Jeg kaldte hendes navn i venteværelset.
Hun rejste sig – slank, mørkt hår, en løs sweater der hang lidt for stort. 33 år. Hun gik let skævt, venstrebenet tog lidt mindre vægt end højre. Knæet igen. Tredje konsultation.
»Mathilde,« sagde jeg. »Kom indenfor.«
Hun satte sig på stolen ved skrivebordet. Jeg lukkede døren, satte mig overfor hende.
»Så,« sagde jeg. »Er du klar til Costa Rica?«
Hun åbnede munden. Lukkede den igen. Og så knækkede det.
Tårerne kom stille – ikke dramatisk, bare stille og uafvendeligt, som vand der finder sit eget niveau. Hun pressede hænderne mod ansigtet.
»Undskyld,« hviskede hun.
»Du behøver ikke undskylde noget.«
Det tog et par minutter. Jeg sagde ingenting, ventede bare. Udenfor gangen talte nogen i telefon. En dør slog i.
Da hun kunne tale igen fortalte hun det hele. Kæresten havde udvilklet akut angst og selvmordstankerne. At hun havde glædet sig til den tur i månedsvis – ikke fordi hun ikke elskede ham, men fordi hun selv var ved at drukne og havde brug for luft. Og nu var luften taget fra hende også. Ferien aflyst. Alt sat på pause.
»Jeg er et forfærdeligt menneske,« sagde hun.
»Det er du ikke,« sagde jeg. »Du er et udmattet menneske. Det er noget andet.«
Hun kiggede op på mig. Øjnene røde, men noget i dem blev lidt blødere.
Jeg rejste mig. »Må jeg?« sagde jeg og åbnede armene let.
Hun nikkede, rejste sig, og jeg lagde armene om hende. Hun var mindre end jeg havde tænkt – krøllede sig ind mod mig, panden mod min skulder. Jeg aede hende stille på ryggen, sagde ingenting. Der var ikke noget at sige.
Efter lidt mærkede jeg hendes vejrtrækning falde til ro. Skuldrene slap. Hun blev tungere i mine arme på den måde folk gør når de endelig slipper noget de har båret for længe.
Vi stod sådan i et par minutter.
Jeg var bevidst om hendes varme. Bevidst om nærheden. Bevidst om at det ikke udelukkende var professionelt det jeg mærkede. Det var jeg ærlig nok over for mig selv til at registrere – og professionel nok til at lade det passere uden at handle på det.
Hun slap først. Trådte et skridt tilbage, tørrede øjnene, lo lidt af sig selv.
»Det var pinligt,« sagde hun.
»Slet ikke,« sagde jeg. »Du krammer godt.«
Hun lo igen – et rigtigt lille grin denne gang. »Det har ingen sagt til mig i lang tid.«
Vi snakkede videre. Knæet var næsten sekundært nu, men vi gennemgik det alligevel. Og så nævnte jeg det.
»Det du bærer i kroppen lige nu – spændingerne, søvnproblemerne, det konstante alarmberedskab – det sidder i musklerne ligeså meget som i hovedet.« Jeg holdt en pause. »Jeg tilbyder nogle gange kropsmassage som supplement. Ikke klinisk behandling – bare noget der kan hjælpe systemet med at slappe af. Hvis det er noget du kunne bruge.«
Hendes skuldre faldt et par centimeter. Det skete bare.
»Det lyder som præcis det jeg har brug for,« sagde hun stille.
Vi aftalte om to dage. Ved døren gav hun mig et kram igen – kortere denne gang, men ligeså ægte.
Jeg gik tilbage til skrivebordet og satte mig. Klinikken var stille.
Jeg vidste ikke hvad de to dage ville bringe. Men jeg vidste at jeg ville tænke på det hele vejen hjem.
Det gjorde jeg.
Hun kom præcis til tiden to dage senere.
Anderledes end sidst. Håret løst, en enkel T-shirt, løse bukser. Som om hun havde tænkt over hvad hun tog på.
»Mathilde,« sagde jeg. »Kom ind.«
»Jonas.« Hun smilede – ikke det trætte smil fra sidst. Noget mere bevidst.
»Hvordan går det?« spurgte jeg.
»Han er i behandling nu. Tre gange om ugen.« Hun satte sig på stolen. »Jeg sover stadig ikke særlig godt. Men jeg er her.«
»Det er noget.«
»Det er noget,« gentog hun. Hendes øjne blev på mig lidt længere end nødvendigt. »Jeg har glædet mig til det her.«
»Til massagen?«
»Til at komme her.« En kort pause. »Massagen også.«
Jeg bad hende lægge sig på maven på briksen. Hun tog skoene af langsomt, lagde sig ned – og så rejste hun sig på albuen og trak T-shirten over hovedet. Ingen BH. Hun lagde sig igen, vendte ansigtet til siden.
Jeg lagde et håndklæde over hendes ryg.
Jeg holdt blikket i hendes ansigt. Et sekund. To.
Så vandrede det.
Jeg så dem ikke længe – men jeg så dem. Fulde, bløde, med den naturlige tyngde som ingen BH nogensinde rigtig fanger. Jeg registrerede det hele på under et sekund og tvang blikket op igen.
Hun havde set det. Det vidste jeg med det samme.
Hun sagde ingenting. Lagde sig bare ned med et lille smil der ikke var til mig – eller måske alligevel var.
Jeg begyndte at arbejde. Ned langs skulderbladene, ud mod siderne. Hun slappede langsomt af under mine hænder.
»Du er god til det her,« sagde hun lavt.
»Det er mit arbejde.«
»Mmm.« En lille pause. »Er alle dine patienter så heldige?«
Jeg svarede ikke. Fortsatte ned langs ryggen.
Ved lænden mærkede jeg hende trække vejret dybere.
»Jonas,« sagde hun stille.
»Ja?«
»Tænkte du på mig efter sidst?«
Jeg holdt rytmen. »Jeg tænkte på hvordan du havde det.«
Hun lo lavt. »Det var ikke det jeg spurgte om.«
Stilhed. Hænderne arbejdede videre.
»Ja,« sagde jeg til sidst. »Jeg tænkte på dig.«
Hun svarede ikke. Men jeg mærkede noget i hende slappe af – ikke musklerne, de var allerede bløde. Noget andet. Som om svaret var nok for nu.
Da jeg var færdig rejste hun sig langsomt, sad på kanten af briksen med håret løst om ansigtet. Hun trak T-shirten over hovedet igen, uden at skynde sig.
»Tak,« sagde hun.
»Pas på dig selv.«
Hun tog sin taske, gik mod døren. Ved dørtærsklen vendte hun sig om.
»Næste gang,« sagde hun. »Kommer jeg ikke som patient.«
Jeg kiggede på hende.
»Det beslutter du selv,« sagde jeg.
Hun smilede – det samme bevidste smil som da hun kom ind. Så gik hun.
Hun skrev om tirsdagen:
*Jeg kommer fredag. Ikke som patient. Hvis det stadig er okay.*
Jeg svarede med et ord: *Okay.*
De tre dage imellem tænkte jeg på at skrive igen. Aflyse. Finde en fornuftig grund. Jeg kendte dem alle – hendes sårbarhed, min autorisation, det faktum at hun stadig var i en krise hun ikke var kommet ud af.
Fredag kom.
Jeg åbnede døren. Mathilde stod der i den mørke jakke, håret løst over skuldrene. Hun smilede – ikke det trætte smil fra venteværelset, men noget roligt, bevidst. Som om hun havde besluttet noget for længst.
»Hej,« sagde hun bare.
»Hej.«
Vi gik ind i det lille køkken bag receptionen. Jeg satte vand over uden at tænke over det. Hun satte sig på bordkanten, kiggede på mig mens jeg fandt kopper frem.
»Jonas.«
Jeg vendte mig om.
»Du behøver ikke smalltalke,« sagde hun. »Jeg er ikke her for kaffe.«
Jeg satte kopperne fra mig. Kiggede på hende – på den måde jeg ikke havde tilladt mig sidst. Hun holdt blikket.
Jeg gik hen til hende. Langsomt – hun skulle have tid til at sige noget hvis hun ville. Hun sagde ingenting. Jeg lagde hænderne på bordkanten på hver side af hende.
Vi kyssede – blødt først. Afprøvende. Hendes læber var varme, lidt tørre, som om hun havde bidt sig i dem på vejen herhen. Hun lagde hænderne på mine skuldre – ikke greb, bare hvilede dem der. Som om hun testede, om jeg var reel.
Jeg trak mig lidt tilbage. »Er du sikker?«
Hun lo stille – et lille, næsten genert grin. »Du spurgte ikke om det sidst da du kiggede på mine bryster.«
»Nej,« sagde jeg. »Det gjorde jeg ikke.«
»Jeg er sikker,« sagde hun. Stemmen rolig, øjnene klare.
Vi kyssede igen – dybere denne gang. Hendes tunge mødte min, forsigtigt først, så mere insisterende. Jeg løftede hende op på bordkanten, hendes ben gled rundt om mine hofter. Hun trak jakken af, lod den falde til gulvet. Under var der kun en tynd, sort top – ingen bh. Hendes fyldige bryster tegnede sig tydeligt under stoffet, brystvorterne allerede stive mod det tynde materiale.
Jeg trak toppen op over hendes hoved. Hendes hår faldt ned over skuldrene i mørke bølger. Jeg lagde hænderne på hendes bryster – bløde, varme, med den naturlige tyngde der fyldte mine håndflader. Jeg strøg tommelfingrene over brystvorterne – let, cirklende. Hun stønnede lavt ind i mit mund, trak mig tættere.
Hun trak min skjorte af, lod fingrene glide ned over mit bryst, maven, ned til bukserne. Hun knappede dem op, trak lynlåsen ned. Min pik sprang fri – hård, pulserende. Hun tog den i hånden, strøg langsomt op og ned, kiggede op på mig med et lille, næsten undrende smil.
»Jeg har tænkt på det her,« hviskede hun.
»Jeg også.«
Hun gled ned fra bordet, knælede foran mig. Hun tog mig i munden – langsomt, dybt. Hendes tunge gled rundt om glansen, sugede let, mens hun holdt om skaftet med én hånd. Jeg stønnede lavt, lagde en hånd i hendes hår – ikke for at styre, bare for at mærke hende. Hun kiggede op på mig hele tiden – øjnene klare, varme.
Jeg trak hende op igen. Vi kyssede – hun smagte af mig, af os. Jeg løftede hende op på briksen i behandlingsrummet – den var bred nok til os begge nu. Hun lagde sig på ryggen, trak mig ned over sig. Jeg kyssede hendes hals, ned over brysterne, tog en brystvorte i munden – sugede blødt, cirklede tungen rundt. Hun stønnede, buede ryggen mod mig.
Jeg trak hendes bukser og trusser af. Hun var våd – blank, varm. Jeg lagde mig mellem hendes ben, kyssede indersiden af hendes lår, arbejdede mig op. Jeg lagde tungen mod hende – langsomt, blidt – cirklede rundt om klitoris, gled ned over læberne, ind i hende. Hun stønnede højt, greb fat i mit hår, trak mig tættere. Hendes hofter bevægede sig mod min mund – små, bløde bevægelser, som om hun dansede mod mig.
Hun kom – stille, bølgende. Kroppen spændte, hun gispede mit navn, klemte benene om mit hoved. Jeg fortsatte at slikke hende gennem det – blødt, roligt – lod hende ride bølgen ud.
Jeg rejste mig op, trak hende til kanten af briksen. Hun lagde sig på ryggen, trak benene op. Jeg stødte ind i hende – langsomt først, lod hende vænne sig til mig. Hun stønnede lavt, lagde hænderne på mine hofter, trak mig dybere. Jeg bevægede mig i hende – dybt, rytmisk – ikke hårdt, men med en langsom, insisterende intensitet. Hendes fyldige bryster bevægede sig for hvert stød, brystvorterne strøg mod mit bryst.
Hun vendte os om – satte sig overskrævs på mig. Hun red mig langsomt – hofterne cirklede, hun stønnede lavt hver gang jeg fyldte hende helt ud. Jeg lagde hænderne på hendes hofter, fulgte hendes bevægelser, lod hende bestemme tempoet. Hun lænede sig frem, kyssede mig dybt, mens hun fortsatte at ride – brysterne mod mit bryst, hendes ånde mod min mund.
Hun kom igen – denne gang højere, kroppen rystede over mig. Hun stønnede mit navn ind i mit øre, klemte om mig så hårdt at jeg næsten kom med det samme.
Jeg vendte hende om på ryggen igen. Jeg stødte dybt, langsomt – lod hende mærke hver centimeter. Hun lagde benene om min talje, trak mig tættere. Jeg kyssede hendes hals, hendes bryster, hendes mund – alt sammen mens jeg bevægede mig i hende.
Jeg kunne mærke jeg var tæt på. »Hvor vil du have det henne?« hviskede jeg.
Hun stønnede mod min mund men sagde ingenting, hun krammede mig bare hårdere.
Jeg stødte dybt en sidste gang – kom med et lavt, langt støn, pumpede alt ind i hende. Hun stønnede højt, klemte om mig, kom med mig – kroppen spændte, hun gispede mit navn, holdt mig fast inde i sig.
Vi blev liggende sådan – hun under mig, jeg i hende, åndedrættet tungt. Hun strøg mig over ryggen, kyssede min skulder.
»Hvad sker der nu?« hviskede hun.
»Det ved jeg ikke,« sagde jeg ærligt.
Hun nikkede som om det var det rigtige svar.
Vi lå stille. Udenfor blev det mørkt over tagene.
Til sidst rejste hun sig, fandt sin jakke. Jeg fulgte hende til døren. Ved tærsklen vendte hun sig om og kyssede mig kort – ikke et farvelkys, mere et indtil videre.
»Pas på dig selv, Jonas,« sagde hun.
»Det samme,« sagde jeg.
Jeg stod i den tomme klinik og hørte hendes skridt forsvinde ned ad trappen.
Det var ikke slut.
Men hvad det var, vidste jeg endnu ikke.
Erotiske noveller skrevet af Fyssen