Nu jeg vandrer ad erindringerne boulevard, dukker mange tanker op, som jeg har båret med mig som en del af den, jeg er blevet.
Jeg har fortalt om Helle og Anne Mette og om vores gymnasietid, som her i bagklogskabens lys virker så ligetil, uforpligtende og fuld af muligheder. Men sådan virkede det ikke, da jeg var en del af tiden, en del af historien. For hvem var jeg? Hvordan skulle jeg begå mig over for pigerne? Hvad skulle der blive af mig? Tankerne baskede hen over hjernebarken lige fra de eksistentielle til de kødelige af slagsen.
Frygten var selvfølgelig den sociale stigmatisering. Uha, hvis man trådte ved siden af, gik folkedomstolen i selvsving: udstødt! Følelsen af ensomhed kunne være overvældende, når det eneste, der talte, var at være sammen med kammeraterne og ikke mindst pigerne. Oftest var det ubegrundet, ondsindet sladder, der bragte een i tovene. Sladder og fordomme.
Henrik, der sjovt nok blev journalist, gik forrest med seksløberen og fingeren på aftrækkeren. Han var ikke selv nogen førsteelsker, ikke særlig klog og ikke særlig empatisk, så sladderen og fordommene blev hans niche. Det kunne godt betale sig at være på god fod med ham, for ellers blev man hurtigt gennemhullet af hans revolverjournalistik, skyd først, spørg bagefter.
Som næsten alle andre drenge var Henrik vild med Eva. Hun var både smuk og klog, dog noget distanceret. Og det faldt Henrik for brystet, da han netop gerne ville tæt på hende. Han måtte opgive at ynde sig ind hos hende, og derefter havde han travlt med at udstille hende som isprinsessen, den utilnærmelige pige, der havde nok i sig selv.
Jeg lå nok under for hans sladder og havde erkendt, at hun lå langt over min liga. Så jeg skånede som regel mig selv for den åndenød, der fulgte af at være i hendes nærhed. Og nær hende var der mange, der gerne ville være, bade lidt i det spotlys, der altid strålede på hende. Men nu også spot i den anden betydning fra Henriks forsmåede læber. Min beundring var i det stille intakt.
Eva sad aldrig alene, hun kom aldrig alene, men ofte som en af de sidste, og hun forlod aldrig nogen steder alene, men ofte som en af de første. Hvad nogle har af følgere i dag på de sociale medier, havde hun ude i virkeligheden. Hvis man snakkede med hende, havde man fornemmelsen af, at oldermændene slog blækklatter, og man var til livets eksamen.
Hun var altid ulasteligt, nå ja måske nærmere trendsættende klædt, diskret, elegant sminket og korrekt i sine udtalelser både i klassen og i fritiden. Så Henrik spurgte altid, hvem hun egentlig var inde bag facaden. Om hun overhovedet var andet end facade! Uha det ville jeg gerne have chancen for at undersøge!
Som en godtgørelse for den lange indledning, så var det netop, hvad jeg fik! Chancen for at komme bag Evas facade.
I tiden efter vores studentereksamen, havde vi fest på fest, og den sidste, før vi tog hver til sit, på sommerferie, ud i livet, var en hyttetur, med den særlige sitrende forventning, der ligger i, at vi skal overnatte. Jeg havde ikke kunnet deltage i alle festerne pga arbejde, så jeg var måske knap så slidt, som de andre.
Eva havde også været påholdende med festlig aktivitet, så jeg fandt hende på hytteturens terrasse i sommernatten flankeret af måneskin og kammeraternes berusede snorken. Festens sidste to overlevende.
Nej, nej, jeg tror, jeg ved, hvad du tænker, men så nemt gik det altså ikke! Omend jeg indrømmer, at netop situationen med prinsessen uden hoffolk omkring sig, åbnede mine øjne for muligheden. Den tanke kunne jeg ikke undslå mig for. Jeg tænkte også, at hverken Eva eller jeg havde kærester lige nu. Men samtidig strålede hun om kap med måneskæret og virkede lige så uopnåelig som altid.
Hun afslog smilende at få en øl med. Hun havde stadig noget danskvand, som hun mente var bedre for hende, om ikke andet, så i morgen. Vi snakkede om planerne for ferien og bagefter, og jeg følte det nemt og muntert at dele ord og tanker med hende, modsat forventning og fordom.
Jeg fortalte hende, at jeg var glad for at lære hende bedre at kende. Hun anførte, at jeg vist ikke havde gjort så meget for det gennem gymnasietiden. Jeg måtte indrømme, at det var sandt nok, men at det et ikke var manglende lyst. Hun havde jo for sit vedkommende heller ikke ligefrem opsøgt mig. Touché, udbrød hun med en håndbevægelse, som havde hun en fleuret i hånden. Og med det fiktive stikvåben i hånden borede hun videre i, hvad der så havde holdt mig tilbage?
Din uopnåelighed, var mit oplagte svar! Hun sendte mig et eftertænksomt blik, sagde kom, og tog min hånd, og hun inviterede mig på gåtur til vandet. Jeg behøvede ingen betænkningstid. Hun anførte, at vi kunne snakke mere frit uden vores forhenværende klassekammeraters lange ører i sovesalen. Vi nappede hvert sit tæppe med fra verandaen.
Hun sagde, at hun nu frygtede at lyde krukket, for hun vidste godt, at netop den karakteristik lå snublende nær. Men hun var ked af ikke at kunne være alene, ikke at kunne være i ubemærkethed, altid at skulle være påpasselig. Jeg sagde, at det da osse måtte være træls at være så populær og ombejlet! Hun fangede glimtet i øjnene og udbrød et haha! Og stak mig en lammer på skulderen! Jeg kunne føje slagfærdighed, selvironi og humor til hendes i forvejen mange dyder.
Jeg forsøgte udglattende med et, ‘jeg ved godt, hvad du mener’. Da hun så igen sagde haha! måtte jeg opvise al den selvironi, jeg kunne, for hvor skulle jeg dog vide det fra? Hendes fleuret spiddede mig. Hun tog kærligt om mig og lagde sit hoved ind til min skulder, da vi gik videre. Alle følelser afløstes af denne ene glæde ved at være lige her, lige nu og så med Eva.
Hun uddybede sine udsagn ved at anføre, at hun var bevidst om, at flere hellere end gerne udbredte sladder om hende, så hun holdt sig på den gode opførsels smalle sti. Hun fortsatte, at hun havde svært ved at kende fyrenes hensigter med hende, om hun for dem bare var et trofæ, et middel til selvhævdelse og pral. Jeg sagde, at hun ikke måtte tænke så lavt om mine kønsfæller, men hun havde en pointe. Hvis fx Henrik havde set os nu, ville rygtesmeden have haft fuld damp på sin trykpresse. Hvis han tilmed havde været i mine sko, ville der ikke have været nogen grænser for hans overdrivelser.
Vi nåede stranden og det spæde morgenlys i sommernatten, bølgernes brusen og Evas dejlige duft, der overdøvede både tang, hav og bpde måne og sol, dannede en scene af ro og dybsindighed og samtidig af opstemthed og kådhed. Jeg trykkede hende ind til mig, mens vi nød scenariet. Min lyst til at prøve at kysse hende var enorm, men jeg ville ikke risikere venskabet så spædt som morgenlyset og den magi, der var mellem os.
Hvad skulle jeg finde på, der beseglede den fine og muntre fortrolighed? Jeg tog en rask beslutning, smed min sparsomme beklædning rub og stub, løb ud i vandet med en bemærkning om, at sidste mand i vandet var en tøsedreng! Jeg vendte mig om i det kolde vand, der ikke gjorde noget godt for min mandighed og fandt mig selv alene i bølgerne, hvilket gjorde endnu mindre for samme mandighed.
Hun råbte lattermildt tilbage, at hun hverken var en mand eller en dreng, således heller ikke en tøsedreng, og at hun ikke lå under for gruppepres! Men at hun pludselig fik lyst til en badetur! Så smed hun også alt sit tøj og gik ned mod vandet i guddommelig positur. Det gjorde så sit for min mandighed!
Hun gik direkte hen til mig, lettere tænderklaprende og tog om mig med et ønske om at få varmen. Jeg tog glædeligt imod, og hun udbrød, at hun godt havde lagt mærke til, at jeg var glad for at se hende. Jeg klemte hende ind til mig, og som på fælles indskydelse kyssede vi hinanden.
Jeg mærkede ikke kulden eller noget andet i verden, da vores læber mødtes, varme, bløde, fugtige, og snart med vores tungespidser i leg og med søde støn som soundtrack. Vores hænder var forsigtige og nysgerrige. Vi gned os mod hinanden, og friktionen gav os varmen på så mange niveauer. Det slog benene væk under os begge, bogstaveligt talt, og vi væltede sammen plaskende ned i vandet.
Hurtigt og grinende var vi oppe igen, og vi løb sammen hånd i hånd ind mod land. Jeg hav hende min T-shirt til at tørre sig i, hun tog imod, jeg nød synet, og hun bredte det ene tæppe ud, lagde sig på det, og tog det andet tæppe over sig. Jeg overtog T-shirten, og opbrugte den resterende tørreevne i den. Eva lå og kiggede på mig imens, inviterede mig med en håndevending ind til sig, og jeg var ikke sen til at indfinde mig.
Hvor kom vi til? Spurgte Eva skælmsk. Vi lagde os helt tæt og fik varmen, og vi genoptog vores kys og vores friktion. Jeg svævede og lod mig opsluge af øjeblikket, der heldigvis varede ved, slv om jeg kneb mig i armen. Jeg vovede mig ud i at kærtegne hendes spændstige bryster, der blev mere struttende af mine berøringer, jeg nulrede hendes brystvorter nænsomt, og hun udstødte små pibende lyde.
Hendes hænder var i mit dengang fyldigere hår, hen over mit maveskind med neglene forrest og ned langs mine inderlår, uden at røre mit nu store, hårde lem, som jeg ellers forsøgte at servere for hende med vuggende hofter. Vores kys og vores intense nærvær bragte os i en trance, hvor soundtracket nu gik over i suk, støn, hørlige dybe åndedrag og en mere diskant stemmeklang.
Jeg lod min hånd følge indskydelsen at glide ned mellem Evas ben, og jeg fandt hende våd, svulmende og modtagelig. Nu fulgte hun min vej, og hun tog min hårde pik i sin hånd. Vi kyssede hengivent og sultent, mens vi masturberede hinanden. Og mens solens korona brød havets horisontlinje, kom vi i hinandens hænder til en symfoni af støn, brøl, småskrig, brum og velmente suk. Vi smeltede sammen med morgenens første solstråler.
Vi blev liggende sammen tætte og tilfredse. Jeg bemærkede nærmest lykkelig, at hun smurte min sæd ud over sin mave og bryster. Jeg førte min hånd med hendes safter til mit ansigt, duftede til den og smagte hende på mine fingre. Hun bed sig koket i underlæben og gentog min handling, førte sin hånd til sit ansigt, duftede til min sæd og smagte den fra sine fingre. Det føltes, som var vi blodsbrødre, eller måske rettere edsvorne elskende.
Efter at have delt salige smil og kærtegn, fik Eva en brødebetynget snert i udtrykket. Det her... begyndte hun... Ja, replicerede jeg, det var skønt! Jeg trak den lidt, mens hendes øjne flakkede en smule. Hun nikkede dog bekræftende. Jeg fangede igen hendes blik og holdt det fast. Det var vores oplevelse, kun vores, befæstede jeg. Du får mig ikke til at sige, at det aldrig er sket, men det kommer kun os to ved. Hendes øjne, hendes mundvige, hendes hele ansigt smilede. Ingen ville alligevel tro mig, fortsatte jeg kækt. Og hun ramte mig igen på skulderen med sin propre næve og i hjertekulen med sin klukkende latter.
Vi gik til vandkanten og vaskede os nødtørftigt, nød uhæmmet synet af hinanden. Vores hemmelighed, hviskede hun, og kyssede mig på kinden. Vi tog tøjet på igen, dog havde jeg et tæppe over skulderen i stedet for at have T-shirten på. Vi spolede nærmest baglæns, først gik vi tæt omslyngede, så hånd i hånd, slap til sidst hinanden, og gled ind i morgenhyggen, ud i verden, videre i livet hver for sig.
Når vi siden mødtes, gav Eva mig altid et kindkys. Hver gang tænkte jeg ‘vores hemmelighed’, og jeg genkaldte mig oplevelsen, men jeg sagde aldrig noget om den til nogen, før nu.
Erotiske noveller skrevet af Ambrosius