Det var nu midt i juli, og jeg havde det elendigt. To gange nu havde jeg været sammen med naboens underskønne datter Marianne: En eftermiddag i skoven og en nat hos mig nogle uger senere, da jeg var alene hjemme.
Efter sidste gang var jeg begyndt at få problemer. Ikke med min kone, som intet vidste, men med mig selv. Jeg var begyndt at se det som mere end “bare” en affære med en tiltrækkende ung kvinde. Følelserne som de to samvær med hende havde vakt til live, lod sig ikke ignorere; de var der hele tiden som en stadig påmindelse om, at min liv var ved at komme ud af kontrol.
Det blev ikke spor bedre af, at Mariane var begyndt at undgå mig. Hun kom ikke længere og bad mig hjælpe med at lave sin bil, og når vi mødtes på vejen, var hun kort for hovedet, indskrænkede sig til et kort “Goddag” eller “Hej”, og skyndte sig derefter videre.
Mit dårlige humør påvirkede selvfølgelig min kone, og vi kom tiere og tiere op at skændes om de mest banale småting.
Til sidst besluttede jeg mig til at konfrontere Marianne. Jeg måtte have at vide, hvad jeg havde gjort, siden hun dårligt kunne hilse mere - om hun havde dårlig samvittighed overfor min kone eller sine forældre, om jeg havde gjort noget forkert, eller om hun bare var blevet træt af vores lille eventyr - lige meget hvad, bare jeg fik grunden at vide! En dag fik hende så trængt op i en krog nede i byen, og spurgte hende direkte, hvad der var i vejen, siden hun var blevet så kold overfor mig. Først svarede hun afvigende, men da jeg blev ved at presse, fik hun pludselig store tårer i øjnene.
“Jeg vil ikke snakke om det nu - og slet ikke her”, sagde hun hæst.
“Jamen hvornår så?”, pressede jeg på.
“Jeg ved det ikke, Søren. Jeg ved det virkelig ikke!”. Nu rullede tårerne ned ad kinderne, og folk begyndte at kigge. Jeg var ligeglad med “folk”, jeg ville vide besked, men at se Marianne stå og græde åbenlyst, var mere end jeg kunne klare. Jeg tog hende blidt under armen og begyndte at gå hjemad.
Vi var tavse det første stykke, indtil Marianne havde fået så meget kontrol over sig selv igen, at hun kune smile lidt.
“Jeg er ked af, at jeg har behandlet dig sådan, Søren”, sagde hun. “Du har krav på at få at vide hvorfor, men det skal være et sted, hvor vi kan snakke sammen uforstyrret, ikke midt på gaden.” Vi gik lidt videre, så sagde jeg: “Jeg kan tage tidligt fri på fredag og så låne min brors sommerhus. Der kan vi mødes, hvis du synes. Masser af ro og langt til nærmeste nabo.” Marianne tænkte lidt over det og nikkede så: “Men ikke noget halløj. Vi snakker og ikke andet!”. Det måtte jeg acceptere. Hun fik adressen, og vi aftalte at være der ca. kl. 13.
Det blev endelig fredag middag, og jeg satte kursen mod brormands sommerhus. Jeg vil ikke påstå, det var nogen behagelig tur. Jeg havde alt for mange tanker og følelser i oprør til at nyde sommervejret og varmen.
Mariannes skrammelkasse holdt allerede udenfor, da jeg nåede frem. Hun sad på terrassekanten og rejste sig ikke, da jeg kom rundt om hjørnet, så jeg satte mig ved siden af hende. Hele hendes holdning slog tanken om en omfavnelse ihjel.
I lang tid var der stille; ingen af os ønskede åbenbart at være den, der talte først.
Endelig kunne jeg ikke mere: “Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke vil snakke med mig mere. Hvad har jeg gjort forkert?” Hun rystede vredt på hovedet, så det lyse hår bølgede. “Det er ikke dig, der har gjort noget forkert. Det er mig. Jeg er brudt ind i dit ægteskab, har opført mig som en tæve i løbetid, har forført dig - sågar sovet sammen med dig i dit eget hus. Jeg er ikke og vil ikke være sådan, og derfor kan jeg ikke acceptere min egen adfærd mere.” Som en eftertanke tilføjede hun: “Jeg begynder på Århus Universitet til september, og har fået plads på et kollegie derovre. Så får du fred for mig.” Hendes øjne var blevet røde og tårer piblede frem.
Jeg sad tavs lidt. Tanken om at hun skulle rejse, gjorde mig frygtelig ked af det, og det samme gjorde hendes selvbebrejdelser.
“Det der er sket, er sket med aktiv indsats fra os begge”, svarede jeg. “Vi er to om at bære ansvaret, det er ikke dit alene; og glem ikke at det var mig, som inviterede dig til at være hos mig den nat. Og ydermere bliver jeg vred på dig, når du kalder dig selv for en tæve. Du er vel nok den sødeste kvinde, jeg nogen sinde har mødt, og tanken om at du rejser, er svær at bære.” Hun skævede til mig. “Kan du da ikke se, at det er det bedste?” spurgte hun. “Slut finale, et rent brud, og så kan vi begge to komme videre.” “Og hvad nu hvis jeg ikke ønsker et såkaldt “rent brud”?” Nu nøjedes hun ikke med at skæve. “Du mener, at det er behageligt at have mig i nærheden, så du kan fortsætte med at have både hustru og elskerinde? Niks, min fine ven, den går ikke. Det er slut, og så er den ikke længere!” Hun rejste sig og begyndte at gå hen mod bilen.
Jeg tog en dyb indånding, samlede mental kraft til det, jeg nu måtte sige.
“Marianne, vent lidt. Stands og hør på mig - bare et øjeblik”.
Hun stoppede, vendte sig om og stod afventende og så på mig.
“Jeg vil gerne fortælle dig en historie, og lov mig at du vil høre den til ende”. Hun nikkede forbeholdent.
Jeg sank en gang og begyndte: “Der var en gang en mand, hvis nabo havde en datter. En flink og dejlig datter, som alle kunne li’, men specielt denne mand. En sommer var han så heldig, at naboens datter også kunne li’ ham, så de legede sammen et par gange. Desværre skulle hun en dag rejse bort, og det blev manden meget ked af, for han havde i mellemtiden opdaget, at han havde forelsket sig håbløst i hende. Og så ved jeg ikke, hvordan historien fortsætter derfra.” Jeg tav stille og ventede.
Marianne var også meget stille. Hun stod og kiggede skiftevis på mig, på himlen og ned i jorden.
Uden en lyd begyndte tårerne igen at løbe. Jeg rejste mig og tog et skridt hen imod hende, men hun stoppede mig med en håndbevægelse. Som om hun ikke kunne fatte, hvad hun havde hørt, rystede hun på hovedet.
“For fanden, Søren! Du kan ikke være bekendt at bruge sådan nogle beskidte tricks”, hviskede hun ud i luften. Tårerne løb frit nu og hun snøftede.
“Siden hvornår er sandheden blevet et beskidt trick?”, spurgte jeg. “For det er sandt.” Hun rystede igen på hovedet. “Det kan det ikke være. Du er en gift mand - hvad med din kone? Elsker du også hende?” Jeg løftede opgivende skuldrene. “Jeg ved sgu’ godt, det er noget lort. Men for pokker, Marianne - jeg elsker dig. Det kan jeg ikke lave om på.” Endnu en hovedrysten, så et smil gennem tårer. “Du Godeste, hvor er vi dog fjollede. Du er gift, jeg er kun nitten og bor hos mine forældre, som er dine naboer. Og så går vi rundt og forelsker os i hinanden. Det kan sgu’ da dårligt blive mere melodramatisk.” Det varede et øjeblik, inden det sivede ind, hvad hun lige havde sagt. Så satte jeg mig ned igen med et bump, da den fulde vægt af hendes ord ramte mig. “Forelsker os i hinanden”, havde hun sagt.
Jeg brød ud i det mest fjogede smil nogensinde og fik en overvældende lyst til at slå flik-flak hen over græsplænen. Jeg nøjedes dog med at klappe på brættet ved siden af mig for at få Marianne til at sætte sig.
Det gjorde hun og så sad vi og så ud i luften, begge usikre på hvad der skulle ske. Hendes hånd kom snigende og fandt min. Jeg knugede den og følte mig med ét uendelig lykkelig.
Marianne brød ind i mine tanker: “Og hvad gør vi så nu?” “Jeg kan se to muligheder”, svarede jeg. “Den ene er at fortsætte, som vi gør nu; fortsat mødes i hemmelighed og så se, om det her holder. Den anden er at tage konsekvensen med det samme, fortælle det til min kone og dine forældre, med alt hvad deraf følger. Det vil ikke blive rart, men det vil være det ærligste.” Hun tyggede lidt på det. “Jeg kan se en tredje mulighed. Faktisk en kombination af dine to. Vi holder os i skindet, indtil jeg er flyttet til Århus. På den måde bliver det nemmere for din kone, for hun vil ikke dagligt blive konfronteret med den lille lede heks, der ødelagde hendes ægteskab, og også nemmere for min far og mor, som utvivlsomt vil tage dette her meget hårdt. De er rimelig moralske i det stykke, og min tilstedeværelse vil hele tiden minde dem om, hvad jeg har forårsaget. Hvad siger du til det?” Imens hun talte, sad jeg og undrede mig over, at hun kun var nitten. Hun havde en modenhed og en indsigt, som mange ældre kunne misunde hende. Og hvad kunne jeg, andet end at acceptere hendes forslag? Det var klart bedre end mine egne.
Men hun var ikke helt færdig endnu. “Du er godt klar over, at det er dig, der kommer til at bære den største byrde, ikke, Søren? Jeg risikerer “kun”, at du får kolde fødder, og fortryder, mens du vil blive ramt af den fulde vægt af både din kones vrede og sorg, og mine forældres fordømmelse af, at du har ført deres uskyldige, lille datter “i ulykke” - og så risikerer du forresten også, at jeg går hen og får kolde fødder.” “Jeg har tænkt på det”, svarede jeg. “Og har erkendt, at det vil blive meget hårdt for alle involverede. Men samtidig har jeg også erkendt, at du er det hele værd. Så længe jeg ved, at du venter i den anden ende, skal jeg nok klare den.” Marianne smilte stille, og lagde sit hoved på min skulder. “Bare rolig, jeg skal nok være der. Jeg elsker nemlig også dig, Søren. For første - og ganske sikkert også eneste - gang i mit liv kan jeg med absolut sikkerhed sige “Jeg elsker dig!” til en mand”.
“Det gør mig uendelig glad og lykkelig at høre dig sige sådan” sagde jeg og tilføjede drillende: “Jeg håber bare, du vil sige det mere end denne ene gang”.
Hun rakte tunge. “Du ved, hvad jeg mener, dit fjols. Jeg er også temmelig lykkelig, men jeg bliver alligevel nødt til at trække noget af det, jeg har sagt tidligere, tilbage.” Jeg rettede mig op og kiggede alarmeret på hende: “Hvad dog?” Hun så alvorligt på mig, men øjnene glimtede af munterhed: “Da jeg sagde ja til at komme herud, sagde jeg vist noget om, at der ikke skulle være noget “halløj”. Det vil jeg gerne trække tilbage igen. Der skal være en masse halløj! Men allerførst synes jeg, vi skal gå i vandet. Vil du med?” “Jeg har ikke badetøj med, men mon ikke brormand har noget liggende. Har du da taget med?” “Ligger ude i bilen”, var hendes lakoniske svar.
“Hør engang”, sagde jeg. “Du kommer herud for at sige farvel og tak, eller hvad det nu er, og så har du badetøj med alligevel. Hvorfor?” “Fordi jeg inderst inde håbede, at det ville ende sådan her. Jeg kunne ikke vide det, men jeg håbede altså.” Jeg rystede på hovedet. Denne unge dame var svær at bide skeer med. Hun havde faktisk i hele “affæren” været langt mere klarsynet, hvor jeg i starten havde løbet rundt med tungen ud af bukserne, og først bagefter tænkt på følgerne.
Stadig hovedrystende gik jeg ind og fandt et par badebukser. Da jeg kom ud, vendte Marianne tilbage fra sin bil, iført den mest sexede bikini, jeg nogen sinde havde set. Den var af knaldrødt tyndt stof, og så ud som om den var sprøjtemalet på. Trusserne var slidset højt op, og det hele kunne højst have vejet 10 gram. Overdelen kunne kun lige akkurat holde de høje bryster inde. Kort sagt var den yderst stimulerende for fantasien. Hun snurrede rundt, så jeg også fik set, hvor meget der var synligt bagfra.
Jeg stod lidt, og sagde så tørt: “Jeg håber, vandet er meget, meget koldt, for ellers koger jeg over.” Hun lo og vrikkede koket forbi mig: “Årh hva’, du har jo set, hvad der er indenunder.” “Netop derfor!”, brummede jeg og luntede bagefter hende. Det blonde hår, den solbrune, lækre krop med den vrikkende, kun halvt tildækkede bagdel var alt sammen yderst opbyggeligt. Jeg håbede ikke, der var andre på stranden, for den tilstand udsigten havde bragt mig i, var yderst synlig i de lidt for små badebukser.
Heldigvis var vi næsten alene. De nærmeste andre var mere end 100 meter væk, og da vi havde sikret os, at det ikke var nogen, vi kendte, kastede vi os ud i vandet. Jeg var, som gammel svømmer, i mit rette element, mens Marianne var knap så fortrolig med det våde element.
Vi pjaskede rundt som et par nyforelskede, hvad vi jo i en vis forstand også var, indtil jeg i kådhed skubbede hende omkuld. Hun kom op igen, lettere panikslagen og spruttende, så jeg måtte ydmygt bede om forladelse, og betale bod med et stort saltvands-smækkys. Det ene blev til flere, og igen blev bukserne for små. Denne gang opdagede hun det, og lo overgivent: “Tænk engang, jeg har altid troet, at den krøb, når I kom i koldt vand, men det gør din øjensynlig ikke.” Jeg brummede noget om, at det var hun selv skyld i, hvilket hun tog som en kompliment.
“Når det nu er mig, der er årsagen, må det jo også være mig, der gør det godt igen”, mente hun og prompte stak hun hånden ned i badebukserne, tog fat om kalorius og kørte let op og ned.
Da det foregik under vandet, kunne ingen se det, men det hjalp bestemt ikke på min tilstand, tværtimod.
Hendes fandenivoldske attitude smittede af på mig, så jeg trak hende ind til mig, stak hænderne ned bag de diminutive bikinitrusser og æltede de faste balder. Sådan stod vi, tæt omslynget og uden at ænse resten af verden. Det var først, da hendes håndarbejde blev lidt for effektivt, at jeg blev nødt til at bryde af.
Røde i hovedet af ophidselse så vi ind i hinandens øjne, og blev uden ord enige om, at nu var det vist på tide, vi kom op af vandet.
Hånd i hånd forlod vi stranden med kurs mod sommerhuset. Vi havde ingen hast, selv om vi var helt klar over, hvad der skulle ske, når vi kom inden døre.
Vi havde ikke fået håndklæder med, så trods solskinnet småfrøs vi begge, inden vi nåede huset. Vel inde smed vi hurtigt den smule tøj, vi havde på og frotterede hinanden så energisk, at vi på rekordtid blev varme igen, meget varme! Vore læber mødtes i et lidenskabeligt kys, og hænderne gik på opdagelse på de nøgne rygge. Jeg genoptog min behandling af hendes mås, og hun kørte fingerspidserne så æggende op og ned langs min rygrad, at jeg fik gåsehud.
Næsten modstræbende lod jeg mine hænder bevæge sig opad og rundt, til de nåede de faste bryster. Jeg kærtegnede dem blidt og stille, mærkede mig hver kvadratcentimeter af deres silkebløde overflade. Marianne sitrede ved berøringen, og gjorde det tydeligt for mig, hvor meget hun nød det. De lyserøde vorter rejste sig og stivnede, bad om ekstra kærtegn, hvad de også straks fik. Jeg flyttede munden ned og brugte også læber og tunge på de struttende tvillingehøje.
Hendes hænder ophørte med at stryge min ryg og fandt noget mere interessant under min navle. Mine ben blev bløde, da jeg mærkede det lette strejf af hendes fingre på hovedet af mit lem. Så gled de længere ned og tog forsigtigt omkring roden og min pung. Her blev de lidt og nussede og kærtegnede.
Jeg var stadig optaget af Mariannes overkrop, da jeg fik lyst til noget andet end at stå midt på gulvet. Jeg bøjede mig lidt længere ned, og så, i et snuptag, tog jeg fat om hendes knæ og rettede mig op. Hun skreg højt, men hang hjælpeløs hen over min skulder i et brandmandstag. Trods de vilde protester og krav om at blive sat ned, bar jeg hende ind i soveværelset, lagde hende på sengen og hoppede ned ved siden af. Hun var lidt mopset over fremgangsmåden, men kunne godt indse fordelene ved de mere komfortable omgivelser.
Hurtigt genoptog vi kærtegnene, og nu kunne vi begge bedre komme til. Jeg benyttede mig af det til at lade en hånd glide ned ad hendes mave, forbi navlen, ned til den mørkblonde trekant af krøller. Jeg lod fingrene smutte rundt i krøllerne, snoede dem rundt og masserede det hvælvede venusbjerg. Efterhånden udvidede jeg området, der fik kærtegn, til også at omfatte det øverste af hendes lår og inderlår, men holdt mig bevidst fra selve skødet. Vores nye forhold som ægte elskende skulle besegles, så vi aldrig ville kunne glemme det, hvilket indbefattede masser af tid inden højdepunktet. Af og til smuttede der dog en finger hen og strøg blidt langs yderkanten af skamlæberne, men ikke mere end det.
Mit “håndarbejde” havde en mærkbar effekt på Marianne. Hendes hofter, lår og mave sitrede, især når jeg nærmede mig skødet, og åndedrættet var uregelmæssigt, påvirket som det blev af mavemusklernes sammentrækninger.
“Åååh, Søren, du driller!”, stønnede hun, da jeg endnu en gang lod hånden glide væk fra hendes skød. “Jeg kan snart ikke holde til det mere.” Jeg løftede mig op på albuen og smilede til hende, inden jeg kyssede de fugtige læber. “Det er absolut med vilje, min elskede.Men er der noget specielt, jeg kan gøre for dig?” Hun tog fat i mit hår og rykkede i det på skrømt. “Du er en bisse, men jeg skal nok vide at gøre gengæld. Og nu du spørger, så er der faktisk noget, selv om jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal sige det, men... de andre gange vi har været sammen, har du gjort alt muligt dejligt ved mig, fået mig til at føle, at himlen faldt ned. Men noget af det allerskønneste er, når du bruger din tunge...”.
Hun gik rødmende i stå, åbenbart uvant med at snakke om sådanne intimiteter. Jeg spekulerede i mit stille sind på, hvor mange gange hun egentlig havde været i seng med nogen, men det kom jo ikke mig ved. Det gjorde nuet derimod! Jeg kyssede hende igen, og kyssede mig derefter ned ad hendes hals til jeg mødte brysterne. Jeg dvælede ved dem begge to, kyssede og slikkede både vorter og alt det dejlige udenom. Så fortsatte jeg, uophørligt kyssende, ned ad maven, og mærkede, hvordan musklerne bølgede, trak sig sammen og slappedes under mine kærtegn. Navlen fik lidt ekstra opmærksomhed, inden jeg fortsatte. Nu kunne jeg mærke de bløde hår i hendes trekant kilde mig under hagen og trak et vådt spor igennem den.
Endelig var jeg fremme mellem hendes nu vidtspredte lår og plantede et kæmpe smækkys på de fugtige, røde skamlæber. Det gav et ryk i hele underlivet og hun snappede uvilkårligt efter vejret. Jeg kunne ikke lade være med at drille bare en lille smule endnu, og fortsatte derfor et lile stykke ned ad det silkebløde inderlår. Så skiftede jeg over til det andet og arbejdede mig op igen. Marianne gav sig højlydt nu, og kunne ikke ligge stille.
Forsigtigt lod jeg en finger glide langs revnen, hvor den med det samme blev våd og glat. Jeg trykkede en smule hårdere og skilte læberne fra hinanden. Fingeren gled ind og strejfede området lige under kilderen. Med en højlydt stønnen trykkede Marianne sig imod fingeren, bad om mere. Nok en finger entrede området og jeg bevægede dem langsomt op og ned. Hvergang de rørte hudfolden omkring clitoris, slog hun med hofterne.
Nu lagde jeg en hånd på hendes mave og lod et par fingre holde skamlæberne adskilt. Tungespidsen lod jeg spille henover skedeindgangen og så laaangsomt opad, til jeg nåede kilderen. Spidsen af den var dukket frem fra sit skjul, og jeg berørte den med tungespidsen.
Marianne eksede fuldstændig, og jeg var glad for hånden på hendes mave, ellers havde jeg ikke kunnet følge med. Drilleriet tidligere bar nu frugt, for hun var så ophidset, som jeg ikke havde oplevet det tidligere. Åndedrættet var forvandlet til halvt krampagtige gisp og støn, hele hendes krop var i bevægelse og hun havde taget fat i mit hår med den ene hånd som for at holde mig fast. Det var nu ikke nødvendigt, jeg var fuldt optaget og havde ikke til sinds at flytte mig, før jeg havde fået hende til at komme.
Jeg intensiverede min tunges kærtegn af kilder og skød, mens jeg lod den frie hånds pegefinger køre rundt om indgangen til skeden. Da den var godt glat, og det var den hurtigt, lod jeg den snige indenfor. Hun næsten smeltede ned over den og løftede sig for at få den længere ind. Jeg bragte den til at massere skedevæggen på alle sider, hvilket udløste små muskelbølger i væggen. Marianne var nu næsten ikke til at styre, og jeg havde besvær med at opretholde den intensive behandling af kilderen, men holdt ved, for det var tydeligvis ved at være lige op over. Jeg kunne mærke, hvordan fingeren oppe i hende blev holdt fast, da skeden trak sig sammen, og så kom hun. Hun krummede ryg som en kat, mens der kom en strøm af uforståelige lyde fra hende. Hovedet blev kastet fra side til side, og jeg var lige ved at få håret revet af. Orgasmen blev ved længere, end jeg tidligere havde set, og da den endelig fortonede sig, lå hun helt udmattet tilbage og skælvede svagt. Jeg kravlede op til hende, lidt bekymret over den voldsomme reaktion.
Hun lå med lukkede øjne og trak vejret hurtigt. Jeg aede hende på kinden og spurgte sagte: “Hallo, er du her endnu?” De smukke brune øjne åbnede sig og fokuserede. “Du godeste!”, hviskede hun. “Du fik mig til at glemme at trække vejret. Jeg skal lige have lov til at komme til mig selv igen”.
Jeg smilte ømt (og lidt stolt). “Vi har hele eftermiddagen. Der er ingen hast.” Jeg lagde hovedet ned på puden og lod en hånd glide blødt rundt på hendes slanke, faste krop. Huden er et fantastisk erotisk område, og en nydelse at røre ved, særlig når den er ung og fast som Mariannes. Berøringen fik hende da også hurtigt på mærkerne igen.
Uden et ord satte hun sig op og skrævede hen over mig. Med stor præcision satte hun sig henover mit lem, så det lå langs hendes revne. Med små bevægelser af hofterne masserede hun det, og jeg stønnede ved fornemmelsen. Jeg var næsten bristefærdig af begær efter at komme ind i hende, men var også klar over, at det nu var hende, der ville bestemme.
Lemmet blev hurtigt indsmurt i hendes safter, og da hun lettede sig lidt, sprang det i positon, dirrende med pulsslaget. Hun skiftede position og jeg mærkede skamlæberne røre hovedet, indfange det og lede det mod indgangen til hendes allerhelligste. Så sænkede hun sig og hovedet gled en centimeter eller så ind i varmen. Jeg stønnede og måtte beherske mig for ikke at støde til; men det var hendes omgang, hun satte tempoet.
Hun løftede og sænkede sig en anelse nogle gange, og jeg følte det som en række gentagne indtrængninger; det var ubeskriveligt ophidsende og gav en vældig påvirkning af lemmets hoved.
Så lod hun nåde gå for ret, og sænkede sig langsomt, men i én lang bevægelse, ned over mig, så jeg til sidst var fuldstændig begravet i hendes dyb og fyldte hende ud.
Hun sad helt stille et øjeblik, med hovedet kastet bagover. Så så hun på mig og sagde sagte men triumferende: “Nu har jeg dig, hvor jeg helst vil have dig.” Bemærkningen ophidsede mig, og jeg kunne ikke lade være med at støde lidt opad. Hun svarede ved at lade sin fulde vægt hvile på mine hofter uden at bevæge sig en millimeter; kun skedemusklerne vibrerede let. Nu var det min tur til at være den, der blev taget under behandling “Nu er det dig, der driller!”, klagede jeg. “Vil du ikke nok udfri mig? Det er lige før, jeg eksploderer.” Marianne lo. “Okay da, men kun fordi du be’r så pænt.” Hun startede med at bevæge sine hofter frem og tilbage, så hun skiftevis trykkede måsen og det forreste af skødet mod mit skamben. Så løftede hun sig endelig og begyndte at ride.
Hurtigt begyndte hendes tempo at stige, og hun lod hofterne være med i bevægelserne, så de øgede både hendes og min nydelse. Hun måtte stadig have haft noget af den tidligere orgasme i kroppen, for pludselig begyndte hun at ryste, samtidig med at hun halvt i protest råbte: “Åh nej, ikke endnuuuuuu....”. Så kom hun igen, med kraftige trækninger i ansigtet og ryggen skubbet så langt bagover, at hendes hår nåede mine lår. Hun rykkede krampagtigt frem og tilbage på mig, mens jeg stadig var dybt inde i hende.
Bølgen passerede, og hun faldt sammen ovenpå mig. Jeg holdt hende tæt ind til mig, indtil hun var sig selv igen. Prøvende stødte jeg forsigtigt op i hende, men hun gav sig og løftede underlivet, så jeg smuttede ud.
“Jeg kan ikke mere lige nu, Søren”, hviskede hun i mit øre. “Giv mig lidt tid til at komme ovenpå igen. Den her slog bunden ud af mig. Jeg havde ikke ventet det så hurtigt.” “Helt i orden”, forsikrede jeg hende. “Som sagt har vi masser af tid.” Vi lå og puttede, mens hun ganske stille og forsigtigt lod håndfladen glide op og nedad det dunkende lem. Men pludselig blev hånden mere aktiv igen; den tog fat om det og begyndte at køre op og ned.
Jeg gispede og trak maven ind.
“Jeg har ikke glemt dig”, hviskede hun i mit øre. “Lad os nu få lettet trykket på dig.” Hun satte sig op på knæ og vrikkede frækt med rumpen. ”Tag mig bagfra”, lokkede hun. ”Det mangler vi at prøve”.
Jeg var helt med på det med at få lettet trykket, så jeg kom også op på knæ, fik kalorius i stilling og trykkede så til. Hun var stadig fugtig, så jeg trykkede i bund i ét langt glidende stød. Jeg stønnede af fryd ved igen at være begravet i hendes varme, stramme indre, og Marianne gav sig også lydeligt. Jeg var så ophidset og trængende, at jeg ikke kunne holde igen på tempoet, men stødte vildt ud og ind, så det klaskede og svuppede. Det varede heller ikke længe, så kunne jeg mærke helt om i nakken, hvordan det begyndte at samle sig. Ude af mig selv af ophidselse øgede jeg tempoet. Marianne kunne mærke, hvordan det begyndte at pulsere, og svajede ryggen, samtidig med at hun spændte underlivsmusklerne. Mit lem blev næsten låst fast, og den forøgede modstand var for meget. I sprøjt efter sprøjt fyldte jeg hendes indre, mens jeg næsten skreg af fryd. Jeg pumpede som en gal, indtil alt var tømt ud; så sænkede jeg tempoet og faldt til sidst bagover.
Endnu gispende trak jeg hende ned til mig, og vi kyssede i lang tid, før nogen af os sagde noget.
Resten af dagen gik med at lægge råd op, inden vi vendte hjem til byen. Vi aftalte, at i den kommende tid skulle vi kun sporadisk mødes for ikke at røbe os. Det ville ikke blive let at gøre, men nødvendigt indtil Marianne en måned senere flyttede til Århus.
Efterskrift Det blev den forventede gråd, vrede og fordømmelse, da vi offentliggjorde vores forhold og jeg søgte skilsmisse. Vi bor nu begge i Århus, hvor Marianne læser, og jeg har fået arbejde. Vi ser kun sjældent hendes forældre, men det skal nok blive bedre, for om 3 uger skal vi giftes, og de har lovet at komme.
Erotiske noveller skrevet af Personal