Tilbage til forsiden

9. del – Undskyldningen

Næste dags eftermiddag var afsat til at give den blinde mand, den lovede undskyldning. De mødtes i et privat aflukke i forbindelse med restauranten, for at spise frokost sammen. Mona havde håbet på en mindre formel ramme, men det var naturligvis kunden, der bestemte.
Hunden lå stille i det ene hjørne, og middagen forløb betydeligt bedre end hun havde frygtet.
"Jeg er frygteligt ked af min opførsel i går." Sagde hun og fortsatte med nedslået blik, "Jeg indrømmer, at jeg måske overreagerede, men jeg blev faktisk bare meget forskrækket. Jeg bryder mig på ingen måde om at blive brugt af en hund."
Han undskyldte også, men udtrykte også sin manglende forståelse af hendes modvilje. "Det er vel ikke så slemt med en stakkels liderlig hund. Jeg har svært ved at tro at det betyder mere for dig en for ham og mig. Det så faktisk ikke ud som om det var så slemt for dig, og du burde måske udvide din horisont."
Mona var indstillet på at være så imødekommende som muligt, men svarede. "Jeg må nok desværre skuffe dig. Når jeg ikke reagerede tidligere, skyldes det udelukkende din fantastiske brug af mig, som bragte mig næsten helt ud af fatning. Kan vi ikke bare nøjes med det, så vil jeg gøre alt andet for dig, og du må gøre ved mig hvad du vil." Svarede hun mens hun lænede sig tilbage i stolen og åbnede dragten med et hørlige lyde fra de små tryklåse, så han trods sin blindhed kunne forstå hvad der skete.
"Ja, jeg er naturligvis meget smigret, og også fristet til at tage imod dit fine tilbud." Sagde han og kærtegnede nænsomt hendes ansigt, hals og bryster, med den ene hånd.
Hans berøring sendte igen noget der mindede små kildrende elektriske stød igennem hende, og brystvorterne rejste sig villigt og hun mærkede en begyndende varme i skødet.
Efter det han havde gjort ved hende dagen før havde hun ikke regnet med igen at reagere så positivt på hans kærtegn, men hun måtte igen overgive sig medens han fortsatte med at pirre hende under resten af frokosten, og var stolt om end stadig nervøs da han indvilligede i at gøre brug af hende igen.

De forlod restauranten til fordel for en af de private saloner. "Nu må du stole på mig," Sagde den blinde mand blidt, da han snart efter gav hende bind for øjnene og spændte hendes slanke nøgne krop fast til en briks magen til den han havde benyttet aftenen før. Hunden havde han efterladt udenfor, men hun havde alligevel svært ved at give sig helt hen til hans følsomme kærtegn.
Hun prøvede at give sig hen, og det var næsten lykkes for hende, hans hænder tunge og lem var overalt på hende, på en måde der førte hende ind i en særlig, på en eller anden måde, ren lystfølelse, da hun alligevel registrerer, at han et øjeblik forlader hende for at lukke hunden ind.
Hun kæmper for at genvinde kontrollen over sig selv. Noget i hende vil give efter for lystens dominans, men hun ved også, at der er noget principielt på spil. Hun vinder kræfter ved at spænde musklerne imod de stramme læderstropper, og hendes nøgne svedige krop spænder sig op og rundt på briksen, mens hun får artikuleret er skrig, og giver signal til serviceafdelingen.