille. Hans ord sad fast i hans strube. Han forstod, at denne nat ville blive en del af hans livs mest intime oplevelser. Han forstod, at denne nat tilhørte dem og dem alene.
Hun fjernede endelig sin arm, og hendes nøgne krop blev afsløret for William. Hendes brystvorter var små og delikate som rosenknopper, og hendes hud var blød og glat som elfenben under månens blege skær. Hendes krop pulserede med en livlig energi, der trak William mod hende som en magnet.
De bevægede sig nærmere hinanden, og deres læber mødtes i et desperat kys. Kysset var fyldt med undertrykt længsel og ønsket om at smelte sammen som to sjæle, der endelig havde fundet hinanden.
Hendes fingre bevægede sig let over hans hud, og han kunne mærke hendes brystvorter, hårde og pirrende, bore sig ind i sit bryst. Det var som om, hun læste hans tanker, kendte til hans inderste længsler, og som om hun kunne forstå ham på en måde, som ingen andre kunne.
“Er du jomfru?” spurgte hun, og hans nervøse “ja…” blev mødt med et kærligt smil. Hun forsikrede ham om, at det var helt okay og ganske almindeligt.
Hun spurgte igen, denne gang om hans samtykke, og om det var okay, at hun tog hans bukser af. Hans svar var et sagte, længselsfuldt nik. Hun bevægede sig tættere på ham, og hendes fingre løsnede langsomt hans bælte. Det var som om, tiden blev sat på pause, da hun trak hans jeans ned omkring hans ankler, inden de fik dem af i fællesskab.
Hun kiggede på ham med ét af de smil, der sendte varme bølger ned gennem hele hans krop. Hendes læber var let adskilte og afslørede et glimt af hendes perlehvide tænder, og hendes øjne funklede med et drilsk glimt. Han forsøgte at kontrollere sig selv, men hans hjerte bankede som om, det ville rive sig ud af hans bryst. Han kæmpede for at stabilisere sin vejrtrækning, men luften syntes at blive tyndere omkring ham og kvælede hans forsøg på at finde ro. Hver nerve i hans krop prikkede af forventning, som om en uendelighed af små, elektriske stød løb gennem hans årer samtidig.
Og så, i en udsøgt pinehandling, strøg hun sin håndflade blidt over bulen i hans underbukser. Det var en nænsom berøring, blød som silke, men alligevel sendte det chokbølger af nydelser gennem William. Han mærkede en øjeblikkelig varmebølge skylle ind over sig, som om et hav af ild var blevet antændt inde i ham. Alt omkring dem forsvandt, som om universet selv holdt vejret for at være vidne til dette dybt intime øjeblik mellem dem.
Fornemmelsen af hendes berøring var både overvældende og berusende. I det flygtige øjeblik overgav han sig til det brændende begær, der fortærede ham, lod sig overtage og slap på enhver form for selvbeherskelse. Bulen i hans underbukser spændte mod stoffet og længtes efter at blive løsladt fra dets indespærring. Hans krop forrådte ham og reagerede på hendes berøring med et ufrivilligt ryk en stille bøn om mere.
Mens hun drillende trak hans underbukser ned, strømmede et sus af forventning gennem hans krop og fik hans hjerte til at galopere. Åndedrættet kneb, og han måtte bide sig i læben for at forhindre et støn i at slippe ud. For hver centimeter stof hun trak ned, fyldtes luften i rummet med intens spænding.
Da hendes varme ånde børstede mod hans stive lem, mærkede han en intens bølge af glæde skyde gennem sig. Det var, som om hver af hendes åndedræt var et ømt kærtegn, der vækkede hans sanser og tændte ilden dybt indeni. Fornemmelsen var både fristende og forførende, en sød tortur, der efterlod ham længeselsfuld efter mere.
Hans hænder udforskede hendes modne krop, og han mærkede hendes varme, silkebløde hud mod sine fingre. Hendes bryster fyldte hans hænder, faste og samtidig følsomme, og hendes blide støn fyldte rummet med lidenskab og begær.
Hun slikkede forsigtigt undersiden af hans lem og lod sin tunge følge de følsomme årer og kamme. Hendes mund omsluttede ham, varm og indbydende, og skabte et lystfuldt vakuum, der sendte bølger af nydelse gennem hans krop. Mens hun kiggede op på ham med sine fortryllende øjne, blev deres blik fastholdt i en intens forbindelse, der kun forstærkede den intime atmosfære, de delte. Øjeblikket føltes som en evighed, og i det øjeblik kunne han ikke lade være med at føle sig som den heldigste dreng i verden.
I det intime øjeblik, da hun langsomt tog sine trusser af, blev forventningen i rummet mærkbar. Det sarte, sorte stof gled ned ad hendes glatte ben og faldt på gulvet som et tavst vidnesbyrd om det, der var ved at udfolde sig. Da Williams øjne mødte det intime syn af hende, voksede hans begær, fanget af tillokkelsen og mystikken i den sorte trekant mellem hendes ben. Det var en forførende invitation, et symbol på hendes kvindelighed og den ukendte, modne seksualitet, der nu udfoldede sig foran ham.
Hun mødte hans blik, og i et afgørende øjeblik sagde hun lavt, “Er du sikker på, at du vil det her?”
“Mere end noget andet.”
Hun guidede ham ind i sit varme, snævre indre, og følelsen overvældede totalt hans sanser. Hver berøring, hver bevægelse antændte en ild i ham, der brændte stærkere for hvert sekund, der gik. I den nærhed, de delte, skabte de deres egen lille boble, en hemmelig verden, hvor de to ensomme sjæle fandt trøst, skjult fra omverdenens uforstående blikke. Han overgav sig til den berusende omfavnelse og svælgede i de udsøgte fornemmelser, hun vækkede i hans krop.
Da hun blidt lod sig glide ned over ham, oplevede William en bølge af intensitet, der sendte sitrende fornemmelser gennem hele hans krop. Da han var helt inde i hende, lænede hun sig ind mod ham, så hendes bryster blev mast imod hans krop. De lå tæt, ansigt til ansigt, i et intenst øjeblik af fysisk og følelsesmæssig samhørighed. Deres læber mødtes i et ømt kys, der forstærkede den intime forbindelse mellem dem.
William tog stramt fat om hendes baller og stødte sit lem blidt op i hendes skede. Hun lukkede øjnene og stønnede længselsfuldt ind i hans mund, mens tungerne snoede sig om hinanden. Deres kroppe smeltede sammen, benene viklede sig ind i hinanden, og de rullede liderligt rundt i sengen, fordybet i øjeblikket uden at bekymre sig om andet end deres lyst.
Madeleine havde stadig sin åbne skjorte på og William stadig sin t-shirt, som han havde haft på hele dagen. Deres halvt påklædte samleje var en kluntet, ukoordineret affære, der fik hotelsengen under dem til at knirke vulgært. Men det var lige meget. Mens de lå der, sammenflettede, bevægede hun desperat sine hofter op og ned ad hans pulserende skaft, og William mærkede den intense nydelse, der byggede sig op i ham. Hver bevægelse bragte en bølge af ekstase, hendes vådhed smurte hans lem som et glat og sødt smøremiddel, hvilket gjorde penetrationen lettere.
Med hvert blidt stød guidede hun ham og viste ham rytmen og dybden, der fik hendes krop til at skælve med nydelse. Han var hendes hengivne tjener, opsat på at give hende alt. Hendes hænder kærtegnede hans ryg og opfordrede ham til at udforske hende, til at røre ved hende på måder, der ville sende gysninger ned ad hendes rygrad. Hun hviskede blide instruktioner i hans øre og lærte ham, hvordan han kunne pirre hende, og hvordan han skulle bringe hende til randen af ekstase.
Han fulgte ivrigt hendes vejledning. Hans fokus var udelukkende på hendes nydelse. Det var, som om han forstod, at det i det øjeblik var den vigtigste opgave i verden at behage hende. Deres læber mødtes i brændende kys, hver af dem fyldt med en intensitet, der gjorde dem forpustede. Gennem disse kys udvekslede de deres uudtalte længsler og følelser, et hemmeligt sprog mellem dem, som kun de forstod.
“Du er god til det her,” hviskede hun blidt i hans øre, mens hun blidt kneppede ham. Hendes stemme var lav og sensuel, og den sendte kuldegysninger ned ad hans rygrad. Med hver bevægelse guidede hun ham dygtigt og viste ham, hvordan han kunne tilfredsstille hende på den helt rigtige måde. Hendes hænder strejfede rundt på hans krop, sporede konturerne af hans muskler, hvilket kun forstærkede følelserne, der strømmede gennem ham. “Jeg elsker at mærke dig inde i mig,” hviskede hun.
“Jeg elsker dig,” gispede William og kæmpede for at få vejret. Han var fuldstændig betaget af hende, hans hjerte hamrede i hans bryst. Hver berøring, hver hvisken, tændte en ild i ham og fik ham til at give hende alt, hvad han havde.
“Det ved jeg,” hviskede hun og smilede sødt til ham. “Det er meget tydeligt, at du er forelsket i mig, William. Men jeg synes, at det er virkelig sødt.”
Deres øjne låste sig fast i et ømt blik, før hun kyssede hans mund og hals.
“Du er også virkelig sød, William. Du får mig virkelig til at føle mig som den mest særlige pige i verden.”
I det øjeblik smeltede alle bekymringer og hæmninger væk og efterlod kun en rå og ubarmhjertig lidenskab i sit kølvand. Deres kroppe bevægede sig i et perfekt rytme drevet af en umættelig sult efter hinanden.
“Jeg vil mærke dig oven på mig,” stønnede Madeleine åndsfraværende. Hendes stemme, fyldt med længsel, undslap hendes læber som en knap hørbar hvisken i det svagt oplyste rum. Madeleines smidige krop lå nu på ryggen, hendes bryst hævede og sænkede sig af forventning, mens William tog plads over hende.
Med et primalt instinkt placerede William spidsen af sit lem i revnen mellem Madeleines ben og mærkede varmen og fugten, der kom fra hendes indre. De glatte, fløjlsbløde vægge i hendes skede tog ivrigt imod ham og trak ham ind som en magnet. Da han stødte ind i hende, bevægede deres kroppe sig i en langsom dans, der føltes perfekt for dem.
Deres læber mødtes i et inderligt, sultent kys. Tungerne flettede sig sammen, mens de udforskede hinandens munde med en desperat intensitet. Hænderne strejfede frit rundt og fulgte den andens kurver. Madeleines fingre, skælvende af begær, kærtegnede Williams stærke ryg og efterlod spor af varme i deres kølvand. Som svar omsluttede Williams hænder hendes fyldige bryster og æltede dem forsigtigt, som om de søgte trøst i deres blødhed.
Han kiggede ned på hende, mens de elskede med hinanden. Hendes mørke hår klistrede sig til hendes svedige ansigt. Hendes øjne var lukket og hendes mund halvt åben. Hun var det smukkeste væsen, han kunne forestille sig, og han kyssede hende på halsen. Hun gispede skingert.
Fortabt i deres kærlighed syntes deres verden at krympe og forsvinde. Lyden af deres støn og gisp fyldte rummet og smeltede sammen med lyden af hud, der klasker imod hud, og det gav genlyd i deres ører. Hver udånding, hvert sitrende støn, blev et bevis på deres forbudte elskov.
I dette øjeblik syntes intet andet at betyde noget. Tiden stod stille, da de overgav sig til de overvældende fornemmelser, der pulserede gennem deres kroppe. Omverdenen forsvandt, da deres begær forenedes og smeltede sammen som farverne på et maleri, hvor følelserne tog kontrol.
“Jeg kommer snart,” hviskede hun desperat i hans øre. “Og når jeg gør, vil jeg have dig til at komme sammen med mig. Jeg vil have, at du kommer inde i mig, William. Vil du det?”
William nikkede, og hans hjerte bankede, mens han kærtegnede hendes krop. I det øjeblik var han overvældet af begær, ude af stand til at modstå hendes bøn. Intensiteten af deres forbudte elskov gav næring til hans ophidselse. Atmosfæren var fyldt med en blanding af spænding og ængstelse, begge klar over de risici, de tog ved at have ubeskyttet sex.
Til sidst, ude af stand til at holde sig selv tilbage længere, nåede hun ekstasens højdepunkt. Hendes krop dirrede af nydelse, og hendes ben slyngede sig om ham som for at få ham dybere ind. “Kom i mig, William, kom inde i mig,” tiggede hun, hendes stemme fyldt med længsel og desperation.
William, overvældet af hengivenhed og opslugt af sin lærers befaling, bukkede under for sit eget klimaks. Han mærkede en bølge af nydelse strømme gennem sig, da han frigav sin lyst og fyldte hendes skede op med sin sæd. Handlingen var både fortryllende og intens, en forbudt forening, som ingen af dem kunne modstå.
Hun holdt ham inde i sig et stykke tid. Madeleine og William sagde intet til hinanden, men han hvilede sit hoved mod hendes hals, mens de nød følelsen af, at han fyldte hendes skede med sine varme sæd. Hun foldede armene om ham og holdt ham ind til sit bryst.
Tiden føltes som om, den stod stille, mens Madeleine og William forblev låst i denne intime omfavnelse. De nød den intense nydelse, der strømmede gennem deres kroppe. Vægten af hans tilstedeværelse i hende og varmen fra deres forbindelse, omsluttede dem begge. Det var et øjeblik med uudtalt forståelse, en stille anerkendelse af deres fælles sårbarhed og længsel efter hinanden. Madeleines greb strammede sig om Williams krop, som om hun ville holde fast i dette øjeblik for evigt.
Da han endelig mærkede sit lem blive slapt, trak han det ud. Så, som om en dæmning var sprunget, væltede hans udløsning ud fra hende i tykke klatter. Beviset på deres forbudte møde var nu afsløret, skarpt og ubestrideligt. Da lyksalighedens øjeblik sluttede, knuste et brat virkelighedsstød den skrøbelige illusion, de havde skabt. William trak sig tilbage fra Madeleines krop, og med hans afgang oversvømmede et sus af blandede følelser deres sanser. En følelse af tomhed fyldte dem, kombineret med en mærkelig blanding af lettelse og skuffelse.
Madeleine forsvandt ind på hotelværelsets badeværelse. I mellemtiden stod William, der stadig kæmpede med omfanget af det, der lige var sket, på det svagt oplyste hotelværelse. Hans krop rystede ukontrolleret, hans sind kæmpede for at forstå alvoren af deres forbudte forening. Følgerne af deres handlinger svævede over ham som en mørk sky, der truede med at knuse den skrøbelige verden, de havde opbygget sammen.
Da William følte en blanding af skyld og panik, samlede han hurtigt sit spredte tøj og fumlede for at tage det på igen. Hvert stykke tøj føltes tungt på hans skælvende lemmer, en konstant påmindelse om vægten af deres handling. Med hver knap og lynlås, forsøgte han at genvinde en vis kontrol for at maskere den uro, der rasede i ham.
Da han kiggede på det rodede rum, blandede minderne fra deres intime øjeblikke sig med den overvældende følelse af fortrydelse. Med et tungt suk begyndte han opgaven med at rydde op, et forgæves forsøg på at slette beviserne for deres forbudte møde. De kasserede lagner, den dvælende duft af deres lidenskab – alle skulle omhyggeligt lægges væk, som om at afskaffe beviserne på en eller anden måde kunne slette skyldfølelsen.
Madeleine kom ud fra badeværelset iført en badekåbe. Hendes ansigt var blegt og udtryksløst. Hendes skridt var tøvende, som om hun var bange for at gøre noget forkert. Da hun nåede sengen, satte hun sig ned ved siden af William, men hendes blik forblev fjernt.
William følte en blanding af forvirring og anger. Hans hjerte hamrede i brystet. Han kiggede på Madeleine, som om han søgte svar i hendes ansigt, men hendes øjne forblev nedslået, og hun undgik hans blik.
Sengen knirkede svagt, da de begge sank ned i stilhedens dyb. I et øjeblik føltes det som om, at den sprudlende verden, de havde udforsket sammen for blot få øjeblikke siden, aldrig havde eksisteret, og nu var de fanget i et øjeblik af ubeslutsomhed og frygt.
Madeleine brød endelig stilheden med sin let dirrende stemme. “William, det her… Det her burde aldrig være sket.”
Hun vendte sit blik mod ham, og han kunne se smerten i hendes øjne. Det var som om en usynlig barriere var blevet opført mellem dem, og de var fanget på hver sin side.
William var oprevet og forvirret. Han kunne ikke forstå, hvorfor hun trak sig væk i dette afgørende øjeblik. “Madeleine, jeg troede… I don’t know, jeg troede, at du godt kunne lide mig.”
“Selvfølgelig kan jeg det,” sagde hun og tog hans hænder i sine. “Men jeg er 32, og du er 15 år. Jeg er din lærer, William. Det vi gjorde lige før… Det var ikke… Det var ikke okay.”
William prøvede at tale, men hans stemme knækkede over under hans tunge følelser. “Jeg forstår godt, at det måske ikke var… særlig godt, at vi gjorde det, men… jeg fortryder det ikke. Du sagde selv, at intet, man gør med hjertet, kan være forkert.”
Madeleine vendte sit blik væk. Tårer trillede ned ad hendes kinder. “William, du kommer til at fortryde det. Når du bliver ældre, vil du hade mig for det her. Så… undskyld på forhånd.”
Tårerne begyndte også at samle sig i Williams øjne. Han foldede sine hænder omkring hendes. “Jeg kommer aldrig til at hade dig. Aldrig.”
De sad der, grædende, og tættere på hinanden end nogensinde, men alligevel adskilt af de omstændigheder, der havde bragt dem herhen. “Betyder det her…?”
Madeleine nikkede. Hendes stemme var knust. “Ja. Jeg tror, det er bedst, hvis jeg… holder noget afstand fra dig i et stykke tid.”
William forstod, at hun havde brug for tid og plads til at tænke, og han håbede, at de en dag kunne finde tilbage til det, de havde haft. Med et tungt hjerte forlod han hendes værelse, lukkede døren bag sig og vendte tilbage til sit eget rum.
Næste morgen var hotellets spisesal fyldt med lyden af klirrende tallerkener og summen af snak. William og Madeleine sad langt væk fra hinanden i hver deres hjørne af lokalet. Deres øjne mødtes nu og da, men de sagde ikke noget til hinanden.
Ugerne gik, og Madeleine undgik ham. Hun dukkede ikke op på skolen længere, og hun svarede ikke på hans beskeder. Han vidste, at han var skyld i hendes forsvinden, og det sørgede ham. Han følte sig fanget i en labyrint af følelser, og han længtes efter en måde at råde bod på situationen. Samtidig vidste han, at deres forhold nu var blevet uigenkaldeligt ændret, og han var nødt til at acceptere det. Særligt da nyheden nåede klassen, at Madeleine havde sagt sin stilling som billedkunstlærer op.
Selvom William var velvidende om årsagen til Madeleines pludselige tilbagetræden som lærer, gjorde det ikke savnet og smerten mindre overvældende. Hun havde valgt at afbryde deres kontakt, og selvom han forstod hendes beslutning, følte han sig overvældet af tabet af hende i sit liv.
De første uger efter hendes afgang var som en smertefuld tørkeperiode. William søgte efter tegn på hende i skolens gange og på de steder, de plejede at tilbringe tid sammen. Men hun var forsvundet som en skygge, og der var ingen spor efter hende. Han overgav sig til musikken og sine skitser som en måde at dulme smerten på, men intet kunne helt udfylde det tomrum, hun havde efterladt i hans liv.
Dagene blev lange og nætterne endnu længere. William havde svært ved at sove, når han tænkte på hende hele tiden. Han savnede hendes smil og hendes kærlige øjne, der altid havde fået ham til at føle, at alting nok skulle gå. Hans hverdag havde mistet sin mening uden hende, følte han, og han længtes efter hendes vejledning og støtte.
Månederne gik, og savnet blev en fast bestanddel af hans hverdag. Han begyndte at acceptere, at hun nok aldrig ville vende tilbage, og han bare måtte acceptere, at det ville føles som om, at en del af hans hjerte var blevet revet væk. Han lærte at leve med det savn, men det forsvandt aldrig helt.
William sad alene på sit værelse en aften med sit ansigt gemt i sine hænder. Tårerne dryppede lydløst ned ad hans kinder. Mia hørte hans snøft og trådte stille ind i rummet. Hendes varme, trøstende arme omsluttede William, og de sad der i tavshed. William følte sig langsomt mere fredfyldt, velvidende at hans søster var der for ham i det svære øjeblik.
En kølig, regnfuld sommerdag på vej hjem fra skole modtog han en besked. William stirrede ned på telefonen. Det føltes som om han så syner. Den var fra Madeleine. Han havde næsten glemt, hvordan hendes navn så ud på skærmen, men nu var det der igen, som en bittersød påmindelse om alt, hvad de havde delt. Og hvad de havde mistet.
Han åbnede beskeden med en skælvende hånd, og hans hjerte bankede som et stormvejr i hans bryst.
“Kære William,
Jeg ved, at det har været længe siden, vi talte sammen sidst. Jeg har haft brug for tid til at tænke over alt, hvad der er sket. Jeg vil gerne sige, at jeg er ked af det, for hvordan vi efterlod alting. Jeg ved, at jeg har såret dig, og det var aldrig min hensigt.
Som du ved, har jeg besluttet mig for at stoppe som lærer. Jeg har brug for at finde mig selv igen og reflektere over, hvem jeg er, og hvem jeg ønsker at være. Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg har bragt dig i en vanskelig situation med alt dette.
Jeg ønsker dig alt det bedste, William. Du er en utrolig talentfuld ung mand, og du har så meget at tilbyde verden. Fortsæt med at følge dine drømme og dit hjerte. Jeg er sikker på, at du vil opnå stor succes.
Jeg vil aldrig glemme dig, og de øjeblikke, vi delte sammen. Du har haft en enorm indflydelse på mit liv, og jeg vil altid værdsætte den tid, vi havde sammen.
Pas på dig selv.
Kærlig hilsen,
Madeleine”
William læste beskeden igen og igen. Han kunne mærke tårerne prikke sig på i sine øjne. Hun havde kontaktet ham, og det var som om, verden vendte tilbage til sin rette akse. Han kunne føle en blanding af lettelse, sorg og glæde, der oversvømmede ham.
Han brugte resten af dagen på at formulere et svar til hende, og om aftenen skrev han følgende:
“Kære Madeleine,
Jeg ved, at du har haft brug for tid og plads til at finde dig selv igen, og jeg respekterer din beslutning. Jeg ønsker bare at sige tak for alt, hvad du har lært mig, og for de minder, vi har delt. Du har haft en dybtgående indvirkning på mit liv, og jeg vil altid værdsætte det. Jeg vil bære vores tid sammen som en skat og bruge de værdifulde lektioner, du har lært mig, i mit liv og min i kunst.
Pas på dig selv, Madeleine.
William”
Beskeden blev sendt, og William vidste, at uanset hvad fremtiden ville bringe, ville han altid være taknemmelig for den tid, han havde haft med sin billedkunstlærer, Madeleine.
Erotiske noveller skrevet af JerikoHistorien er rettet af Jeriko