Centaurea(19-05-2019 09:44)

Jeg stiller mig prøvende hen til det glatte mørke træ. Lader en hånd glide forsigtigt over overfladen, sanserne arbejder, i det dæmpede lys. Jeg hører hvert et åndedræt bag mig, jeg ser hver en åre i træet, blodet bruser rundt i min krop.

Jeg forstår ikke mekanismerne i min hjerne, lyst, spænding, frygt, nysgerrighed kæmper om opmærksomheden. Jeg spreder benene, så de flugter med træets vinkel mod gulvet. Læner mig frem og lader brystkassen og maven hvile på krydset. Mine arme strækker jeg op, og ud til siden, lader fingerspidserne hvile på træets kølige overflade. De sorte manchetter forbliver ubundne og hænger ned langs mine håndled. For dette er kun en prøve, en forsmag, en ekspedition ad ukendte stier.

Jeg trækker vejret dybt. Slapper i tryghed af. Bøjer mit hoved.
Det første slag falder nederst på min ryg. Ikke hårdt. De lange lædersnørrer presser sig et kort øjeblik ud over min sansende hud. En dejlig varme spreder sig. Flere prøvende slag falder på mine skuldre, på mine baller, på mine lår. Spændte muskler løsner op. Jeg fornemmer hans kræfter, slagene bliver hårdere, og varmen bliver dybere. Jeg føler nærmest en form for beruselse.

Dagen efter kigger jeg mig i spejlet, er jeg forandret? Jeg er stadig mig. Jeg drejer mig og kigger med en blanding af lykke, undring og stolthed på mine blåmarmorerede baller.